Mors driller mig foran alle kunder, uden at hun ved, at jeg har haft et forhold til hendes søn.
Freja Nielsen og jeg mødtes i den lille købmandsbutik på Amager, hvor jeg arbejdede i min fritid. Jeg var nitten år, fast besluttet på at blive økonomisk uafhængig, så jeg påtog mig ekstra vagter. Mine forældre var stolte: Jeg gik på universitetet og tjente samtidig penge, så jeg kunne spare op til nyt udstyr eller en kort ferie til Skagen. Mikkel Pedersen, som stadig levede på sine forældres hænder, mente, at mit deltidsjob var et rigtig godt skridt.
Forholdet udviklede sig langsomt. Mikkel sendte mig roser fra Tivolis blomsterhus, jeg overøst ham med chokolade, og vi holdt ofte natlige overarbejdsdates i butikken, hvor vi udnyttede de få timer, hvor ingen kunder var tilbage.
To uger senere gik alt i stå. Mikkels mor, Fru Andersen, humøret hæskenes på mig, og jeg lod mig ikke længere møde op ved hans side. Jeg var dybt pinligt berørt og skamfuld.
En aften, mens jeg stod bag kassen, gik hun og Mikkel ind. Hun så ikke, at han blinkede til mig, at vi udvekslede et stille smil. Da hun nåede kassen, gik maskinen i stå, og en irriteret kunde begyndte at råbe: Jeg har handlet her en million gange, du er bare en snydker, du stjæler mine penge uden kvittering!
Se, Mikkel, det er derfor du skal lære dig selv at læse så du aldrig sidder fast i en kasse og mumler, at den hænger! skreg hun, mens de andre i køen knurrede og jeg følte alles blikke brænde ned i mig.
Mikkel bad mig om at tilgive sin mor, at hun blot havde en dårlig dag. Jeg kunne ikke. Jeg forlod ham, sagde op hos køberen og søgte et job i udlandet i Oslo, hvor lønnen var lavere, men timerne flere, og ingen Mikkelsmødre stod i min vej.
Jeg tror, alle job er nødvendige. Som studerende har man få valg. Nogle har selvsikre forældre, der ser deres barn som specielt, men det betyder ikke, at livet en dag kan bringe selv en universitetsuddannet som mig til en kasse i en lille butik.
