Jeg besøger ingen, jeg inviterer ingen, jeg deler hverken høst eller redskaber i min landsby i Jylland kalder de mig skør.
Det endte med, at jeg gik på tidlig pension. Bylivet i København havde mistet sin tiltrækning, og jeg længtes efter stilhed, alene med naturen, hvor jeg kunne dyrke grøntsager, frugt og bær og drikke urtete med honning fra min egen bikube. Så jeg købte, kort før jeg gik på pension, et lille hus på landet for 1,2millioner kroner.
Om foråret så jeg de første blomster spire, jeg købte og placerede små skulpturer af haveskovle, egern og lanterner langs stien. Mine naboer fra den nærliggende landsby, som f.eks. Else Sørensen, kastede nysgerrige blikke på mig. En dag kunne en af dem ikke holde sig tilbage længere; mens jeg satte frø i jorden, kom hun ind i min have.
Hun klagede over, at hun havde glemt at så petunia, og hun antydede, at jeg burde dele mine stiklinger med hende. Hvorfor skulle jeg give mine ti finurlige petuniastiklinger til en kvinde, jeg ikke kendte? De er kræsne, kræver meget omsorg, og jeg havde kun lige nok til min egen lille have. Jeg foregav, at jeg ikke forstod hendes anmodning.
En og en halv uge senere så jeg Else snakke over hegnet med en anden dame, som lejlighedsvis så i min retning. Jeg fik fornemmelsen af, at de talte om mig.
En varm sommerdag gik jeg ud i haven, da en stemme pludselig skød mig fra bag hækken. En kvinde stod ved mit hegn og råbte på mig. Hun sagde, hun var gået forbi mit hus og så, at jeg havde modne æbler på træerne. Hun havde selv ingen modne frugter. Mine øjne flakkede overrasket. Hvordan kan man uopfordret træde ind på en andens grund og bede om frugt? Skal jeg give hende de æbler, jeg selv kun spiser sparsomt, fordi jeg gemmer dem til min datter Freja?
Senere stod jeg i en kiosk i Aarhus og købte småkager. Bag mig i køen begyndte en kvinde fra den næste gade at spørge, til hvem småkagerne var, om jeg ville invitere hende på te i mit hus. Hvad havde hun med at gøre? Hvorfor skulle jeg invitere en fremmed, som hverken er ven, slægtning eller kollega?
Kun for en uge siden så en anden nabo, Maren Jensen, mig grave i haven med en lille skovl og spurgte, hvad jeg havde købt, hvornår og hvor. Det tvang mig til at give et høfligt, men kort svar.
I byen oplever jeg sådanne situationer ikke. Ingen stiller påtrængende og tåbelige spørgsmål, ingen beder om et besøg, deler høst eller redskaber. En af mine naboer har dog i fortrolighed fortalt mig, at mange i landsbyen synes, jeg er abnorm. Sådan er det.
Deres mening betyder intet for mig. Jeg har købt dette hus for at nyde min privatliv, ikke for at blive ven med alle kvinder i landsbyen eller blive fanget i sladder. Hvis de tænker, som de gør, lad dem så lade mig være i fred og holde sig væk fra min have og min sjæl.
Livsvisdommen er, at ægte ro kun opnås, når man både respekterer sine egne grænser og anerkender andres nysgerrighed; kun ved at finde balancen mellem isolation og fællesskab kan man leve i fred med sig selv og sine naboer.
