Hele året giver jeg penge til børnene for at betale et lån! Jeg vil ikke give flere øre længere!
Min mand Morten og jeg har kun ét barn, en voksen søn. Han har allerede sin egen familie, og vi er blevet bedsteforældre.
Jeg er vokset op i 1970ernes Danmark, hvor man stadig forventede, at man skulle stifte familie tidligt. At være barnløs blev dengang set som noget, man helst undgik.
Vi fik så en søn, og vi besluttede, at én er nok. Som veluddannede ved vi, at børneopdragelse koster mange kroner. Jo flere børn, jo større udgift.
Derfor har vi holdt os til ét barn. Vi har formået at opdrage Lars, give ham en god uddannelse og holde vores økonomi i orden.
Lars har en anden mening. Kort efter vores bryllup blev hans hustru Sofie gravid, og vores barnebarn Freja blev født. Det unge par havde ingen egen lejlighed, så de optog et lån. På en eller anden måde betalte vi afdragene hver måned. Så hørte jeg, at Sofie var gravid igen. Jeg spurgte, hvordan de tænkte at forsørge fire børn og betale lånet. De tog det personligt og svarede, at de klarede det. Jeg sagde, Hvis I kan, så gør i det.
I lang tid gik det. Så kunne Sofie ikke længere gå på arbejde, og Lars mistede sit job. Hvad skulle de gøre? De flyttede ind i vores lejlighed, som vi selv lejer. Morten forklarede, at han ville hjælpe de unge med at betale lånet. Så betalte Morten og jeg i et helt år deres boliglån. Jeg troede, vi gav dem en kæmpe håndsrækning, men så viste det sig at være forkert.
For nylig opdagede jeg, at lånet stadig er ubetalt seks måneder i restance. Hvor er pengene blevet af? Morten er vred og siger, han ikke har kræfter til mere. Jeg er i chok og ved ikke, hvad jeg skal sige eller gøre. Vi har hjulpet dem, men de sidder bare på vores skuldre og slapper af. Hvad skal vi gøre nu?
