Det var engang for længe siden, da livet endnu var fyldt med små skæbner og hverdagens bekymringer.
»Hvornår køber I dog en lejlighed?« Grethes stemme var skarp og insisterende. Hun sad på sofaen i den lejede etværelses lejlighed, hvor Mette og Anders havde boet de sidste tre år, og så på sin datter med et blik, som om hun havde begået en forbrydelse.
»Hvor længe skal I slide jer op i sådan en lejet kasse?«
Mette sukkede og vendte ansigtet mod vinduet. Disse samtaler var længst holdt op med at være irriterende de var blevet til en pinsel. Lige siden hun giftede sig med Anders, havde moren presset på. At hun havde valgt forkert. At Anders ikke havde bolig, ikke havde penge, faktisk ingenting. Hvorfor sådan en mand? Og i alle disse tre år havde Grethe spurgt, hvornår de endelig ville købe deres egen lejlighed, hvorfor de stadig lejede, om de ikke skammede sig over at leve sådan.
Irritationen boblende under brystet, klar til at bryde ud.
»Vi leder efter det rigtige sted, mor,« sagde Mette omsider med rolig stemme. »Det skal være den rigtige bydel, den rigtige pris, med den rette indretning. Vi har brug for en brugt lejlighed, for vi har ikke penge til renovering. Forstår du?«
Grethe fnøs og rullede så meget med øjnene, at Mette knugede hænderne.
»Ja, selvfølgelig,« sagde moderen hånligt. »Hvis du havde fundet dig en ordentlig mand, kunne du have levet i sus og dus, i stedet for at lede efter en billig lejlighed. Du kunne have kigget på nybyggerier. Men nu? Du må nøjes med smuler.«
Mette rejste sig brat, knap nok i stand til at holde tilbage fra at råbe.
»Jeg skal noget, mor,« kastede hun tørt hen, mens hun gik mod døren.
Grethe sagde noget mere, men Mette hørte allerede efter. Hun fulgte moren ud, lukkede døren og lænede sig mod den. Åndede ud. Først nu indså hun, hvor anspændt hun havde været skuldrene ømme, kæben øm af at have bidt tænderne sammen. For tiden bragte samtaler med moren kun hovedpine. Hver gang Grethe kom, føltes det som om Mette forberedte sig til kamp. Forsvarede sig, retfærdiggjorde, diskuterede. Alt forgæves.
Hun gik ud i køkkenet, hældte vand i et glas. Mette satte sig ved bordet, tog nogle slurke for at falde til ro. Og så ringede telefonen.
»Mette!« Anders stemme var ophidset. »Jeg har fundet den! Den perfekte lejlighed! Du må komme nu adressen er Vi skal have den, forstår du? Nu! Dette er vores chance!«
Mettes hjerte hamrede hurtigere. Hun greb en kuglepen, skrev adressen ned på en lap papir, skyndte sig at gøre sig klar. Hun tog jakken på, løb ud på gaden og fangede en taxa. Hele vejen rastløs, kiggede hun ud ad vinduet og ønskede, chaufføren ville køre hurtigere.
Anders ventede allerede ved opgangen. Hans ansigt strålede, øjnene lyste.
»Kom, så skal du se,« sagde han og tog hendes hånd, førte hende ind.
Lejligheden lå på tredje sal. To værelser. Lille, men hyggelig. Renovering frisk og lys. Tapet i en blød beige nuance, gulv i trælignende laminat, nye vinduer. Møblerne blev efterladt sofa, skabe, køkken. Alt rent og velholdt.
»Se,« Anders førte hende rundt, pegede på hver detalje. »Her er soveværelset, her stuen. Køkkenet er lyst. Og det bedste butikker, stoppesteder, en skole i nærheden. Alt, hvad vi har brug for. Prisen er fair. Sælgerne skal hurtigt væk, de flytter til en anden by. Vi er heldige.«
Mette så tavst rundt. Gik fra rum til rum, rørte ved væggene, kiggede i skabene. Noget varmt bredte sig i hendes bryst. Dette var virkelig deres lejlighed. Hun kunne allerede se for sig, hvordan de ville indrette sig, hvor de ville sætte deres ting, hvordan de ville drikke morgenkaffe i køkkenet.
»Tager vi den?« hviskede Anders og så på hende med håb.
»Vi tager den,« smilede Mette, og han holdt hende tæt.
De aftalte købet på stedet. Diskuterede detaljer, satte dato for underskrift. Så tog de hjem, glade og ophidsede. Anders talte hele vejen om, hvordan de ville flytte ind, hvad de manglede, hvad de skulle ændre. Mette tav, men smilede. Indeni brusede glæden, så stærkt, at hun havde lyst til at råbe, hoppe, danse.
De næste uger fløj forbi i en travelhed. Papirarbejde, ærinder, pakning. Mette kunne knap følge med. Livet havde taget dem med i en hvirvel af begivenheder, og de blev revet med, uden mulighed for pause. Anders tog det meste af det praktiske, og Mette var taknemmelig. Endelig kom flyttedagen. De fik flyttet alle kasser, ordnet møblerne, udplaceret tingene. Og så var det første aften i deres eget hjem.
Mette stod midt i stuen og så sig bare om. Anders kom bagfra og lagde armene om hende.
»Vores lejlighed,« hviskede han i hendes øre.
»Vores hjem,« sagde Mette, og tårerne løb.
Men glæden varede ikke længe. Allerede næste dag ringede det på døren. Mette åbnede der stod mor. Hendes ansigt udstrålede utilfredshed.
»Goddag,« knurrede hun og gik indenfor uden invitation.
Grethe så sig langsomt om. Kiggede i hver en krog. Hendes øjenbryn var trukket sammen, læberne sammenbidte. Til sidst stoppede hun midt i rummet og spurgte med åbenlys skuffelse:
»Er det her virkelig alt?«
Mette var forvirret.
»Hvad mener du?«
Grethe krøllede næsen, som om hun ikke stod i en lejlighed, men på en losseplads. Hendes øjne scannede væggene, loftet, vinduerne.
»Lejligheden er lille og dårlig,« erklærede hun. »Jeg troede, I ville købe mindst en treværelses. Men det her? Værelserne er små, sammenhængende. Det er nærmest kun en større etværelses! Selv en papkasse ville være mere værd. Er det her et sted for mennesker at bo?«
Mettes kinder blussede. Indeni skar vrede og smerte. Anders kom ind i rummet. Han havde helt sikkert hørt alt. Han prøvede at berolige.
»Grethe, det er vores første lejlighed,« sagde han
