Hvorfor sagde jeg ja til, at min søn og svigerdatter skulle flytte ind hos mig? Det ved jeg stadig ikke.
Jeg hedder Grethe Sørensen og bor i en tolængers lejlighed i en af de rolige kvarterer i Aarhus. Jeg er treogtres, enke, og min pension er beskeden, men nok. Da min søn Anders giftede sig for to år siden, var jeg, som enhver mor, lykkelig. Han er ung enogtredive og min svigerdatter Mette er lidt yngre. De blev gift, forbandt deres liv, men havde intet sted at bo. Ingen egen bolig. De sagde: “Mor, vi bor hos dig et stykke tid. Snart har vi sparet sammen til udbetalingen på et hus, så flytter vi.”
Jeg, den dumme, blev henrykt jeg forestillede mig børnebørn at passe. Så jeg lod dem blive. Nu aner jeg ikke, hvordan jeg skal komme ud af denne situation. For det “lille stykke tid” er nu to år, og livet er blevet en byrde for os alle.
I starten blandede jeg mig ikke. De er unge, skal vænne sig til ægteskabet. Jeg generede dem ikke, lavede mad, vaskede tøj, gjorde alt, som det skulle. Så blev Mette gravid. Det skete tidligt, men hvis det var meningen, tænkte jeg. Så kom min barnebarn, Magnus. En skøn lille navlepot. Men med ham forsvandt alle opsparinger. Alle ved, hvad et barn koster: bleer, mælk, grød alt er dyrt, og Mette vil kun have de dyreste mærker, alt skal være ekstra frisk, importeret.
Jeg vil gerne hjælpe. Men jeg er ikke hushjælp. Alligevel er jeg blevet barnepige, kok og rengøringsdame i én. Den unge mor er “så træt”. Magnus giver hende ingen søvn, siger hun. Så hun ligger til langt ud på formiddagen, klistret til sin telefon. Barnet ligger i legeguret. Hun på sofaen. Fjernsynet kører, frokosten er lavet af mig, gulvet moppet, barnet badet. Og alligevel klager Mette over at være “helt færdig”.
Og min søn? Anders går på arbejde og kommer hjem med sænket hoved, siger ikke et ord. Når jeg prøver at tale med ham, viger han bare undNu sidder jeg her med min kande, betragter regnen mod vinduet, og undrer mig over, hvornår jeg tabte kontrollen over mit eget hjem.
