Jeg blev forældreløs som seksårig, da min mor døde under fødslen af min lillebror.
Jeg husker det tydeligt. Vi var allerede to piger, og mor ventede den tredje. Jeg kan høre hendes skrig endnu, naboerne, der samledes og græd, indtil hendes stemme tav
Hvorfor tilkaldte de ikke lægen eller kørte hende på hospitalet? Den dag i dag forstår jeg det ikke. Var landsbyen for afsides? Vejene ufremkommelige? Jeg ved det ikke, men der må have været en grund. Mor døde i barselssengen og efterlod os alene med den nyfødte lille Liva.
Far var fortabt uden hende. Han havde ingen familie i Nordjylland alle boede i Syddanmark og ingen kunne hjælpe ham med os. Naboerne foreslog, at han hurtigt skulle giftes igen. Ikke engang en uge efter begravelsen var han forlovet.
De anbefalede ham at gifte sig med skolelæreren en kvinde med et godt hjerte, sagde de. Og far gjorde det. Han friede, og hun sagde ja. Måske havde hun taget til ham? Han var ung og smuk. Høj, slank, med mørke øjne som en sigøjner. Enhver ville blive betaget.
Alligevel kom far hjem en aften med sin forlovede for at præsentere hende.
»Jeg har fundet en ny mor til jer!«
En knugende sorg fyldte mig, en bitterhed mit børnehjerte ikke kunne acceptere. Huset duftede endnu af mor. Vi gik i kjoler, hun havde syet og vasket med sine egne hænder, og nu præsenterede han os for en fremmed kvinde. I dag forstår jeg ham, men dengang hadede jeg ham og hans forlovede. Jeg ved ikke, hvad hun fik fortalt om os, men hun kom gående ind ad døren arm i arm med far.
De var begge lidt berusede, og hun sagde:
»Kald mig mor, så bliver jeg.«
Jeg hviskede til min lillesøster:
»Hun er ikke vores mor. Vores mor er død. Sig det ikke!«
Lillesøsteren begyndte at græde, og jeg, den ældste, råbte:
»Nej, vi kalder dig ikke mor! Du er en fremmed!«
»Hvor er I frække! Nå, men så bliver jeg ikke her.«
Læreren marcherede ud ad døren, og far ville følge efter. Han standsede på dørtrinnet, vendte om og knugede os. Så brød han ud i hulkende gråd, og vi græd med ham. Selv den lille i vuggen klynkede. Vi savnede mor, han savnede sin elskede kone, men i vores tårer var der en anden smerte end i hans. Forældreløse børns tårer er ens over hele verden, og savnet efter en mor er det samme på alle sprog. Det var den eneste gang, jeg så min far græde.
Han blev hjemme to uger mere. Han arbejdede i skoven, og hans hold skulle snart afsted igen. Hvad skulle han gøre? Der var intet andet arbejde i byen. Han aftalte med en nabo, lod penge til mad tilbage, og lille Liva blev placeret hos en anden. Så rejste han.
Der stod vi så, helt alene. Naboen kom, lavede mad, varmede huset og gik igen. Hun havde sit eget at se til. Og vi var alene hele dagen: kolde, sultne og bange.
Landsbyen spekulerede på, hvordan de kunne hjælpe os. Vi havde brug for en kvinde, der kunne redde familien. Ikke enhver kvinde, men en særlig en, der kunne elske fremmede børn som sine egne. Men hvor finde hende?
Efter lidt snak hørte vi om en ung kvinde, en fjern slægtning til en af byens indbyggere. Hun var blevet forladt af sin mand, fordi hun ikke kunne få børn. Eller måske havde hun fået nogle, der døde ingen vidste det helt sikkert. De fandt hendes adresse, skrev til hende, og via tante Mette blev Tina hentet til os.
Far var stadig i skoven, da Tina ankom en tidlig morgen. Hun kom så stille ind, at vi ikke hørte hende. Jeg vågnede af lyden af nogen, der bevægede sig i huset. Som mor, der bankede gryder sammen i køkkenet, og hvad var det for en duft? Der var pandekager i luften!
Stille kiggede vi gennem dørspraekken. Tina arbejdede roligt: hun vaskede op, fejede gulvet. Indtil hun hørte, vi var vågne.
»Kom her, mine små blondepiger, lad os spise!«
Jeg syntes, det var morsomt, at hun kaldte os blondepiger. Vi havde nemlig morgenblondt hår og blå øjne, ligesom mor.
Modigt listede vi ud.
»Sæt jer ned ved bordet!«
Hun behøvede ikke at sige det to gange. Vi spiste pandekagerne og følte straks tillid til hende.
»Kald mig tante Tina.«
Bagefter gav hun os bad, vaskede vores tøj og gik. Men næste dag kom hun igen! Huset forvandledes under hendes hænder. Rent og ordentligt, ligesom dengang mor levede. Tre uger gik, mens far var i skoven. Tante Tina passede os perfekt, men holdt sig lidt på afstand, som om hun ikke tillod os at blive for knyttede. Især lille Vera blev betaget af hende hun var kun tre år. Jeg var mere forsigtig. Tante Tina var streng og smilede sjældent. Vores mor var fuld af liv, sang og dansede og kaldte far for »Jens«.
»Når far kommer hjem, accepterer han mig måske ikke. Hvordan er han?«
Forlegen prøvede jeg at rose ham, men næsten ødelagde det:
»Han er fantastisk! Rolig! Når han drikker, falder han bare i søvn!«
Tante Tina så spørgende ud:
»Drikker han meget?«
»Ja!« svarede den lille, men jeg puffede til hende og sagde:
»Kun til fest.«
Tante Tina forlod os mere tilfreds den aften, og far kom hjem fra skoven. Han så sig omkring i huset og sagde forbavset:
»Jeg troede, I havde det skidt, men I lever som prinsesser!«
Vi fortalte ham alt. Han tænkte sig om og sagde:
»Nå, lad os se denne nye herskerinde. Hvordan mon hun er?«
»Smuk,« skyndte Vera sig at sige, »hun laver pandekager og fortæller historier.«
Nu, når jeg tænker tilbage, smiler jeg. Tina var ikke smuk hun var spinkel, lille og næsten usynlig. Men børn ved, hvor sand skønhed findes.
Far lo, tog sin jakke på og gik over til tante Mette, der boede i nærheden.
Næste dag kom han tilbage med Tina. Han hentede hende tidligt om morgenen, og igen listede hun ind i huset, som om hun var bange for noget.
Jeg hviskede til Vera:
»Skal vi kalde hende mor?«
Og i kor råbte vi:
»Mor, mor er kommet!«
Far og Tina hentede sammen lille Liva. For hende blev Tina en rigtig mor
