Johanne mistede sit jobsamtale for at redde en gammel mand, der vaklede på en travl gade i København! Men da hun trådte ind på kontoret, var hun lige ved at besvime af det, hun så…
Johanne åbnede sin pung og tællede de få sammenkrøllede sedler indeni. Hun sukkede dybt. Pengene var ved at slippe op, og det var sværere at finde et ordentligt job i København, end hun nogensinde havde troet. Hun gennemgik mentalt sine vigtigste indkøb, mens hun prøvede at berolige sit bankende hjerte. Fryseren havde en pakke kyllingelår og nogle frosne bøffer. Skabet indeholdt ris, pasta og en kasse teposer. For nu kunne hun klare sig med blot en liter mælk og en rugbrød fra nærbutikken.
Mor, hvor skal du hen? Lille Freja løb ud fra sit værelse med store, bekymrede øjne, der søgte mod Johanne.
Bare rolig, skat, sagde Johanne og tvang et smil frem for at skjule sine nerver. Mor skal bare til en jobsamtale. Men gæt hvad? Tante Mette og hendes søn Emil kommer snart for at passe dig.
Kommer Emil? Frejas ansigt lyste op, og hun klappede i hænderne af glæde. Tager de Mie med?
Mie var Mettes kattepus, en lille pelset kugle, som Freja elskede. Mette, der boede i nærheden, havde tilbudt at passe Freja, mens Johanne skulle til jobsamtale hos en fødevarevirksomhed i indre by. Turen derind tog længere tid end selve samtalen busser og S-tog krævede tålmodighed.
Det var over to måneder siden, Johanne og Freja flyttede til hovedstaden. Johanne bebrejdede sig selv den impulsive beslutning: at rive sin datter væk fra alt, bruge størstedelen af opsparingen på husleje og indkøb, alt i håb om hurtigt at finde arbejde. Men jobmarkedet i København var hårdt. På trods af sine to universitetsgrader og hårdnakkede vilje føltes det som at lede efter en mirage. Hjemme i Århus havde hendes mor, Birgit, og lillesøster, Signe, brugt hende som familiens bærende kraft. De klarede sig ikke særlig godt uden hende.
Mie bliver hjemme, skat, sagde Johanne blidt. Hun kan ikke lide at køre i bil. Men vi besøger snart tante Mette, og så kan du kramme hende, så meget du vil.
Jeg vil også have en kat! Freja sørgmodigt foldede armene over brystet.
Johanne rystede grinede sagte. Freja blev altid sådan, når dyr blev nævnt. Hjemme hos bedstemor Birgit i Århus havde de efterladt Luna, deres slanke sorte kat, og en lille gøende hund ved navn Pisk. Freja legede altid med dem, når de besøgte, og nu savnede hun dem grusomt.
Skat, vi lejer denne lejlighed, forklarede Johanne. Udlejer tillader ikke dyr.
Ikke engang en guldfisk? spurgte Freja med hævede øjenbryn.
Ikke engang en guldfisk.
Lige nu var dyr det mindste af Johannes bekymringer. Hendes tanker var kun vendt mod én ting: at finde et job. Opsparingen var ved at være opbrugt, og hver dag kom med ny uro. I det mindste havde hun betalt et halvt års leje på forhånd men det havde næsten tømt hendes konto.
Dørklokken ringede og rev Johanne ud af hendes tanker. Mette og hendes femårige søn, Emil, stod i døren. Som altid havde Mette en plasticboks med hjemmelavede chokoladekager og et stykke af sin mors berømte citronkage. Ligesom Johanne var Mette alenemor, men hun boede hos sine forældre i en lille lejlighed i nærheden. At spare op til egen bolig i København føltes som at vinde i lotto.
