At sætte manden på plads. En fortælling
Tusind tak for al jeres støtte, likes, engagement og skønne kommentarer til mine fortællinger, og et kæmpe tak for donationerne fra både mig og mine fem elskede kattevenner. Del endelig historierne, hvis de falder i jeres smag det betyder meget for en forfatter!
Efter jeg kom hjem fra hospitalet, følte jeg mig noget bedre, og havde egentligt tænkt, at jeg ville kaste mig over hverdagens gøremål allerede fra morgenstunden.
Men da jeg vågnede, mærkede jeg et uventet, indre oprør.
Min mand, Henrik, var i fuld gang med at varme leddene op.
Han har altid været sportslig, og på trods af at han nu er pensionist, svigter han ikke sine gamle rutiner. Hver morgen begynder han med øvelser, der skåner dårlige knæ og hofter.
Jeg plejede at ile hen til min trofaste huskat, Vigga, for at rense kattenes bakke.
Derefter gav jeg Vigga og vores muntre lille schæferhund, Frej, deres morgenmad, ryddede op i entreen og køkkenet efter nattens firbenede narrestreger, og fik hurtigt Frej ud på sin første lille gåtur.
Om eftermiddagen og aftenen gik vi sammen i Frederiksbergs grønne parker, nød freden og roen. Men om morgenen havde jeg altid travlt, mens Henrik passede sig selv.
Jeg fløj hjem fra hundelufteriet for at bikse vores simple, men faste, morgenmad sammen typisk skyr med honning og tørrede frugter eller lune ostemadder, nogle gange røræg eller blødkogte æg.
Jeg betragtede alt mit morgenræs som en form for motion, men lægerne på Rigshospitalet insisterede på, at husholdning altså ikke er erstatning for rigtig træning.
Henrik, derimod, slutter sin gymnastik, redder sengen og mumler gerne, at det rigtige mænd nu ikke burde. De hjemlige pligter, mente han, hvilede mest på hans skuldre. To gange om ugen tog han en vask og svingede støvsugeren, mens han brokkede sig over, at jeg som sædvanligt ikke havde nået noget ordentligt.
Til sidste vaskede han morgenmadsservicen, og følte sig derefter som den bedste hjælp for sin kone.
Efter morgenmaden begyndte jeg på frokosten og senere satte jeg mig foran computeren.
Som pensionist havde jeg et lille bijob, for ikke at skulle vende og dreje hver en krone.
Henrik morede sig over mit arbejde, og syntes mit ønske om nyt tøj var ren unødvendighed vi havde jo garderoben fuld!
Som oftest gav jeg mig, sagde ikke imod.
Mit klædebehov var lille, og Henrik havde alle dage rost mig for at se meget bedre ud end veninderne på vores alder. Jeg gjorde ingen indvendinger, når han shoppede endnu en boremaskine eller noget andet, han følte for for mine såkaldt sjove lommepenge.
Men pludselig ændrede min sygdom alt. Jeg blev faktisk bange…
Det hele startede, da jeg faldt om udenfor Netto, på vej til at handle. Ambulancen kom hurtigt.
Lægerne blev skrækslagne over, hvordan jeg overhovedet havde slæbt mig rundt, da de så mine blodprøver de var rystende dårlige.
Selv Henrik blev bleg, da han så mig ligge dér med drop i armen. Hjemme gik det også op for ham, at der altså er meget, jeg tager mig af.
Han glædede sig usigeligt til, jeg kom hjem hans kærlighed og bekymring var ægte.
De første dage lå jeg mest stille som foreskrevet. Henrik passede mig, spurgte hele tiden:
Nå, Astrid, har du det lidt bedre? Du ser da ikke helt så bleg ud Vil du ikke snart op og i gang igen? Man bliver dvask af at ligge så meget ned.
Jeg forstod ham godt til dels. Men da jeg vågnede netop denne morgen, havde jeg ikke det mindste lyst til straks at styrte ud i husholdningens hamsterhjul.
Jeg betragtede Henrik, der koncentreret lavede hoftekredse. Han forventede tydeligvis, at jeg nu overtog mine opgaver.
Men for første gang i mange år så jeg ikke min omsorgsfulde mand men blot et menneske, der nærmest ubevidst endnu en gang ville plante hele læsset på mine skuldre.
Oprøret voksede i mig!
Jeg genkaldte mig det, overlægen sagde med alvorlig stemme, der stadig sidder i mig:
Du tænker ikke på dig selv, og du har vænnet din mand til, at det er sådan.
Han tror, alt går let for dig, og at du ikke bliver træt for du klager jo aldrig?
Du blev kørt hertil med ambulance, Astrid; du har blodprocent langt under normalen. Vil du ikke leve?
Så stod jeg dér med drop og fik fem gange blodtransfusion, før mine tal blev normale.
Aldrig før havde jeg tænkt på, at man ved sådan en blodoverførsel modtager livsenergi fra fem forskellige mennesker. Ikke mærkeligt, det sætter tanker i gang.
Og det var ikke bare tilfældigt…
Da jeg kom hjem, mærkede jeg tydeligt, at jeg ikke længere ville rende og please Henrik på den gamle måde.
Jo, jeg elsker ham, og han gør meget i hjemmet. Mange mænd ville slet ikke løfte en finger. Men han gør sine egne pligter til kæmpestore, og mine bliver aldrig rigtig til noget i hans bog.
Før plejede jeg at tage det hele med et smil, jeg var tålmodig. Nu er der rykket noget i mig.
Jeg fik lyst til at genoptage gamle hobbyer spille klaver for eksempel, det der gamle, som vi ikke vidste, hvor vi egentlig skulle gøre af, eller noget helt tredje, jeg ikke engang selv kunne sætte ord på.
Jeg rejste mig og begyndte langsomt at lave øvelser ved siden af Henrik. Han tabte næppe kæben:
Er du blevet behandlet for meget derinde? Skal du nu til at tænke på dig selv i pensionistalderen, Astrid? Du ser jo brandgodt ud, gå nu ud og ordn katten og hunden og lav morgenmad, jeg er sulten.
Lægen sagde, det var nødvendigt, svarede jeg køligt med en styrke, Henrik ikke var vant til.
Hvis jeg ikke gør det her, lever jeg ikke længe. Vil du have, jeg dør?
Henrik blev målløs. Men han troede vel, det bare var et flip, jeg havde fået med fra hospitalet. Han sagde ikke så meget, da jeg sagde:
Så, nu fodrer jeg Vigga og Frej, og bagefter går du ud med Frej. Imens laver jeg morgenmad så går det hurtigere…
Jeg må indrømme, jeg blev overrasket over hvor hurtigt han rettede ind. Indeni følte jeg en mærkelig styrke.
Som om jeg havde fået fem nye indre kræfter præcis så mange gange, jeg havde fået blod fra andre mennesker! Det gav mig mod til at tømme klædeskabet og købe nyt tøj for mine egne penge.
Det var som om, nogen sagde til mig, at jeg skulle dyrke motion og blive kvik igen, og endelig tage musikken op på ny.
Jeg talte sammen: Fem klare, nye beslutninger. Og med ét forstod jeg:
Selvfølgelig det er blodet, jeg fem gange har fået. Den handlekraft, den vilje jeg har fået den med i overførsel! Man siger jo altid, at man kan arve interesser og endda minder ved organdonation. Hvorfor ikke her?
Henrik forsøgte at forstå, hvad der foregik, som om hans kendte verden begyndte at vakle. Jeg rolige, fleksible Astrid var blevet forandret.
Ved du hvad, Henrik, nu forstår jeg, hvorfor du tror, jeg aldrig laver noget. Du ser det simpelthen ikke. Du aner ikke, hvor meget jeg kæmper for, at du skal have det godt.
Men nu får du det at se. Jeg smider gamle kjoler ud og køber nye. Og jeg skal spille klaver igen du har jo grinet af, at jeg kun kan Hundekuren og Nielsen valsen. Lyt nu!
Jeg slog klaverets låg op, lagde fingrene på tangenterne og ud af mig lød smukke, glemte melodier.
Henrik stirrede, totalt overvældet:
Astrid, hvordan gør du det? Du er blevet… en anden.
Der var både forvirring og lidt frygt i hans øjne. Han var vant til én Astrid, nu stod der en helt anden kvinde foran ham. Stærk, beslutsom.
Jeg smilede. Ikke længere det undskyldende smil, men et ægte et, fuld af forventning og glæde. Jeg mærkede på ny denne varme i mig og det føltes, som om fem nye gnister af liv havde sat gang i noget, der ikke bare lod mig overleve, men leve for alvor.
Et liv med plads til mig, til mine egne drømme. Måske endda til en sundere og stærkere kærlighed til min mand én baseret på gensidig respekt, ikke selvopofrelse.
Hvem de fem bloddonorer var, ved jeg ikke. Men de må have været både stærke og livsglade.
De reddede ikke bare mit liv, de gav mig en chance for et lykkeligere og rigere liv nu.
Henrik ser på mig med beundring.
Man siger, at man ikke altid skal spørge, hvorfor svære ting sker. Det vigtige er at forstå, hvad meningen er.
Måske er det netop for at vi bliver mindet om, hvor vidunderligt livet er.
Hvor skøn både foråret og vinteren er, regnen og frosten. Hver dag er en gave, både den første og sidste solstråle.
Og kærlighedens smil, den nære støtte og små svagheder vi er jo bare mennesker.
Og hvis manden begynder at surmule og brumme, må man sætte ham lidt på plads så husker han måske på, at han jo rent faktisk er en mand…
Så længe vi kan, lever vi fuldt ud og værdsætter alt, hvad vi får. Sådan skal det være.
