Tak for alle jeres varme ord, likes og engagement! Tusind tak for donationerne fra mig og mine fem finurlige katte. Del endelig de historier, du holder af, på sociale medier det glæder enhver forfatter!
Min datter kom sent hjem fra hospitalet, hvor hun arbejdede som sygeplejerske på skadestuen. Hun stod længe under bruseren, kom så i badekåbe ud i køkkenet.
Der er frikadeller og pasta i panden, sagde moren, hun kiggede undersøgende på datterens ansigt og prøvede at læse, hvad der rørte sig. Er du træt, Dagmar? Hvorfor så tung i sindet?
Jeg spiser ikke jeg er grim nok i forvejen, og hvis jeg får for meget sul på, ser ingen overhovedet på mig, sagde Dagmar og hældte te op med et dystert blik.
Hvor får du det dog fra? udbrød moren bekymret. Du er hel og fin, kloge øjne og næse, mund alt er, som det skal være, lad nu være med at tale dig selv ned, Dagmar!
Jamen alle veninderne er jo for længst gift; jeg er den sidste. Der er kun de kedeligste fyre, der falder for mig. Dem jeg selv kan lide, de ænser mig aldrig. Hvad er der galt med mig, mor? spurgte Dagmar tungt og ventede svar.
Du har bare ikke mødt din skæbne endnu, det er det hele. Tiden er ikke inde, forsøgte moren at trøste, men Dagmar blev endnu mere ophidset.
Det hele er bare mine små, smalle øjne og tynde læber, og se på min næse! Havde jeg penge til det, så havde jeg fået den lavet, men vi er jo fattige! Jeg beslutter mig for at tage en mand, der er invalideret. Dem har vi på hospitalet nogle som kæresterne har forladt efter uheld. Hvad har jeg ellers at vælge imellem, jeg er jo 33 nu! Jeg kan ikke vente mere…
Uha, Dagmar da… far har jo også svage ben. Jeg tænkte, at svigersønnen i det mindste kunne hjælpe i kolonihaven, det er en stor hjælp, ellers, hvordan skal vi klare os? sagde moren pludseligt, men begyndte straks at undskylde,
Ikke fordi, du skal tænke sådan, Dagmar. Ikke alle har det let, men en skadet mand? Hvad med Rasmus nede fra lejligheden han kigger ofte efter dig, han er stærk, og børnene ville blive sunde…
Åh mor, hold nu op Rasmus kan ikke holde på et job, drikker gerne og hvad skal man tale med ham om? protesterede Dagmar.
Du behøver da ikke tale med ham jeg kan sige til ham, han skal hakke jord i haven først, og så kan vi spise frokost eller sende ham i Netto. Han er arbejdsom, det kunne måske blive godt prøvede moren, men Dagmar skubbede tekoppen væk og rejste sig.
Godnat, mor. Du er ikke bedre end de andre det eneste, du ser i mig, er et misfoster…
Dagmar, mit barn? Moren skyndte sig efter, men Dagmar vinkede bare afværgende. Nu er det nok, mor!
Hun lukkede døren ind til sit værelse.
Uden søvn lå hun længe og tænkte på en ung mand, der for nylig var kommet ind: han havde mistet sin fod op over anklen.
Det skete, da en mursten faldt ned over ham i et faldefærdigt hus midt i Århus. Huset stod til nedrivning, men han var gået derind, hvorfor vides ikke. Han havde ligget fastklemt i timevis, så foden måtte væk.
Ingen kom og besøgte ham, han var ikke engang fyldt 30.
I starten holdt han Dagmar længe i hånden og så beundrende og søgende på hende efter operationen.
Senere, da han fattede, hvad der var sket, stirrede han trist og stumt op i loftet. Hun følte en underlig stor medlidenhed måske fordi han var helt alene.
Tror du, jeg kan gå igen? spurgte han uden at se på hende forleden, og Dagmar svarede bestemt:
Selvfølgelig. Du er ung. Du kommer dig hurtigt!
Det siger alle. Prøv selv at mangle en fod det er ikke noget liv, udbrød han pludseligt, vredt, som om det var hendes skyld.
Hvorfor skulle du så også ind i det hus? sagde Dagmar irriteret. Du kunne ha ladet være!
Jeg troede, jeg så noget mumlede han, og nu vendte han ryggen, når hun kom.
Dagmar bemærkede hans lyse øjne, kolde som is, men ansigtet var rart. Så synd, at dette skulle ske ham…
Har du ondt af mig, hva? sagde han en dag skarpt, da han fik øjenkontakt. Jeg kan se det, det er jo det eneste, sådan en som mig kan regne med nu. Medlidenhed men ikke kærlighed!
Ingen elsker en som mig, selv om jeg har alle lemmer, for jeg er forkert, ikke engang medlidenhed. Nogle dage ville jeg ønske, jeg manglede et ben, så kunne nogen i det mindste have ondt af mig, snerrede Dagmar, mens hun næsten græd af selvmedlidenhed.
Men så smilede Simon (for det var hans navn) til hende for første gang:
Du er tosset, sagde han. Synes du selv, du er grim? Jeg kigger på dig dagligt og misunder ham, du vælger. Tro mig.
Dagmar så på ham, og mærkværdigt nok troede hun ham. Hun sagde det, hun hele tiden havde haft på tungen:
Hvis jeg valgte dig, ville du så gifte dig med mig? Du tier så lyver du! Så har jeg forstået dig.
Hun gik hurtigt ud mod døren, såret.
Simon satte sig op på sengen, som ville han løbe efter hende og glemte for et sekund, at benet ikke kunne bære ham. Han råbte efter hende:
Vil du giftes med mig, Dagmar? Jeg sværger, snart vil ingen kunne se, at jeg mangler noget. Jeg kommer mig snart. Gå ikke, Dagmar…
Dagmar og Simon
Hun stod i gangen, næsten grædende, men indeni blev det pludselig klart for hende, at det måtte være ham.
Hvad gør det, at hendes næse er for stor eller øjne for små? Eller at han har et ben mindre? De havde bare mødt hinanden det var alt.
Tiden var kommet, som moren altid havde sagt…
Simon gik til genoptræning med en utæmmet vilje. Han ville være stærk for deres fælles fremtid og kunne stå ved siden af sin fantastiske pige.
Hendes største ønske var nu, at Simon lærte Sin kunstige fod at kende. Hun frydede sig for hver dag, han gik lidt længere.
Er du blevet forelsket, min pige? spurgte moren listigt. Du stråler, selvom du før sagde, du var grim.
Dagmar kunne slet ikke benægte det. Hun svævede over jorden, alt hendes håb var nu, at Simon blev stærk på begge ben.
De gik ture i hospitalets gårdhave, senere i de sneklædte, julebelyste gader i Odense
Huset er væk nu det her er stedet, jeg blev fanget, sagde Simon en dag.
Men hvorfor gik du derind? Hvad var det, du så? Du har aldrig fortalt mig det, sagde Dagmar.
Du må love ikke at grine Jeg troede, jeg så en vild hundehvalp sort-hvid, tynd og forfrossen. Ville tage den med hjem, så vi ikke var to, der var alene, forklarede Simon.
Der, se! Der står en mager, bange hund og kigger.
Måske er det den samme! Simon blev glad, hunden gik på afstand med dem hele vejen hjem.
Hvor må Dagmar heldig så pæn en mand, endda yngre, egen lejlighed og ingen svigermor! drillede veninderne til brylluppet.
Moren fældede en tåre, da Simon for første gang kaldte hende mor.
Simon havde ingen familie han var vokset op på børnehjem. En god og kærlig mand, og vigtigst: De elskede hinanden. Lykkeligere kunne de ikke blive.
Kolonihaven undværede de gerne, selvom Simon tog fat på alt og altid fik tingene til at lykkes!
Nu bor Dagmar og Simon sammen med hunden Buster, der blev og aldrig gik igen. Snart er de ikke tre, men fire, for Dagmar og Simon venter deres første barn
Man skal aldrig miste håbet ellers kan man overse og aldrig kende sin lykke.
For livet er forunderligt skønt i al sin uforudsigelighed…
