For nylig var jeg på besøg hos min svigerdatter, og til min store overraskelse gik der en fremmed kvinde rundt og vaskede gulv og polerede køkkenvasken.
Jeg har altid fortalt min søn, at vi er ligeglade med økonomien hos hans kommende kone, så han giftede sig glad og gerne med Katrine en pige, der aldrig før havde haft rod i økonomien, men til gengæld aldrig havde løftet en finger for andet end lidt hygge for sig selv.
Efter brylluppet flyttede de unge ind i det hus, vi havde købt til dem. Min mand og jeg fik huset sat flot i stand, og nu render vi rundt og jeg-ved-ikke-hvad for at hjælpe dem og køre varer hjem til dem. Svigerdatteren har det mægtigt, fødte for nylig mit første barnebarn, så selvfølgelig er hun på barsel, og min søn har hverken noget fancy job eller løn, man kan prale af på cafeen.
I kan nok forestille jer mit ansigt, da jeg traskede ind og fik øje på en fremmed dame med en støvmoppe. Min svigerdatter har hyret en rengøringshjælp og hun løfter ikke selv en finger. Hvordan kan hun dog tillade sig den slags? Hvad blev der af god samvittighed?
Jeg sparkede straks damen ud. Uanset hvordan man vender og drejer det, så er det stadig mit hus! Og jeg kunne da ikke tro, at de betalte en rengøringsdame af egen lomme så mange danske kroner kan de umuligt have. Jeg besluttede mig for at vente på Katrine, mens hun lige gik tur med mit barnebarn. Da hun kom hjem, lagde jeg ikke skjul på, at noget skulle forklares. Og svigerdatteren svarede:
Jamen, Mette, nu er jeg faktisk blevet blogger under barslen. Det betaler sig overraskende godt, og jeg har virkelig brug for lidt hjælp herhjemme, når jeg arbejder så meget!
Blogger? Hvad pokker er det, og er det seriøst sådan noget, nogen tjener penge på heroppe? Jeg vil ikke have fremmede folk i mit hjem og pille ved tingene.
Hvis du har så mange penge, Katrine, kan du da bare betale mig, så skal jeg nok ordne det hele så skal vi da ikke have fremmede folk rendende, sagde jeg.
Hun svarede ikke rigtigt, sukkede lidt og gik ind til barnebarnet for at made ham. Jeg blev siddende og ventede på min søn for at bringe ham de sidste familieopdateringer. Han sagde bare:
Mor, jeg ved godt, at hun har en rengøringshjælper. Katrine arbejder faktisk ret meget, og jeg vil gerne have tid til at være sammen med min dreng, når jeg kommer hjem det fungerer altså fint sådan her.
Jeg må indrømme, jeg forstår ikke de unge. Hvordan får de råd til alt det? Jeg løb hjem til min mand for at få ham på min side. Ved du, hvad han sagde?
Du må lade de unge leve deres eget liv! De er voksne, de skal nok finde ud af det selv.
Det er længe siden, jeg har været så gal. Jeg er altså sikker på, at jeg har ret og gør det rigtige! Hvad mener I?
