Der var gæster overalt
Altså, kan de rare mennesker ikke finde et andet sted at bo? spurgte Kirstine sin mand. Det er jo ikke ligefrem mangel på hoteller i Danmark!
Jamen, de er jo ikke her for at genere os. De har det lidt svært lige nu og skal bare løse deres ting så rejser de igen.
Ja, og så står de næste hold på dørtærsklen! Og forresten, jeg hørte i går at Mads Nørgaard aner ikke, hvem han er har boet her i over to år!
Hvor længe skal det blive ved? udbrød Kirstine. Det er jo helt absurd!
Hvad er der nu? spurgte Jesper, mens han nød varmen under dynen.
Der! Kirstine pegede dramatisk mod vinduet. Nu starter de årlige volleyballturneringer igen!
Ej fedt! Jesper strakte sig.
Mener du det der? Kirstine trak gardinet for. Skal du til at påstå, at du også vil med?
Ej, jeg tror jeg tager fem minutter mere her, han grinede. Det kan anbefales!
Kirstine satte sig på sengekanten:
Seriøst, hvem i deres gode, danske sind, arrangerer volleyball udendørs i begyndelsen af december?
Hvorfor ikke? Jesper trak på skuldrene. Der er jo ikke sne, heller ingen frost. Tørt og fint. Godt volleyballvejr!
De får da smadret alle vinduerne! mumlede Kirstine. Der er jo ikke én professionel på banen den bold får sit eget liv!
Knuser de ruder, får vi bare sat nye i Jesper rakte sig igen ud.
Kirstine rystede på hovedet med et suk, men nåede ikke at sige mere, før der lød nede fra køkkenet:
Kære børn! Morgenmaden er klar! Jeg har stegt frikadeller! Sødmen og kærligheden må vente! Kom nu ned mens det er varmt!
Tante Mette er i topform, sagde Jesper smilende.
Det er da egentlig min opgave at lave morgenmad til min mand! fnøs Kirstine.
Du kan jo lave kaffen! lo Jesper.
Børn! Kaffen bliver altså kold! råbte Mette nedefra igen.
Du ser der! Kirstine pegede på døren. Næste gang overtager hun vel også min plads i sengen?
Oha, nu overdriver du altså, grinede Jesper. Soveværelset forbliver dit men lad os gå ned og spise, før maden rimer på cement!
Kirstine sukkede og iførte sig sin morgenkåbe.
På vejen mod køkkenet og inde i selve køkkenet mødte de sjovt nok ikke et øje.
Utroligt! gryntede Kirstine, jeg troede ikke, jeg nogensinde fik Jesper for mig selv herhjemme!
Mirakler sker, grinede Jesper. Men vi keder os jo aldrig! Vi spiser, og så kan vi grine ad volleyballkampen. Og i aften skulle Lars vist grille pølser til alle!
Fuu, røg og forkullede grillpølser igen Kirstine læssede frikadeller på sin tallerken.
De brændte jo bare det gamle anneks af, sagde Jesper. Men nu er der bygget et endnu større og flottere! Tre gange så stort!
Ja, så der kan være endnu flere mennesker! Kirstine var tydeligvis ikke tilfreds. Jeg kan ikke engang huske navnene på halvdelen!
Man burde uddele navneskilte. Og lige angive, hvordan vi overhovedet er i familie!
Vi mister overblikket uanset, lo Jesper. Man kan sætte det sådan op: brorens kones kusines og så må man ellers tro på Valhallas held!
Kirstine tænkte lidt.
Man bliver jo skør, før man når enden af sådan et navneskilt!
Herefter tav de. Frikadellerne var nemlig magiske. Senere, og i et noget blidere humør, spurgte hun:
Jesper, hvor længe tror du så, det her fortsætter?
Hvad mener du? Han vidste præcis hvad hun hentydede til, men han spurgte alligevel.
De her evige gæster, sagde Kirstine. Jeg ved godt, vi er et gæstfrit folk, men det her er da noget for sig selv!
Jeg talte dem i går Palle, jeg nåede op på enogtyve før jeg mistede overblikket!
Syvogtyve mennesker i huset, og ingen af dem ser ud til at have planer om at flytte!
Det var ikke helt sådan, jeg så vores ægteskab for mig!
Men vi har jo et familieliv! Og de her mennesker, tja, de er vel også lidt familie nu sagde Jesper.
Ja, men kun gennem Svend Åge, via niecen til din svigerindes bedstefar! Kirstine rullede med øjnene. De er ikke engang i din brors familie!
Hvis man går systematisk til værks, er der sikkert et specielt navn for sådan en relation. Jeg aner det bare ikke! lo Jesper. Men de er nu flinke nok.
Kan de flinke så ikke finde et andet sted at bo? spurgte Kirstine. Hoteller mangler vi da ikke, vel?
Jamen, det er jo ikke af ond vilje! De har problemer derhjemme, og så bliver de, mens det står på!
Og så ankommer næste hold straks! For resten, jeg hørte i går at Mads Nørgaard hvem end det er har boet her i Kastrup i to år nu!
Han har endda fået job som bogholder i Brugsen på hjørnet! Og tante Mette, hende med frikadellerne, gør rent i tre huse på vejen som en slags altmulig-kvinde!
Fint! Jesper smilede, folk trives jo!
Hvis det fortsætter, flytter jeg altså tilbage til København. Min lejlighed står der jo stadig! Så kan vi bo der bare os to!
***
Ægteskabet var da også lidt af et sats for Kirstine. Jesper var ti år ældre. Kirstine var heller ikke en vårhare hun fyldte 25 det år, de mødtes.
Og alle spurgte straks:
Hvorfor har Jesper ikke været gift før? Er der noget galt med ham?
Men man kunne lige så godt spørge:
Hvorfor har Kirstine ikke været gift? Er der noget i vejen der?
Kirstine vidste godt hvorfor. Hun var færdiguddannet som arkitekt, men man bliver ikke mæt af papir alene. Hun ville gerne have erfaring og oparbejde et navn.
Helst være uafhængig, vælge sin egen vej og partner i livet, i stedet for bare at tage den første den bedste!
Hun havde arbejdet først i kommunen, så skiftet til privat sektor. Lønnen var bedre, opgaverne sjovere men klienterne? Ja, dem kunne man ikke altid regne med. Men et job er et job!
Med sådan et arbejde var der aldrig rigtig tid til fast forhold.
Et par Google-søgninger viste, at Jesper havde haft cirka samme rejse bare mere skæg. Hans bror, Rasmus, havde startet firma lige efter gymnasiet. Hurtigt giftede han sig også.
For at han kunne holde fri og stadig have et firma, trak han Jesper ind som arbejdshest. Ham, der netop var færdig med værnepligten!
Så Jesper måtte tage en uddannelse ved siden af at holde styr på firmaet.
At han klarede det, siger lidt om ham. Privatlivet? Ikke-eksisterende. Da Rasmus fik en søn, kom Jesper ikke engang hjem hver aften.
Skulle du ikke arbejde, brormand? spurgte Jesper en dag.
Arh Jesper, jeg gider ikke det der jeg vil bare have et arbejde, hvor jeg kan gå hjem til familien hver dag! drømte Rasmus højt.
Tror du det er nok at leve for? spurgte Jesper.
Vi flytter til Bornholm! Rasmus trak papirer op: Her, hele firmaet og alt hvad der hører til, har jeg overdraget til dig! Du klarer det så godt så go arbejdslyst!
Gi mig i det mindste et kontonummer, så jeg kan sende dig lidt af overskuddet stammede Jesper.
Efter det begyndte Jespers liv at blive ret underholdende.
Da Jesper var 35, gik det hele lidt af sig selv, og han begyndte at overveje familie.
Kirstine og Jesper blev straks vilde med hinanden. Advarselslysene blev tjekket af. Så var det forelskelse og et halvt år efter var de gift.
De boede først i Kirstines lejlighed.
Jeg elsker dig, men det er altså meget praktisk for mig Kirstine blev lidt rød i hovedet. Fem minutters gang til mit kontor! Og jeg hader at stå tidligt op.
Ingen problem, Jesper trak igen på skuldrene. Jeg har aldrig fået købt noget. Jeg lejede bare. Nu kan vi købe noget sammen hvor du vil!
Egentlig drømte jeg om hus og have, indrømmede Kirstine, men jeg ved ikke, om jeg får lov til hjemmearbejde!
Det er ikke almindeligt i vores branche. Selv under nedlukningen skulle vi slæbe os af sted på jobbet!
Så sæt dem stolen for døren. Enten hjemmearbejde eller jeg går til konkurrenterne! grinede Jesper. Eller vi starter vores egen tegnestue!
Jeg tager snakken først! trak Kirstine på smilebåndet.
I øvrigt har jeg faktisk et hus på landet, sagde Jesper. Teknisk set
Det eneste, Rasmus bad Jesper om før flytningen:
Jesper, hvis nogen fra Lise (min kones familie) dukker op og mangler et sted at bo, mens de får styr på tingene, så giv dem husrum! Hjælp dem lidt men lad dem ikke udnytte dig!
Hvor skal jeg gøre af dem? På en kro? Jesper var forvirret.
Og forresten, jeg købte et stort hus forleden, men vi nåede aldrig at flytte ind. Det har jeg også ført over på dig! sagde Rasmus og tog til Bornholm.
Der bor måske et par stykker fra min svigerindes familie men huset har plads, og der er et gæstehus også. Mon ikke det går?
Kirstine havde ingen idé om, HVOR mange gæster der boede i Jespers hus på landet, da hun flyttede ind. Hun blev mødt af en hel landsby.
Alle smilede, tilbød hjælp og ville høre om hendes liv.
I løbet af en måned lærte Kirstine alle tænkelige sørgelige livshistorier at kende.
Nogle var blevet skilt og kæmpede om huset, nogen havde måttet flygte fra en gal eks, nogle var smidt ud af deres børn. Nogen kom for at læse, nogen havde været offer for boligsvindel, andre anede ikke, hvor de ellers skulle hen.
Aldersmæssigt, jobmæssigt, intellektuelt? Alt fra børnehavelærer til professor. Selv én, der blev smidt ud af sin familie af en studerende, han havde haft en affære med. Nu ventede han kun på at bytte lejligheden så han kunne flytte.
Generelt hyggeligt. Men der var dog et men: Kirstine skulle passe sit arbejde. Og nu stødte hun på en urimelig kunde.
Så kom Poul Erik forbi, lyttede lidt med, klemte sig ind foran kameraet og sagde:
Med al respekt, jeres bemærkninger virker lidt uovervejede og ikke særlig kloge!
Pigen her har løst opgaven flot I bliver glade for det.
Hvis De vil insistere, så må De ikke undre Dem, hvis det hele falder sammen som et korthus!
Kunden gik med til det hele. Da Kirstine lukkede computeren, spurgte hun Poul Erik, hvordan han dog vidste så meget.
Søde, jeg har været arkitekt i 36 år! han grinede. Kom bare forbi, hvis du vil ha tips til, hvordan du snyder systemet!
Selvom Poul Eriks hjælp var guld værd, blev Kirstine dog lidt mat af al larmen og vrimlen. Hun havde ikke drømt om at bo i Huset på Prærien med det halve af Sjælland!
***
Kære, vi kan rykke tilbage til byen, hvis du helst vil, sagde Jesper, men du forstår vist stadig ikke helt vores gæsters principper.
Hvad mener du? spurgte Kirstine,
Det der gæstehus, du syntes var trist, var jo hurtigt fortæret af flammer. Men ved du hvad? De byggede selv et nyt for egne penge, sagde Jesper med et skævt smil. Hvad tror du, det kostede os?
Nok ikke billigt, mumlede Kirstine.
Ingenting! Jesper lavede en nul med fingrene. De betaler selv både for deres ophold og vores! Alt bliver købt, lavet, ordnet af dem!
De handler, laver mad, gør rent, reparerer. I realiteten bor vi gratis de holder den her totaløkologiske landsby kørende.
Nogle arbejder fuldtid, andre deltider. Og flere af dem har givet mig de bedste råd til mit firma.
Vi har elektrikere, revisorer, økonomer, VVSere, jurister, læger, en professor i biologi alt hvad hjertet kan begære!
Også en arkitekt! Kirstine smilede til sig selv: Poul Erik havde jo reddet hendes arbejdsliv én dag.
For nylig fordoblede jeg firmaprofitten bare fordi Lise og Lars hjalp mig med en genistreg! sagde Jesper. Jeg kunne næsten hyre dem som mit eget advisory board!
Og ved du hvad det mest utrolige er? han tjekkede om der var tvivl De beder aldrig om noget. De bor bare her sammen med os, som én stor om end lidt sær familie!
Netop da kom en bold flyvende ind ad køkkenvinduet, og glasset splintredes. Ind stormede Emil:
Benjamin er allerede på cykel efter nyt glas! Bare rolig, om to timer er det flottere end før! Og undskyld! han nabrede bolden og forsvandt.
Sådan går det jo her, sagde Jesper muntert.
Jeg vænner mig nok til det, sagde Kirstine lettere forvirret.
En måned senere tænkte hun slet ikke over, hvor mange mennesker der var i huset. For det føltes ikke længere som gæster. Bare familie. En kæmpestor, kaotisk, dansk familie.
