Min søn, vær sød at passe på din syge søster. Du må ikke svigte hende! hviskede mor. Hendes ord skar gennem hans hjerte som is.
Hør efter, min dreng hendes åndedrag var svage, næsten umærkelige.
Hvert ord var en pine. Sygdommen havde ædt hendes kræfter. Hun lå i sengen, udmattet og gennemsigtig. Mads genkendte hende knap nok. Engang havde hun været stærk, smilende, fuld af liv. Nu
Mads, jeg beder dig, ikke at svigte Mette Hun er sårbar. Hun er anderledes, men hun er vores. Lov mig det Mor klemte hans hånd med uventet styrke. Hvor fandt hun kraften? tænkte han.
Mads rynkede brynene. Hans blik flakkede mod sin ældre søster, Mette, som legede i hjørnet af deres lille lejlighed i Aarhus. Hun var over fyrre, men sad stadig og nynnede forvirret til sine dukker. Hun smilede, som om det ikke var ved mors dødsleje, men til en fest.
Mads havde det hele: en byggevirksomhed, en dyr bil, et stort hus ved Limfjorden. Men der var ikke plads til Mette. Hans børn var bange for hende, og hans kone, Lise, kaldte hende skør. Selvom Mette var rolig, legefuld, uskyldig.
Altså du ved jeg har en familie og Mette hun er mumlede han og prøvede at trække hånden fri.
Min søn, din fars hus er dit Men for Mette har jeg efterladt en lejlighed på tre værelser. Alt er i orden.
Hvor fik du pengene?! Mads og Lise udvekslede et forbløffet blik. Grådighed lyste i deres øjne.
Jeg passede den gamle lærerinde Bragte hende mad, medicin Hun var god mod mig. Jeg troede ikke, hun ville efterlade mig lejligheden. Jeg satte den i Mettes navn, så hun har et hjem. Men du vær hendes vogter, jeg beder dig En dag vil den tilhøre dine børn. Hvor lenge mon hun lever
Den nat døde mor.
Mette syntes ikke at forstå, at hun var blevet forældreløs. Mads tog hende straks hjem til sig og begyndte at renovere lejligheden.
Hvorfor skal Mette have så meget plads? Hun kan bo hos os. Vi kan leje den ud.
Lise protesterede ikke i starten. Mette var ikke til besvær: hun legede hele dagen og lo. Men hendes underligheder skræmte Lise. I dag er hun rolig, men hvad med i morgen?
Vær tålmodig, bad Mads. Men efter seks måneder, med hjælp fra en venlig notar, overførte han familiens hus og søsterens lejlighed til sig selv. Han narrede Mette til at underskrive papirerne uden at forklare hende noget.
Så begyndte helvede.
Når Mads var på arbejde, torturerede Lise Mette: hun skældte hende ud, låste hende inde, gav hende undertiden kattefoder. Han fandt hende ofte grædende og rædselsslagen. En dag slog Lise hende. Mette, forskrækket, tissede på sig selv.
Er du ikke bare en idiot, men pisser også på dig selv?! Ud af mit hus!
Hun smed Mettes ting i en pose og skubbede hende hjemmefra.
Hvor er Mette? spurgte Mads om aftenen, mens han strakte sig i sengen.
Hun er løbet! råbte Lise. Hun tissede på sig selv og gemte sig på værelset. Da jeg åbnede døren, løb hun væk med sin taske. Jeg løber ikke efter en sindssyg!
Mads tav. Så sagde han: Nå, hvis hun er løbet og tændte for fjernsynet. Forresten, jeg har fundet lejere.
Natten var lang. Han tænkte på Mette. Hvor var hun? Hun var som et lille barn, hjælpeløs. Først om morgenen faldt han i søvn og drømte om mor:
Jeg bad dig, min søn sagde hun fra kisten og pegede anklagende på ham.
Drømmen forfulgte ham i uger. Han kunne ikke holde det ud. Efter to måneder ringede han til sin gudmor, Anna:
Hvad, Mads, begynder samvittigheden at æde dig? svarede hun koldt. Det er godt, jeg kom forbi din mor. Jeg fandt Mette forskrækket og tog hende med hjem. Jeg passer på hende. Jeg har ikke brug for hendes lejlighed. Lev du med din skam!
Åh, gudmor mumlede han og lagde på. Han følte lettelse: Mette var i sikkerhed.
Men hun døde to måneder senere, af samme sygdom som mor. Mads kom ikke til begravelsen han havde vigtige forretninger.
Ti år gik. Nu lå Mads syg, plaget af smerter og skyldfølelse. Lise levede med en anden mand. Børnene kom sjældent og klynkede: Du lugter af sygdom
En dag kom Lise ind med papirer:
Underskrift, så afslutter vi firmaet.
Han skrev under. Senere forstod han: det var donationen af huset. Så firmaet. For sent. Han tænkte på mor og Mette. Tårer trillede ned ad hans kinder.
Tilgiv mig hviskede han ind i tomheden, der slugte ham.
*Kærlighed og ansvar forsvinder ikke, selv når vi gør. Skyld og ensomhed bliver de sidste gæster i et hjerte, der valgte egoismen.*
