Kære dagbog,
I dag gik jeg i stå ved tanken om, hvad min mor har planlagt for mig. Hvordan forestiller du dig det, skat? brød jeg ud, da hun nævnte, at jeg skulle bo i to uger med en helt fremmed mand. Jeg kunne næsten ikke tro mine egne ører.
Hvorfor så er han en fremmed? svarede hun. Det er jo Johan, min kusines søn Lise, vores slægtning!
Moren mindede mig om, hvordan vi som børn havde leget hos dem, da vi besøgte deres hus. Jeg, som nu næsten er tredive, kunne mærke, hvordan hun forsøgte at presse mig ind i et ægteskab igen.
Det er bare en slægtning, så er der ingen grund til bekymring, sagde hun fast. Jeg vil have dig til at tage ham ind, så længe han er i familien. Så sluttede hun samtalen og lagde på.
Moren har altid holdt familiebåndene hellige. Hun har nu påtænkt at huse min fætter Johan, som har besluttet at flytte til hovedstaden, København byen med alle muligheder. Hun vil have mig til at give ham et sted at bo, som om han skulle bo i en storbylejlighed med “københavnsk” udsigt.
Jeg er lærer på gymnasiet og underviser i dansk og litteratur. Jeg husker, hvordan udtrykket “som familie” altid har haft en plads i min mors mund, ligesom i de gamle fortællinger fra vores forfædre.
Moren og far lever i en lille lejlighed fra 60erne med et knapt køkken, så der er ikke plads til at lade Johan bo hos os. Jeg kan ikke lade ham flytte ind i min lille étværelseslejlighed, tænkte jeg.
Jeg har længe levet alene, og tanken om et kortvarigt ægteskab er ikke i min plan. Mit tidligere forhold varede kun seks måneder, og jeg har ingen børn fra den tid. Jeg er næsten tredive, og ingen mand har endnu fundet vej til mig men det bekymrer mig ikke. Jeg har min egen lille lejlighed, arvet fra min bedstemor, med en vaskemaskine, et køleskab og et tv, som stadig fungerer.
Jeg har et godt arbejde med en solid løn, og jeg har venner, så jeg føler mig aldrig ensom. Min eneste selskabsdyr er katten Bølle, som jeg har fået af min bedstemor. Jeg gjorde klar til at tage imod Johan, men jeg var nervøs.
Da han kom, gik han rundt i lejligheden og så på alt, hvad der var fælles.
Hvad leder du efter? spurgte jeg, lidt tøvende. Søger du guld og diamanter? spurgte jeg med et smil.
Jeg vil bare vide, hvor jeg skal bo, svarede han roligt.
Så længe du er tilfreds, er du velkommen, sagde jeg.
Han sagde, at han ville blive, men så indså jeg, at han bare sagde “ja, men …” og så gik vi i gang med at drikke kaffe og tale sammen. Han havde medbragt en hjemmelavet kage fra Lise og en lille, lækker tærte, så han virkede ikke som en krævende gæst.
Johan viste sig at være overbevisende: han vaskede op uden at blive mindet om det, han lavede simple måltider, og han efterlod ingen vandpytter i badeværelset. Han var virkelig “vanet til orden”.
Min veninde Lise, der også er lærer, sagde, da jeg fortalte hende om ham: Det er som en færdig ægtemand du skal bare tage ham! Lise havde selv oplevet, at hendes tidligere ægtemand, Leif, gik fra hinanden med hende af den grund.
Men vi er slægtninge! Jeg kan ikke lide ham, svarede jeg.
Hun svarede med en dansk talemåde: Du er som den syvende vand i en gelé! og spurgte, hvordan han kunne være en dårlig mand. Johan var ikke en umulig fyr; han var tiltrækkende, men han var ikke min type. Vores rytmer passede ikke sammen: jeg er en natugle, han er en morgenfugl.
Jeg foretrækker et roligt liv, inspireret af den gamle danske visdom: Skynd dig langsomt. Johan var derimod altid i bevægelse, altid fremadrettet, som om hans hjerte var en motor. På den første dag tog han mig med på et teater, som han havde købt billetter til på forhånd. Jeg ville ikke afvise ham på første dag, så jeg gik med, selvom jeg normalt ikke er til teater.
Jeg elsker gamle klassikere på internettet, men den moderne fortolkning af klassikere virker kedelig for mig: ingen gardiner, mærkelige kostumer og en tekst, der ikke taler til vores tid. Johan var begejstret for stykket og forsøgte at overbevise mig om, at jeg tog fejl.
Det er nyt, progressivt! sagde han.
Hvorfor skal jeg have nyt? spurgte jeg roligt. Jeg er tilfreds med det gamle.
Han svarede, at fremtiden betyder fremskridt, og begyndte at tale om sine store planer i København, om at finde et job og så videre. Jeg havde bare min kat Bølle, som gemte sig under sengen, hver gang noget irriterede ham også ham.
Johan begyndte at blande sig i vores dagligdag: han købte et nyt tæppe til trappen og smed det gamle, han skiftede kaffekanden med en ny, så jeg kunne lave morgenmad med rigtige brød. Jeg sagde ingenting, men mærkede, at han gerne ville vise, at han kan bidrage.
Da han foreslog at betale for vand og el, afslog jeg ham. Jeg følte, at han ville overtræde en uskreven grænse.
Han gik også aktivt på jobsøgning, sendte ud adskillige CVer og gik til mange samtaler. På den sidste dag af hans to-ugers ophold begyndte han at nyse, hans næse løb, og hans ansigt blev rød. Det var som om hans allergi sprang frem lige som hans ophold sluttede.
Han begyndte at råbe på mig, om hvorfor jeg gik i køkkenskøjter eller hvorfor jeg købte et bestemt vaskemiddel. Jeg følte mig som en tåbelig dum og begyndte at tro, at han var den, der egentlig var gæst i min lejlighed. Bølle gemte sig stadig under sengen, kun når Johan var væk.
Endelig ringede Johan, fordi han havde fået et job i København med en løn på 22.000 kroner om måneden. Det var en god stilling, men jeg spurgte ham om han ville flytte ud. Jeg planlagde en samtale med ham om morgenen, men han havde en lægeundersøgelse, som måtte udføres før han kunne starte.
Da jeg kom hjem fra arbejde, så jeg et smukt dækket bord. Jeg tænkte: Er det et farvelmåltid? Tak, Gud! og humøret løftedes. Johan sad ved bordet, hældte vin i glassene og begyndte at tale. Pludselig erklærede han, at han ville fri til mig.
Jeg tror, vi kunne blive et godt par, sagde han. Jeg er ikke afskyelig for dig, og du er også tiltrækkende. På vores alder bør vi tænke over ægteskabet bevidst. Vi har bolig, arbejde, og kærlighed i livet forstyrrer kun, hvis den ikke er baseret på respekt.
Jeg lyttede, mens min kat Bølle krøb ud fra under sengen.
Så har du en kat? spurgte han overrasket.
Ja, det har jeg, svarede jeg. Er det første gang, du ser den?
Ja! Jeg er allergisk over for kattehår, sagde han, og fortæller, at lægen har diagnosticeret mig med allergi i dag.
Han kiggede på Bølle og sagde, at han ikke kan bo med en kat. Jeg svarede, at han skal finde en løsning, men han insisterede på, at han vil betale for at få katten slået ihjel. Jeg sagde, at jeg hellere ville slukke for ham selv.
Efter hans afsked forsvandt både den nye kaffekande og den gamle gryde, men tæppet lå stadig på gulvet. Min mor ringede og spurgte, hvad der var sket, da hun hørte, at jeg havde smidt ham ud. Jeg sagde, at han ville have mig til at gifte mig med ham, men jeg afviste ham.
Ingen ringede tilbage. Måske vil en anden slægtning en dag udvikle en allergi over for mig, som min mand måske havde over for sin kone. Sådan er livet. Jeg ved, at min mor altid vil forsøge at placere slægtninge hos sig selv, men jeg tror, jeg klarer mig fint sammen med Bølle.
Kærlig hilsen,
FrejaJeg ler nu, for jeg har indset, at min frihed og Bølles spind er alt, hvad jeg behøver.
