»I må aflevere barnet til os. Vi er hans rigtige forældre,« sagde de fremmede i døren.
»Mor, må jeg blive hjemme fra skole i morgen? Jeg har ondt i hovedet igen!« Alex stod i køkkendøren og holdt sig i dørkarmen.
Lise vendte sig væk fra komfuret, hvor hun rørte i suppen. Drengen så virkelig bleg ud med mørke ringe under øjnene.
»Igen? Det er tredje gang på en uge. Skal vi til lægen?«
»Nej, jeg er bare træt. Må jeg blive hjemme?«
»Vi ser i morgen tidlig. Gå nu og lav dine lektier.«
»Jeg er færdig.«
»Alt? Også matematik?«
»Også matematik.«
Lise gik hen til ham og lagde hånden på hans pande. Ingen feber. Men han havde været så sløv og eftertænksom i det sidste. Før kunne han ikke sidde stille, nu sad han timevis og stirrede ud ad vinduet.
»Alex, er der noget i skolen? Er der nogen, der er uvenlige?«
»Nej, mor. Jeg har bare ondt i hovedet.«
Drengen gik ind på sit værelse. Lise vendte tilbage til suppen, men uroen blev hængende. Otte år havde hun opdraget ham, troede, hun kendte ham ind og ud og nu pludselig var der noget, hun ikke fattede.
Om aftenen kom manden, Mads, hjem. Træt efter arbejde, men da han så hendes bekymrede ansigt, spændte han straks op.
»Hvad er der galt?«
»Alex har ondt i hovedet igen. Tredje gang på en uge.«
»Så skal han til lægen.«
»Han vil ikke. Måske er han bare træt? Der er prøver lige nu.«
Mads gik ind til sønnen. Lise kunne høre dem hviske. Så kom han tilbage og satte sig.
»Han siger, alt er fint. Men han vil gå til lægen i morgen.«
»Godt. Jeg ringer og bestiller tid.«
Ved aftensmaden spiste Alex næsten intet. Han skubbede kartoflerne rundt på tallerkenen, drak te og bad om at gå i seng. Lise og Mads så på hinanden.
»Måske er han forelsket?« foreslog Mads. »Det sker i den alder.«
»Han er kun otte!«
»Børn bliver voksne hurtigt nu.«
Lise ryddede af og vaskede op. Tankerne kørte i ring. Var der sket noget i skolen? Eller var han syg?
Om natten tjekkede hun flere gange på ham. Alex vendte sig uroligt og mumlede i søvne. Hun rettede på dynen og strøg ham over håret. Han åbnede øjnene lidt.
»Mor?«
»Sov nu, skat. Alt er godt.«
»Mor, elsker du mig?«
»Selvfølgelig. Mere end noget andet.«
»Hvis hvis jeg ikke er din?«
Lise stivnede.
»Hvad snakker du om? Selvfølgelig er du min. Sov nu.«
Drengen lukkede øjnene og vendte sig om. Lise gik ud, men kunne ikke sove. Hvor kom sådan en tanke fra?
Næste morgen stod Alex klar uden at skulle mindes. Spiste morgenmad og pakkede taske.
»Mor, jeg tager i skole. Jeg har ikke ondt længere.«
»Sikker? Hvad med lægen?«
»Nej, jeg er rask.«
Han var ude af døren, før hun nåede at svare. Hun så ham gå hurtigt ned ad vejen, som om han skyndte sig et sted hen.
Dagen gik som sædvanlig. Arbejde, indkøb, madlavning. Men uroen blev. Hun overvejede at ringe til klasselæreren, men besluttede sig mod det. Hun ville ikke virke hysterisk.
Klokken tre ringede det på døren. En fremmed mand og kvinde stod udenfor. Manden var i fyrrene, høj med mørkt hår. Kvinden yngre, smuk, men med anspændt ansigt.
»Goddag,« sagde manden. »Er du Lise Hansen?«
»Ja. Hvem er I?«
»Jeg er Henrik Møller. Dette er min kone, Anne. Vi skal tale med dig.«
»Om hvad?«
Manden så på sin kone. Hun nikkede, som om hun opmuntrede ham.
»Om din søn. Om Alex.«
Lise spændte op.
»Er der sket noget med ham?«
»Nej, skolen er fint. Må vi komme ind? Det er en lang historie.«
»Jeg kender jer ikke. Hvad skulle vi tale om?«
Kvinden trådte frem. Der var tårer i hendes øjne.
»Vær sød. Det er vigtigt. Du må give barnet tilbage til os. Vi er hans rigtige forældre.«
Lise vaklede tilbage. Ørerne summede.
»Hvad? Hvad snakker I om? Alex er min søn!«
»Hør her,« manden tog papirer frem. »Vi har beviser. Der blev byttet om på børn i fødeafdelingen for otte år siden.«
»Gå væk! Ellers ringer jeg til politiet!«
»Lise, hør nu efter,« kvinden hulkede. »Vi har også opdraget et barn i otte år. Elsket ham. Og så fandt vi ud af«
»Hvad fandt I ud af?«
»Vores søn drengen, vi har opdraget han blev syg. Han skulle have blodtransfusion. Og så opdagede vi, at blodtypen ikke passede. Hverken med min eller Henriks. Vi tog en DNA-test.«
Lise holdt sig i dørkarmen. Benene svigtede.
»Og hvad så?«
»Han er ikke vores biologiske søn. Vi undersøgte det, gik til fødeafdelingen. De tjekkede arkiverne. Den nat jeg fødte, var der kun to drengebørn. Vores og dit.«
»Det må være en fejl.«
»Vi testede DNA med drengen, vi har opdraget. Så så tog vi en prøve fra din søn.«
»Hvordan? Hvornår?«
Manden så ned.
»Undskyld. Vi fulgte ham et par dage. Tog en juicekarton, han smed ud. Det var nok til testen.«
»I overvågede mit barn? Det er ulovligt!«
»Vi skulle vide sandheden. Testen viste, at Alex er vores biologiske søn.«
Lise følte, hun ville besvime. Hun vaklede ind og satte sig på en stol. De fremmede blev stående i døren.
»Vis mig papirerne.«
Manden rakte mappen frem. DNA-resultater, journaler fra fødeafdelingen. Lise stirrede på dem, men bogstaverne dansede.
»Det kan ikke være rigtigt.«
»Vi troede det heller ikke,« kvinden sagde lavt. »Otte år. Otte år har jeg opdraget et andet barn.«
»Han er ikke et andet barn!« manden sagde skarpt. »Oliver er vores søn. Ikke biologisk, men vores. Vi elsker ham.«
»Og vi elsker Alex,« Lise løftede hovedet. »Og vi giver ham ikke til nogen.«
»Men han er vores efter blodet«
»Efter blodet! Hvem har opdraget ham? Hvem holdt ham i hånden, da
