Jeg har aldrig elsket min kone, og jeg har fortalt hende det mange gange. Det var ikke hendes skyld vi levede ret godt sammen.
Mit navn er Mikkel Sørensen, og jeg bor i Aarhus, hvor minder om svære tider stadig hviler i vores hjerter. Jeg har aldrig elsket min kone, Freja, og jeg har sagt det til hende som en bitter sandhed, der næsten er for svær at bære. Hun fortjente det ikke hun lavede aldrig scener, skældte mig aldrig ud, var altid kærlig og omtænksom, næsten en helgen. Alligevel forblev mit hjerte koldt, som isen på Århus Bugt om vinteren. Der var ingen kærlighed, og det ædsede mig indefra.
Hver morgen vågnede jeg med samme tanke: at gå. Jeg drømte om at finde en kvinde, der kunne tænde en ild i mig, der kunne gøre mig forpustet. Men skæbnen spillede mig et ondskabsfuldt puds og vendte alt på hovedet, så jeg følte mig fortabt. Freja var behagelig som en gammel lænestol. Hun passede hjemmet perfekt, var smuk nok til at vende hoveder, og vennerne spurgte altid: “Hvor fandt du hende, din heldige satan?” Selv vidste jeg ikke, hvorfor jeg fortjente hendes trofasthed. En helt almindelig mand, uden noget særligt, og alligevel elskede hun mig, som om jeg var hele hendes verden. Hvordan kunne det lade sig gøre?
Hendes kærlighed kvalte mig. Endnu værre var tanken om, at hvis jeg gik, ville en anden vinde hende. En mere succesrig, smukkere, rigere mand en, der ville sætte pris på det, jeg ikke kunne se. Når jeg forestillede mig hende i en andens arme, brændte jeg af blindt raseri. Hun var min selvom jeg aldrig havde elsket hende. Denne ejendomsfølelse var stærkere end mig, stærkere end fornuften. Men kan man leve et helt liv ved siden af en, ens hjerte ikke banker for? Jeg troede det, men jeg tog fejl der var en storm byggende inden i mig, jeg ikke kunne holde tilbage.
“Jeg fortæller hende alt i morgen,” besluttede jeg, da jeg gik i seng. Næste morgen ved morgenmaden samlede jeg mod. “Freja, sæt dig ned, vi skal tale,” begyndte jeg og mødte hendes rolige blik. “Selvfølgelig, min skat, hvad er der galt?” svarede hun med sædvanlig ømhed. “Forestil dig, vi bliver skilt. Jeg flytter, vi bor hver for sig…” Hun lo, som om jeg havde fortalt en vittighed: “Hvor får du dog sådan nogle underlige tanker fra? Er det en slags leg?” “Hør, jeg mener det alvorligt,” afbrød jeg. “Nå, så forestil dig det. Og hvad så?” spurgte hun stadig smilende. “Sig mig sandheden: finder du en anden, hvis jeg går?” Hun stivnede. “Mikkel, hvad er der med dig? Hvorfor tænker du sådan?” bekymring dirrede i hendes stemme. “Fordi jeg ikke elsker dig og aldrig har gjort det,” sagde jeg, som et slag.
Freja blegnede. “Hvad? Laver du grin? Jeg forstår ingenting.” “Jeg vil gå, men tanken om at se dig med en anden gør mig vanvittig,” sagde jeg med rystende stemme. Hun tav, og så svarede hun med en vis, trist stemme: “Jeg finder ikke en bedre end dig, så du behøver ikke bekymre dig. Gå bare, jeg bliver alene.” “Lover du?” undslap det mig. “Selvfølgelig,” nikkede hun og så på mig. “Vent, men hvor skal jeg hen?” tøvede jeg. “Har du ingen steder at bo?” spurgte hun overrasket. “Nej, vi har altid været sammen. Det lader til, jeg må blive i nærheden,” mumlede jeg, som om gulvet svandt under mig. “Bare rolig,” svarede Freja. “Efter skilsmissen kan vi bytte vores hus til to mindre boliger.” “Virkelig? Jeg forventede ikke, du ville hjælpe mig så meget. Hvorfor?” spurgte jeg forvirret. “Fordi jeg elsker dig. Når man elsker, holder man ikke fast med magt,” lød hendes ord som en dom.
Der gik nogle måneder. Vi blev skilt. Så nåede der sig rygter til mig: Freja løj. Hun fandt en anden høj, selvsikker, med et varmt smil. Lejligheden, hun arvede fra sin bedstemor, tænkte hun ikke på at dele. Jeg stod tilbage med ingenting intet hjem, ingen familie, ingen tro på mennesker. Forrådet kom som en kniv i ryggen, og endnu hører jeg hendes stemme: “Jeg bliver alene.” En løgn. Kold, kalkuleret, og jeg troede på det, som en tåbe.
Hvordan kan jeg nogensinde stole på kvinder igen? Jeg ved det ikke. Mit liv med hende var behageligt, men tomt, og nu har jeg ikke engang det. Jeg sidder i en lejet lejlighed, stirrer på væggen og genoplever hele samtalen. Hendes ro, hendes ord det hele var bare en maske. Vennerne siger: “Det er din skyld, Mikkel, hvad havde du regnet med?” Og de har ret. Jeg elskede hende ikke, men ville holde fast i hende, som om hun var en ting. Og hun gik, efterlod mig i den ensomhed, jeg altid frygtede. Måske er det min straf for kulden, for egoismen, for ikke at have værdsat hendes hjerte. Nu er jeg alene, og stilheden omkring mig gør mere ondt end hendes afsked. Hvad tænker de om min gerning? Selv ved jeg ikke, hvem der er den største tåbe mig eller hende.
Måske er sandheden den, at kærlighed ikke kan tvinges, og ejerskab ikke er det samme som at elske. Nogle gange skal man miste alt for at forstå, hvad man egentlig havde.
