“Hvad fanden laver du i min bærbar?” råbte Aksel og rejste sig truende over Frida. Hun havde aldrig set ham se sådan ud før
Frida kom hjem fra skolen og kunne allerede i entreen lugte den tunge stank af spiritus. Fra stuen lød der en hæs hosten. Hendes far var fuld igen. Hun gik direkte ud i køkkenet.
Moderen stod ved vasken og skrubbede kartofler. Da hun hørte Fridas skridt, vendte hun sig om. Fridas gennemborende blik fangede straks morens røde, hævede kind.
“Mor, vi bliver nødt til at komme væk fra ham. Hvor længe skal vi holde ud? En dag slår han dig ihjel,” sagde Frida, rystet af vrede.
“Hvor skal vi tage hen? Hvem har brug for os? Vi har ikke penge til leje. Vær ikke bange, han slår mig ikke ihjel. Han er en kujon. Det er kun mig, han tør banke på.”
Næste morgen vågnede Frida af underlige lyde. Hun satte sig op og kiggede ud i køkkenet. Hendes far stod ved komfuret med hovedet kastet tilbage og drak direkte af tekanden. Frida stirrede hypnotiseret på hans adamsæble, der steg og faldt, steg og faldt. Hun hørte vandet plaske ned i halsen på ham som en mudderpøl. “Lad ham drukne! Åh, Gud, lad ham drukne!” tænkte hun med knugende had.
Men faren druknede ikke. Han satte tekanden tilbage på komfuret, sukkede tilfreds, så på hende med blodskudte øjne og vaklede forbi hende mod badeværelset.
Frida rynkede næsen ved tanken om, at mor ville hælde mere vand i tekanden uden at skylle hans spyt og stank ud. Hun greb tekanden og skrubbede den længe med børsten, mens hun lovede sig selv aldrig at drikke af den uden at rense den først.
I juleferien tog Frida på skoleophold i Århus i tre dage. Da hun kom hjem, lå moren på sygehuset.
“Har han slået dig?” spurgte Frida hårdt, da hun så bandagen om morens hoved.
“Nej, skat. Jeg gled på isen.”
Men Frida vidste, hun løj.
På grund af de hyppige slag til hovedet fik moren for højt blodtryk. Seks måneder senere fik hun et slagtilfælde og døde. Faren græd ved begravelsen med fuldemandstårer, snart fortrydende taben af sin “elskede Mette,” snart bandende over hende for det samme.
Han sagde, Frida var lige som moren, truede med, at hvis hun også prøvede at forlade ham, ville han slå hende ihjel. Frida tålmodigt ventede på at blive færdig med gymnasiet. Hun tog ikke til studenterfesten. Næste dag hentede hun sit eksamensbevis i smug fra kontoret. Mens faren var på arbejde, pakkede hun sine ting og løb hjemmefra.
Faren gav hende penge til mad, og Frida sparede en del op. Nogle gange tog hun endda nogle af hans kontanter, mens han sov. Det var ikke meget, men det kunne holde en tid. Længe havde hun planlagt at flytte, få et job og studere i sin egen tid.
Hun var ikke bange for, at faren ville lede efter hende. Alle i kvarteret kendte hans vaner; ingen ville hjælpe ham med at finde hende. Hun tog til København, lejede en billig lejlighed i udkanten og fik arbejde på en grillbar. De hjalp hende med sundhedsattest, og hun fik gratis mad…
Hun tilmeldte sig en erhvervsskole til regnskabsuddannelse. Da de fandt ud af, hun studerede til bogholder, satte de hende i kassen.
Drengene prøvede at gøre kur til hende. “I starten er de alle søde og bløde, men så begynder de at drikke eller være utro. Jeg ved ikke, hvad der er værre. Lad dig ikke narre af deres søde ord, datter. Vær på vagt. Jeg var også smuk engang. Din far drak ikke, da vi mødtes. Vi elskede hinanden. Hvor gik det galt? Hvad skete der med ham?” sagde moren ofte.
Frida huskede hennes ord og svarede ikke på drengenes tilnærmelser. Hun havde set, hvordan hendes forældres liv blev.
Moren handlede altid ind på lønningsdag: pasta, sukker, havregryn, konserves så det kunne holde længe. Faren brugte pengene på spiritus, men der var altid mad i huset, selvom det var kedeligt og simpelt. Nu gjorde Frida det samme.
Hun gik hjem med en tung pose, der sled i hendes arme. Foran hende kom en dreng gående med øjnene i telefonen. Frida håbede, han ville se hende og gå udenom, men han bumlede ind i hende.
“Undskyld,” sagde han og kiggede op fra skærmen.
Frida ville svare arrigt, men så hans venlige, nysgerrige blik og følte sig pludselig forlegen.
“Ingen årsag, jeg så heller ikke lige,” mumlede hun og smilede flygtigt.
Drengen tilbød at hjælpe. Frida tøvede, men gav ham posen. Han kunne ikke være slem med sådan et åbent smil. De lærte hinanden at kende. Aksel hjalp hende med at bære posen hjem, men Frida lod ham ikke følge hende helt til døren.
Næste dag kom drengen til grillbaren. Han sagde, det var en tilfældighed, men Frida vidste bedre. De begyndte at ses.
Aksel fortalte åbent, at han var skilt, at han havde en lille datter, han tilbad. Han havde givet lejligheden til sin ekskone og boede hos en ven. “Vi giftede os af dumhed,” indrømmede han. “Vi passede slet ikke sammen. Nogle dage sagde vi ikke en stavelse til hinanden.”
Han talte meget om sin datter, og Frida tænkte, at måske kunne hun stole på en mand, der elskede børn. Efter en måned foreslog Aksel, de skulle flytte sammen.
“Lad os finde noget bedre, tættere på byen. Det er lettere sammen.”
Frida sagde ja. Hun var lykkelig. Hun skulle få en normal familie. De flyttede ind i en rummelig lejlighed, fejrede deres nye liv med en simpel middag. Frida drømte ikke om bryllup eller fremtid, men Aksel talte altid om børn de skulle have to: en dreng og en pige. Og Frida troede på det.
Aksel betalte huslejen for to måneder på forhånd. I tredje måned sagde han undskyldende, at han havde brugt lønnen på en gammel gæld. Frida betalte selv den måned. Så kom flaskerne hjem. Først en enkelt øl, så flere, så vodka.
En aften kom han fuld hjem. Frida sagde ingenting, men næste morgen så hun hans blodskudte øjne, lugtede spiritussen, og noget knækkede i hende.
“Hvorfor er du så stille?” sprugte han og greb hende om håndleddet.
