Jeg er blevet surrogatmoren to gange, og nu har mine børn og jeg alt, hvad vi behøver for at leve godt.
Jeg får min første datter, da jeg er atten år. Fødslen går så let, at jeg indser, at en fødsel overhovedet ikke er skræmmende. Surrogatmoderskab er allerede udbredt i Danmark, så jeg begynder at overveje det seriøst.
Min familie er ikke særlig velstelt. Mine forældre har svært ved at forsørge mig og mine tre søstre. Jeg gifter mig, da jeg er sytten, og sammen med min mand og den lille pige klarer vi mig kun knap. Vi har ingen penge, ingen egen lejlighed, så vi må nøjes med hvad vi kan. Jeg tænker på surrogat, men min mand støtter ikke idéen, selvom jeg prøver at overbevise ham det virker som den bedste løsning på vores økonomiske problemer.
Et stykke tid senere får vi et andet barn. Situationen bliver hårdere, og min mand forlader familien, fordi han ikke længere kan bære presset. Så står jeg alene tilbage med to små børn. Heldigvis træder min mor Else og mine søstre Kirstine og Bodil til: mens jeg arbejder, passer de på pigerne. Alligevel når pengene ikke til at løfte os over kanten. Så beslutter jeg mig for at realisere den idé, jeg har haft i mange år.
Jeg tager toget til København og melder mig hos en surrogatagentur. Der er flere forsøg på at implantere et embryo, men intet lykkes. Det sidste forsøg ender i en abort.
Jeg vender hjem og tror, jeg er ved at give op. Seks måneder senere ser jeg en annonce på nettet: en klinik tilbyder gode vilkår. Jeg ringer, fordi det er et forsøg værd. Hvis det lykkes, er det fantastisk; hvis ikke, må jeg acceptere det.
Denne gang lykkes det. I tolv måneder bor vi i en smuk lejlighed i et nybygget kvarter med pigerne. De kommende forældre, som jeg bærer barnet for, er generøse: de forkæler os med dyrbare fødevarer, giver vores døtre legetøj, betaler for biografture og zoologisk havebesøg. Ni måneder senere føder jeg en sund dreng.
Derefter flytter vi tilbage til vores hjemby. Honoraret for surrogatet, betalt i danske kroner, rækker til at købe en toværelses lejlighed i vores kvarter. Vi har også et ekstra år foran os, hvor vi ikke vil holde noget tilbage.
To år senere bliver jeg surrogatmor igen. Jeg føder et barn for en familie fra Kina.
Nu bor jeg, mine døtre og min dreng i et stort hus. Pigerne har alt, hvad de behøver. Nogle kritiserer mig, men jeg ser intet forkert i at give min familie gode levevilkår, selvom det sker på denne måde.
