Mens Katrine betalte i kassen, stod Mads lidt væk. Da hun begyndte at pakke varerne sammen, forlod han butikken. Udenfor stødte Katrine på Mads, der stod og røg på fortovet.
“Mads, tag lige poserne, er du sød?” bad Katrine og rakte ham de to tunge indkøbsposer.
Mads kiggede på hende, som om hun bedt ham om noget ulovligt. “Og hvad med dig?” spurgte han forbløffet.
Katrine blev forvirret. Hvad mente han med *”og hvad med dig?”*? En mand burde da hjælpe naturligt. Det var mærkeligt, at en kvinde skulle bære tunge poser, mens manden gik helt frit uden noget i hænderne.
“Mads, de er tunge,” svarede Katrine.
“Nå, og?” insisterede han og nægtede at tage dem.
Han så, at hun begyndte at blive vred, men af princip ville han ikke bære poserne. Han gik hurtigt foran, vel vidende at hun ikke kunne indhente ham med byrden. *”Bære poser? Hvad er jeg, en pakhest? En tjener? Jeg er en mand! Jeg bestemmer selv. Hun kan sgu selv slæbe dem, hun dør ikke af det!”* tænkte Mads. I dag havde han lyst til at ydmyge hende.
“Mads, hvor går du hen? Tag poserne!” råbte Katrine, næsten grædefærdig.
Poserne var virkelig tunge, og Mads vidste det det var ham, der havde fyldt indkøbsvognen. Boligen lå ikke langt væk, kun fem minutters gang. Men med tunge poser føltes det som en evighed.
Katrine gik hjem, tårerne pressede på. Hun håbede, at Mads bare drillede og ville vende om, men nej han fjernede sig mere og mere. Hun havde lyst til at smide det hele, men i en slags trance fortsatte hun. Da hun nåede opgangen, satte hun sig udmattet på bænken ved indgangen. Hun ville græde af raseri og træthed, men holdt tårerne tilbage at græde på gaden var pinligt. Men at sluge den her fornærmelse? Nej. Han havde ikke bare gjort hende fortørnet, han havde ydmyget hende med vilje. Og han, der før ægteskabet var så opmærksom Han vidste præcis, hvad han lavede.
“Hej, Katrine!” Naboens stemme rev hende ud af tankerne.
“Hej, fru Jensen,” svarede hun med et anstrengt smil.
Fru Jensen, eller Inge, boede en etage under og havde været tæt veninde med Katrides bedstemor. Efter bedstemors død havde hun hjulpet Katrine med alt. Der var ingen andre moren boede i en anden by med sin nye mand og børn, og faderen var en fraværende skikkelse. Fru Jensen var blevet hendes eneste familie.
Uden tøven besluttede Katrine sig for at give hende indkøbene. Det havde trods alt ikke været forgæves at bære dem. Fru Jensens pension var lille, og Katrine elskede at forkæle hende med små lækkerier.
“Kom, fru Jensen, jeg hjælper dig op,” sagde Katrine og tog atter de tunge poser.
I nabokøkkenet lagde hun det hele fra sig og sagde, det var til hende. Da fru Jensen så sild, paté, konserverede ferskner og andre godter, som hun elskede men sjældent kunne købe, blev hun så rørt, at Katrine følte sig skyldig over ikke at give hende mere ofte. De sagde farvel med et kys, og Katrine gik op til sig selv.
Da hun kom ind, kom manden ud fra køkkenet, tyggende på noget.
“Hvor er poserne?” spurgte Mads, som om intet var hændt.
“Hvilke poser?” svarede Katrine i samme stem”Hvilke poser?” svarede Katrine i samme tone. “Dem du hjalp mig med at bære?”
