Trods min hustrus modstand inviterede jeg min mor, Ingrid, ind i vores hjem for at få lov at se den nyfødte barnebarn, lille Mille.
Min mor er som en evig natmareridt, når det gælder samtaler. Hun kender aldrig andres grænser. Hun har aldrig kunnet holde af min hustru, ikke af en særlig grund, men blot fordi jeg har valgt at gifte mig med hende, og hun så, hvordan jeg distancerede mig fra hende. For tre uger siden slog Kirstine, min kone, mødestedet ud i en lille pige.
Ingrid insisterede på at stå i fødestuen, men Kirstine ville have, at jeg alene var til stede. Så mens Kirstine lå i veerne, stod Ingrid i hospitalets lobby og råbte ned gennem hele etage, at hun fortjente at være vidne til sit barnebarns fødsel.
Hver gang Ingrid træder over dørtræet, hænger hun sig fast i alt og dømmer Kirstine for at være en dårlig husmor. Hun hævder også, at Mille en dag vil blive en dårlig mor.
Efter sådanne bemærkninger mistede Kirstine tålmodigheden og gav mig et ultimatum: Ing rid må ikke lægge en fod i vores hus igen. Jeg forstår hende ingen ønsker at blive ydmyget i sit eget hjem.
Da vi endelig bar Mille hjem, ville de gamle forældre møde hende. Kirstine sagde, at min svigermor måtte komme én gang, men kun så længe hun holdt munden lukket. Ingrid lovede at holde sig, men så snart hun trådte ind over dørtræet, faldt en regn af kommentarer:
Det er så beskidt her. Hvis I vil leve sådan, så lev sådan. Men af respekt for mig kunne I i hvert fald begynde at gøre rent.
Kirstine mistede igen besindigheden og meddelte, at hun ikke længere havde ret til besøg, og at barnet kun måtte ses, hvis vi selv tillod det.
Næsten to uger er gået; svigerforældrene har mødt barnet, og min far, Hans, har også set ham. Men min mor er stadig ikke kommet, og Kirstine vil ikke se hende. Vi holder Mille inde, for udenfor er det så gråt og kolde.
I går havde Kirstine en lægeaftale, og jeg blev hjemme med datteren. Jeg så det som en chance for at invitere Ingrid igen, så hun kunne se Mille. Hun kom, og jeg sagde, at vi kun havde to timer, før Kirstine vendte tilbage. Men hun ville ikke gå! Uanset hvor meget jeg prøvede at overtale hende, stod hun fast.
Kirstine kom naturligvis hjem og fandt Ingrid, som kælede med Mille. Det udløste et total sammenbrud hun skreg efter mig, truede med at smide Ingrid ud af huset og insisterede på, at hun skulle forlade stedet.
I mit indre sagde jeg til min hustru, at hun skulle holde kæben lukket og slå sig ned, for det er mit hus og min lille pige, og hvis jeg vil have, at min mor ser barnet, kan hun ikke forhindre mig, endsige smide hende ud.
Kirstine har til sidst drevet både mig og Ingrid ud af hjemmet. Hun vil ikke tale med nogen af os. Jeg bor nu hos mine forældre. Jeg håber kun, at Kirstine en dag vil finde ro igen.
