Kære dagbog,
Jeg har virkelig brug for et neutralt perspektiv på, hvad der foregår mellem mig og vores nye nabo, som tror, hun kan få, hvad hun vil. Nu står det kun tilbage at hun flytter ind i min have.
Min lille dreng, Mikkel, er blevet venner med den lidt ældre dreng fra siden, Anders, som bor i den samme gade i Københavns Østerbro. Jeg ser den unge kvinde, som er Anders’ mor, ofte hun hedder Birthe Nielsen men jeg vil ikke kalde hende for en ven. Vi har begyndt at have hyppigere kontakt, fordi børnene leger sammen. Vi har gået ture sammen, og hun har givet mig tøj, som tydeligvis var for lille til hendes søn, så jeg måtte returnere det. Jeg begyndte at tage saft og småkager med til hende som tak, men efter et stykke tid besluttede jeg mig for, at jeg selv ville købe alt, så jeg ikke følte mig forpligtet.
Det, der engang var afslappede gåture i parken, har udviklet sig til en mærkelig dynamik. Birthe beder mig nu om små ting hele tiden. Hver dag bliver det: Giv mig en kop kaffe! og hvis man virkelig kan lide kaffe, så burde man købe den selv i stedet for at bede om en hver eneste morgen. Hun dukker op hos os, selvom jeg aldrig har inviteret hende indenfor. Når hun ser Mikkels legetøj, bliver hun begejstret og tager løbende noget med hjem. Det føles som om, hun vil have alt, og hun har allerede taget en hel del fra os.
Hun nægter at komme forbi, når hun har brug for noget, med den undskyldning, at hendes mor er syg, selvom moren bor i et separat værelse i huset. Hun tøver ikke med at bede om medicin, når hendes søn er forkølet, og hun spørger om ting, som enhver husstand har i apoteket. Nogle gange kræver hun endda noget til sig selv. Jeg forstår ikke, hvordan man kan leve sådan. Et febernedsættende middel burde enhver mor have ved hånden. Hun giver os næsten tomme pakker og flasker, og jeg har endda købt et par til mit lille barn, som jeg nu ikke længere kan bruge.
Det stopper ikke her. Hun spørger regelmæssigt, om vi har mad til hendes dreng. Jeg har aldrig spurgt hende eller de andre naboer om noget. Jeg laver mad til mit barn og det er det hele. Hun bruger vores indkøbsvogn uden at spørge, og hun vil altid have det, hun ikke selv har. Der er altid noget, hun mangler.
En dag blev jeg så chokeret over hendes frækhed. Da hele min familie var syge, ringede hun og sagde, at hun ville komme for at drikke kaffe, men at hun også skulle passe på sin søn. Jeg elsker børn, men jeg er træt af, at andres børn kommer ind i vores hus som i en butik, roder igennem Mikkels ting og vælger, hvad de vil lege med. Jeg fortalte hende, at vi alle var syge, og at vi kunne smitte hende. Jeg burde have sagt, at vi ikke inviterer hende.
Hendes besøg har aldrig været ledsaget af Må vi komme ind?. Hun dukker altid op uden invitation og kræver: Giv mig det. Det betyder intet for hende, om jeg er optaget eller om jeg har lyst til at se hende og give hende noget. Det føles som om, hun invaderer min personlige plads.
Jeg har ikke ringet til hende i lang tid, og jeg har heller ikke inviteret hende på en gåtur. Alligevel ringer hun selv, skriver beskeder. En af mine venner siger, at jeg kun har to muligheder: at fortsætte med at tolerere hendes uforskammethed eller at trække mig helt tilbage. Jeg vil ikke starte en konflikt børnene er venner, og vi bor så tæt på hinanden. Snart skal vi aflevere dem sammen i skole. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal håndtere sådan en situation uden at såre nogen.
Måske er det på tide at sætte klare grænser, selvom det er svært.
Anne.
