Min mands tante havde efterladt ham en lejlighed i arv. Lejligheden var lille og lå midt i hjertet af København, hvor cykler flød forbi som fisk i havet, og lyset fra gadelygterne lignede flydende rav i tusmørket. Min mand og jeg har tre børn: vores ældste datter hedder Trille, og hun er nitten år gammel og læser på universitetet; vores ældste søn, Asger, er tolv, mens den yngste, Viggo, kun er fem. Vi bor selv i en rummelig fireværelses lejlighed, så børnene har god plads, og dog føles væggene sommetider som af smør.
En aften, hvor regnen trommede forsigtigt på ruden, blev min mand og jeg uenige om arvelejligheden. Jeg foreslog, at Trille kunne flytte ind i den gamle lejlighed hun var jo ved at blive voksen, måske med bryllup i tankerne, som de ser ud i gamle H.C. Andersen-eventyr. Men min mand mente, at det ville være helt urimeligt over for drengene, og sagde, at vi burde sælge lejligheden og dele pengene lige mellem børnene et forslag, jeg syntes var fjollet, for hvad kan de egentlig købe for nogle hundrede tusinde kroner, når de engang bliver gamle nok?
Selv hvis vi gjorde, som min mand ønskede, ville pengene bare ligge på deres NemKontoer, indtil drengene blev voksne, og Trille kunne måske købe sig en gammel Skoda eller en solid cykel, men ikke et hjem, hvor tankerne kan finde ro. For mig er en fugl i hånden bedre end ti på taget, og måske burde vi sikre et tag over hovedet for Trille vi kan jo altid finde en løsning til drengene, når de engang står med store fødder i voksensko.
Min mand er vis på, at hvis vi giver lejligheden til Trille, vil hun aldrig kunne se sine brødre i øjnene uden dårlig samvittighed, og han frygter, at det vil splitte børnene ad for evigt. Jeg tænker, at børnene har det fint; drengene forstår endnu ikke helt, hvad der er på spil. Vi har tid, tid som smelter og ændrer form, til at tænke over deres fremtid, mens Trille måske får fod under eget bord.
Vi har ikke talt med Trille om vores spekulationer, for lejligheden er så slidt af vind og vejr, at kun måger kunne bo der væggene skaller, og vandhanerne drypper som fjerne klokker i Sønderjylland. Vi har heller ikke råd til at sætte den i stand lige nu, og det føles, som om beslutningen flyder væk fra os, præcis som tågen glider over fjorden.
Jeg kan ikke lade være med at gruble: Hvem har egentlig ret mig eller min mand? Skal jeg holde fast i mit synspunkt eller følge ham som vinden følger havstrømmen? Findes der et tredje forslag, en skjult dør i drømmen, som vi ikke ser, men som måske ville åbne alt?
