**Dagbog**
*Torsdag den 12. oktober*
“Har du været hos hende igen?”
Mette stirrede på sin mand. Kasper fortsatte med at binde sine sko, uden at møde hendes blik.
“Det er til børnene, Mette. Til børnene, ikke til hende,” mumlede Kasper, mens han rettede snørebåndene. “Hvor længe skal vi diskutere det her?”
Mette tav. Hendes læber pressede sig sammen til en tynd streg. Der var så meget, hun ville sige, men ordene sad fast i halsen som en knude.
“Før vi blev gift, var du okay med det,” fortsatte Kasper, mens han trak jakken ned fra knagen. “Du vidste, jeg havde børn. Jeg fortalte dig det fra starten. Du sagde, du forstod det. Hvad er det nu? Undersøgelser? Anklager?”
Mette bed tænderne sammen. Kasper smækkede døren bag sig, uden at vente på et svar. Låsen klikkede, og hun var alene.
Det tog et par sekunder, før hun kunne bevæge sig. Benene føltes tunge som bly. Hun faldt ned på sofaen i stuen og tændte for en eller anden dum serie. Bare noget støj for at overdøve tankerne.
De havde været sammen i tre år. To af dem som ægtefolk. Og ja, hun havde vidst det fra starten. Skilsmisse. To børn. En dreng og en pige. Kasper fortalte om dem på deres tredje date. Dengang smilede Mette og sagde, det ikke var et problem. At hun forstod det. At børn ikke var en hindring.
Nu lød de ord naive. Dumme.
Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Det blev sværere at holde tårerne tilbage. Det føltes, som om der lå en usynlig vægt på hendes bryst.
Med tiden blev det uudholdeligt. To gange om ugen. Ufravigeligt: tirsdag og lørdag. Kasper forsvandt til sin ekskones hus. Ifølge ham for at se børnene. Men han blev der til aftensmad. Tilbragte tid med sin ekskone. Med Lise.
Mette vidste, det var irrationelt. Hun stolede på sin mand. Eller i hvert fald forsøgte hun at overbevise sig selv om det. Men noget indeni hende varslede om katastrofe. En uklar fornemmelse, der gjorde hende kvalm.
Når Kasper var væk, sad Mette alene i lejligheden og gav sig selv skylden. Hun bebrejdede sig selv for ikke at stå fast, for at lade sig overtale af hans løfter, for at tie, når hun burde have råbt.
Hun greb telefonen og skrev en besked til sin veninde:
“Han er hos hende igen.”
Telefonen vibrerede det var Lotte.
“Hej,” sagde Mette og kæmpede for at holde stemmen rolig.
“Hvad fanden laver du?” Lotte gik lige til sagen. “Hvor længe vil du finde dig i det? Han bedrager dig. Det er åbenlyst.”
“Nej, Lotte, du forstår ikke” begyndte Mette, men Lotte afbrød hende.
“Jo, jeg forstår det udmærket. Han er hos sin ekskone to gange om ugen og bliver der til langt ud på aftenen. Skal du virkelig fortælle mig, at de bare leger med Lego sammen med børnene?”
Mette strøg en hånd over ansigtet. Hun vidste, Lotte havde ret. Men at sige det højt ville betyde at indrømme, at hendes ægteskab var en farce.
“Han siger, der ikke er noget mellem dem,” hviskede Mette. “At det kun er for børnenes skyld.”
“Åh Gud, hvor er du naiv,” sukkede Lotte. “Mette, vågn dog op. Normale mænd tilbringer ikke halve aftener hos deres ekskoner. Normale mænd henter børnene, går en tur med dem og bringer dem tilbage. Men din sidder på hendes køkken, spiser hendemad og holder sikkert hendes hånd, når børnene ikke ser det.”
“Lotte, hold op,” knugede Mette telefonen hårdere.
“Hold op? Fint. Men husk mine ord. Du kommer til at lide under ham. Og når det sker, så sig ikke, jeg ikke advarede dig.”
Samtalen sluttede. Mette stirrede op i loftet. På tvet grinede nogen højt. Men hun var ligeglad.
Kasper kom hjem sent om aftenen. Hun hørte ham tage tøjet af i gangen og gå i bad. Da han lagde sig ved siden af hende, kunne hun lugte en fremmed parfume sød, næsten kvalmende.
Mette spurgte ikke, hvorfor han blev så længe. Hun orkede det ikke. Men Kasper sagde det alligevel, mens han drejede sig for at finde en god stilling.
“Undskyld, det blev så sent. Freja skulle have hjælp til en kunstopgave i børnehaven,” mumlede han, allerede halvt sovende. “Hun lavede en ko af kogler. Den blev så sjov.”
Mette nikkede i mørket, selvom han ikke kunne se det.
Sådan fortsatte det i måneder. Tirsdag. Lørdag. Afgang. Hjemkomst. Lugten af fremmed parfume. Undskyldninger.
Så ændrede Kasper sig. Han blev mere gnaven og tilbageholden. Han kunne sidde hele aftener og stirre på sin telefon med rynkede bryn. Mette prøvede at spørge, hvad der var galt, men han affejede hende med en vag mumlen og forlod rummet.
Et par uger senere kom han med nyheden:
“Hør her, vi skal på dobbeltdate på fredag.”
Mette vendte sig om med et overrasket udtryk.
“Med hvem?”
“Med Lise og hendes nye kæreste.”
Det var, som om en byrde faldt fra hendes skuldre. Så havde Lise fundet en anden? Så var Kasper ikke sammen med sin ekskone? Han havde ikke bedraget hende? Alle hendes frygt var væk?
Et smil bredte sig over Mettes ansigt. Hun vendte sig mod sin mand og slog armene om hans hals.
“Selvfølgelig gør vi det.”
Fredagen kom hurtigt. Mette købte endda en ny kjole lyserød og tætsiddende. Hun ville se godt ud. Ville vise Lise, at hun fortjente Kasper. At hun var det rigtige valg.
De mødtes på en café i den anden ende af byen. Et hyggeligt sted med træborde og blødt lys. Lise sad allerede ved bordet sammen med en mand i fyrrerne høj, atletisk, med et venligt smil.
“Hej,” sagde Lise og rejste sig for at hilse. “Det her er Mads.”
Hun så godt ud slank, velplejet, smuk.
Mads nikkede og rakte hånden frem til Kasper. De satte sig.
Mette havde en god fornemmelse. Aftenen ville blive afslappet. De ville snakke, lære hinanden at kende, og så gå hver til sit.
Men dobbeltdateten blev en katastrofe.
Hele aftenen opførte Kasper sig, som om han ville vinde sin ekskone tilbage. Han afbrød konstant Mads. Viste demonstrativt, at han kendte Lise bedre.
Mads foreslog at bestille en pizza med chili. Kasper skyndte sig at indsky
