Hun troede, hendes mand bare var i dårligt humør, indtil hun fandt skilsmissepapirerne i hans skrivebord.
“Hvor er min blå skjorte? Den med striberne!” Rasmus stod midt i soveværelset i kun bukser og rodede irriteret i skabet.
“Den er vasket,” svarede Mette fra badeværelset, mens hun satte krøller i håret. “Tag den lyseblå den er også flot.”
“Jeg vil have den blå! Hvor mange gange skal jeg sige det vask tøjet til tiden!”
“Rasmus, du havde den på i forgårs. Jeg vaskede den kun i går.”
“Og hvad så? Hvis du vidste, jeg skulle til møde, kunne du have tørret den!”
Mette kom ud fra badeværelset og så på sin mand. De sidste uger var han blevet arrig over alt. Suppen var for salt, der var støv på fjernsynet, eller skjorten var forkert.
“Skal jeg stryge den hvide? Den klæder dig godt.”
“Lad være! Jeg klarer det selv!”
Rasmus greb den første skjorte i skabet, trak den på og knappede den med rystende hænder af vrede.
“Rasmus, hvad sker der med dig? Du har ikke været dig selv i uger.”
“Intet. Jeg er bare træt. Der er kaos på arbejdet.”
“Måske skal du til lægen? Tjekke blodtrykket?”
“Mette, hold op! Jeg er ikke syg!”
Han greb jakken, tasken og stormede ud af lejligheden, smækkende med døren. Mette blev stående midt i stuen. Der var en stikken i brystet. Før havde Rasmus aldrig råbt. I tyve års ægteskab kunne hun tælle deres skænderier på én hånd. Nu startede hver morgen med brok.
På køkkenet blev morgenmaden kold. Æggekage, toast, kaffe alt som han elskede. Men de sidste dage gik Rasmus uden at spise. Sagde, han ikke var sulten.
Mette satte sig ved bordet og hældte te. De måtte snakke i aften. Roligt, uden bebrejdelser. Måske var der virkelig problemer på arbejdet? Eller hans helbred?
Telefonen ringede. Det var hendes veninde, Lotte.
“Hej! Kommer du til yoga i dag?”
“Ved ikke, Lotte. Har ikke humør til det.”
“Hvad er der sket?”
“Rasmus er så underlig. Sur hele tiden, kritiserer alt.”
“Måske en midtvejskrise? Min mand havde det sådan. Købte en motorcykel og blev rolig.”
“Tror ikke det. Rasmus er ikke den type. Han hader forandringer.”
“Så er det arbejdet. Bare slap af. Det går over.”
Mette lagde på. Lotte havde ret hun skulle ikke overtænke det. Alle ægteskaber gennemgår sådanne faser.
Hun ryddede op, lavede frokost. Rødbedesuppe Rasmus’ yndlings. Måske kunne god mad hjælpe på hans humør.
I supermarkedet mødte hun naboerne, Karen og Erik.
“Mette! Hvordan går det? Har ikke set Rasmus i lang tid.”
“Han arbejder meget. Tidligt afsted, sent hjem.”
“Flot, en hårdtarbejdende mand. Ikke som min dovne Erik han har presset sofaen helt flad.”
Mette smilede, men der var uro i hendes hjerte. Rasmus blev virkelig senere. Før ringede han altid, men nu kom han bare sent hjem, spiste tavst og gik i seng.
Hjemme besluttede hun at rydde op på Rasmus’ kontor. Hun havde tænkt på det længe, men han kunne ikke lide, når hun rørte hans ting. I dag var han sent hjemme hun kunne gøre rent i fred.
Kontoret var lille men hyggeligt. Bogreoler, skrivebord, lænestol. På væggen deres bryllupsbillede. Unge, lykkelige, forelskede øjne.
Mette tørrede støv af reolerne og fejede gulvet. Hun rørte ikke bordet Rasmus’ arbejdsmapper lå der. Men den øverste skuffe stod på klem, en mappe stak ud.
Hun ville skubbe den til, men mappen var i vejen. Hun tog den ud for at lægge den pænt tilbage.
På mappen stod “Privat”. Mette frøs. Privat? Hvilke hemmeligheder kunne Rasmus have fra hende?
Nysgerrigheden vandt. Hun åbnede mappen.
Øverst lå et visitkort. “Andersen, Jens Peter, familieretsadvokat.” Derefter en udskrift fra en s
