Jeg bygger en havehytte på min grund i en forstad til København og lever af mad, der står i køleskabet. Jeg trækker værdien af den mad fra Rasmus løn, og han bliver rasende.
Jeg har brug for en havehytte på grunden. Jeg beslutter mig for ikke at kontakte et stort byggefirma; jeg tror, jeg kun behøver én hånd, der kan de grundlæggende byggetrin.
En nabo sender mig videre til en ven, som arbejder som tømrer og derfor bør kunne rejse en simpel havehytte.
Heldet er med mig, for han har tid. Han er i første omgang tøvende, men jeg får ham overbevist.
Han siger, at han kan klare arbejdet på én uge, hvilket passer mig. Lørdag kommer han for at kigge på stedet, og dagen efter henter han alle materialer, der skal bruges.
Vi taler også om, at arbejdet er hårdt. Han siger, at han straks har brug for en hjælper, og at han har mange venner, så han hurtigt kan finde en.
Det vigtigste er, at jeg skal være i byen hele ugen, fordi jeg arbejder, så jeg kan ikke være til stede under byggeriet. Jeg giver ham derfor nøglerne, så han kan fortsætte indtil næste weekend.
Rasmus lover, at han ordner alt, for han er en dygtig håndværker. Han beder om en rimelig betaling for sit arbejde, og jeg accepterer den.
Lørdag aften er haven i stand. Alt er som jeg ønskede, og jeg har ingen bemærkninger. På dette tidspunkt har Rasmus ingen problemer.
Det eneste, der generer mig, er, at Rasmus har spist alt, hvad jeg havde i køleskabet: to kilo svinemørbrad, to dusin æg, flere kartoner mælk, en sauce og en flaske rosévin. Sådan adfærd er helt uacceptabel for mig. Det er ikke et spørgsmål om medlidenhed med varerne; jeg blev simpelthen ikke spurgt, om han måtte tage dem. Jeg blev sat i en klemme.
Jeg regner, hvad maden koster, og trækker beløbet fra hans løn i kroner. Det er kun en dråbe i havet, men det gør en forskel for mig.
Rasmus er utilfreds. Han begynder at diskutere med mig og forklarer, at håndværkere altid får mad, og at det er en normal del af arbejdet. Han tilføjer, at der har været perioder under byggeriet, hvor han har lagt ekstra kræfter i, men at den samlede sum ikke ændrer sig.
På den ene side kan jeg forstå hans synspunkt, men på den anden side mener jeg, at jeg har overholdt alle aftalte betingelser, og jeg burde have fået besked på forhånd om, hvad der forventes.
Jeg holder fast i, at jeg har holdt min del af aftalen, mens Rasmus fortsat gør indsigelser om den ekstra kost, han har hentet fra mit køkken.
