Jens, min eksmand, lovede vores søn en lejlighed, men stillede én betingelse jeg skulle giftes med ham igen.
Jeg er tres år gammel og bor i Århus. Efter alt, hvad jeg har gennemlevet, og tyve års stilhed, kom fortiden tilbage med sådan en frækhed og kynisme. Det mest sårende var, at det var min egen søn, der bragte det tilbage.
Da jeg var femogtyve, var jeg dybt forelsket. Jens høj, charmerende, sjov syntes at være drømmens mand. Vi giftede os hurtigt, og et år senere blev vores søn, Mads, født. De første år var som et eventyr. Vi boede i en lille lejlighed, drømte sammen og lavede planer. Jeg arbejdede som lærer, han var ingeniør. Intet kunne ødelægge vores lykke.
Men med tiden ændrede Jens sig. Han kom senere hjem, løj og distancerede sig. Jeg ignorerede rygterne, hans forsinkelser og fremmed parfume. Men på et tidspunkt var det umuligt at ignorere han bedrog mig. Ikke én gang, men gentagne gange. Venner, naboer, selv mine forældre vidste det. Jeg holdt ud for Mads’ skyld. Jeg håbede, han ville komme til fornuft. Men en nat vågnede jeg og indså, han ikke var kommet hjem. Jeg kunne ikke mere.
Jeg pakkede mine ting, tog Mads i hånden han var fem og flyttede til min mor. Jens prøvede ikke engang at stoppe os. En måned senere tog han udenlands angiveligt for arbejde. Han fandt en ny kvinde og glemte os fuldstændig. Intet opkald, ingen beskeder. Ren ligegyldighed. Jeg stod alene. Min mor døde, så min far. Mads og jeg gennemlevede alt sammen skole, fritidsaktiviteter, sygdom, glæde, studentereksamen. Jeg arbejdede dobbelt, så han ikke manglede noget. Jeg levede ikke mit eget liv det var ikke tidspunktet. Han var alt for mig.
Da Mads startede på universitetet i København, hjalp jeg ham så godt jeg kunne madpakker, penge, støtte. Men en lejlighed kunne jeg ikke købe til ham pengene rakte ikke. Han klagede aldrig. Sagde, han selv ville klare det. Jeg var så stolt.
Men for en måned siden kom han hjem med nyheder: Han ville giftes. Glæden varede ikke længe. Han var nervøs og undveg mit blik. Så kom det:
*Mor jeg har brug for din hjælp. Det handler om far.*
Jeg frøs. Han fortalte, at han havde genoptaget kontakten med Jens. At han var vendt tilbage til Danmark og tilbød Mads nøglerne til en toværelses lejlighed, arvet fra farmor. Men under én betingelse. Jeg skulle giftes med ham igen og lade ham flytte ind hos mig.
Jeg kunne ikke trække vejret. Jeg stirrede på min søn, uforstående over, at han sagde det alvorligt. Han fortsatte:
*Du er alene Du har ingen. Hvorfor ikke prøve igen? For mig. For min fremtidige familie. Far har ændret sig*
Jeg rejste mig og gik ud i køkkenet. Kedel, te, rystende hænder. Alt blev sløret for mine øjne. Tyve år bar jeg alene ansvaret. Tyve år spurgte han aldrig, hvordan vi havde det. Og nu kommer han tilbage med et *tilbud*.
Jeg vendte tilbage og sagde roligt:
*Nej. Det gør jeg ikke.*
Mads blev rasende. Han råbte, beskyldte mig for altid at tænke på mig selv. At det var min skyld, han ikke havde haft en far. At jeg igen ødelagde hans liv. Jeg tav. For hvert ord skar som en kniv. Han vidste ikke, hvor mange nætter jeg lå vågen af udmattelse. Hvordan jeg solgte min vielsesring for at købe vinterjakke til ham. Hvordan jeg ofrede alt for at han kunne få kød, mens jeg gik uden.
Jeg er ikke ensom. Mit liv har været hårdt, men ærligt. Jeg har et job, bøger, en have, veninder. Jeg har ikke brug for en mand, der engang bedrog mig og nu vender tilbage, ikke af kærlighed, men for komfort.
Min søn gik uden et farvel. Han har ikke ringet siden. Jeg ved, han er såret. Jeg forstår ham. Han vil have det bedste ligesom jeg engang gjorde. Men jeg vil ikke sælge min værdighed for kvadratmeter. Prisen er for høj.
Måske forstår han en dag. Måske tager det tid. Men jeg venter. For jeg elsker ham. Sand kærlighed uden betingelser, lejligheder eller *hvis*. Jeg bragte ham til verden af kærlighed. Og opdragede ham med kærlighed. Jeg tillader ikke, at kærlighed bliver en vare.
Og Jens? Han kan blive i fortiden. Det er, hvor han hører til.
