Det er nu to uger siden, jeg sidst var i mit kolonihavehus, og naboerne har opsat et drivhus på min grund, hvor de har plantet agurker og tomater.
Jeg ejer et lille stykke jord lidt uden for København. Jeg dyrker ingenting dér, men bruger stedet til afslapning i min fritid. Jeg vil helst ikke bruge min energi på at holde køkkenhave. Jeg har sat en grill op, et lille skur med tag, så jeg kan sidde i tørvejr, og jeg har planer om snart at opsætte et hegn omkring grunden.
Så denne gang tager jeg derud for at grille pølser og slippe væk fra byens larm. Naboerne er for det meste ganske fredelige hverken påtrængende eller for snakkesalige. Dog er der en kvinde, Helle Madsen, som indimellem virkelig går mig på nerverne. Hun kan simpelthen ikke forstå, hvordan jeg kan undvære planter. På hendes grund, der ligger overfor på den anden side af grusvejen, vælter det frem med alt fra stauder til salat og blomster, og hun bruger dagevis på at nusse om dem.
Da der endnu ikke står et hegn mellem os, kan Helle frit gå ind til mig, og det benytter hun sig af uden det mindste forbehold. For at være ærlig, bryder jeg mig ikke om det. Det er sket flere gange, at jeg er kommet kørende og ser hende rende rundt og kigge på min grund.
Engang spurgte jeg:
Er der noget galt?
Nej da, sagde hun. Jeg ville bare se, om der var et sted, man kunne plante løg. Du har jo så meget bar jord, hvor ingenting gror. Det ville da ikke genere dig, hvis jeg satte nogle planter?
Jeg blev så overrasket, at jeg nærmest ikke vidste, hvad jeg skulle sige. For ikke at fornærme hende svarede jeg til sidst:
Du må godt lave et lille bed.
Senere ærgrede jeg mig over mit svar. Hun rodede rundt på min jord hele den halve dag, og jeg kunne slet ikke finde ro hendes tilstedeværelse stressede mig.
Så skulle jeg selv på ferie jeg tog til Skagen. Da jeg kom hjem, kørte jeg ud i kolonihaven allerede den første weekend. Og dér, midt på min grund, stod et stort drivhus og flere bede med agurker og tomater.
Jeg vidste selvfølgelig straks, hvem der stod bag jeg behøvede ikke at spørge naboerne. Jeg blev vred over, at hun havde taget sig den frihed. Derfor bad jeg min ven Martin Pedersen om hjælp, og samme dag tog vi i Silvan og købte et havehegn, som vi satte op rundt om min jord. Nu kan Helle ikke længere gå ind på min grund, som det passer hende.
Den følgende weekend kom hun forbi hegnet og spurgte:
Hvorfor har du sat hegn op? Nu kan jeg slet ikke komme hen til mine planter. Skal du måske til at passe dem for mig?
Jeg syntes, det var uforskammet, så da aftenen kom, tog jeg fat i drivhuset og smed materialerne ud på vejen bag hegnet. Siden har Helle ikke hilset på mig én eneste gang.
