Kære dagbog,
I dag blev jeg kontaktet på Østerbro, hvor jeg bor sammen med min datter Freja i den lejlighed, jeg arvede af min mor Mette. Det er en treværelseslejlighed: hver værelse er adskilt, ingen indvendige døre mellem dem. Der er en rummelig gang, et separat toilet og et badeværelse, mens køkkenet er lille, men med en enorm altan, hvor vi kan nyde solen.
Vi har vores eget værelse hver for sig, samt en stor stue, hvor vi ofte slapper af. Jeg er meget tilfreds med vores hjem og har ingen planer om at flytte i den nærmeste fremtid.
Men så kom Lars, en nabo fra den anden side af gaden, og talte med mig, som om vi allerede havde indgået en aftale. Han sagde straks:
Du bor jo sammen med Freja, er du sikker på, at du vil blive? Hvorfor ikke flytte ind hos mig, så jeg kan flytte ind hos jer? Vi har to værelser det er rigeligt for dig! Hvorfor har du brug for en treværelseslejlighed? Tænk over det to værelser er nok for to personer. Vores lejlighed er lille, men der er plads nok. Vi har ledt efter en større lejlighed i lang tid, men udbuddet er dårligt, og jeres lejlighed er præcis, hvad vi behøver. Vi betaler også mere.
Jeg lyttede meget opmærksomt, men da han begyndte at tale om, hvordan vi ville klare os sammen, afbrød jeg ham. Jeg undrede mig, om han allerede havde besluttet alt for mig og Freja, så alting bare skulle flyttes ind i deres lille lejlighed. Det lød næsten som en drøm.
Det må være en spøg, tænkte jeg. Og hvis du mener det alvorligt, så hvordan kan du tro, at vi vil flytte til en mindre lejlighed? Hvorfor tror du, jeg er klar til at forlade min rummelige bolig for noget, der minder om en dåse? Hvis jeg nogensinde vil bytte min treværelseslejlighed, så ikke for en sådan. Hvad mener du med nok til to? Jeg har ingen planer om at bytte.
Lars mumlede så noget om, at de kun ville det bedste for alle, at vi skulle bo i hinandens hjem, så vi kunne få det, der er bedst for os.
Vi er stadig i vores lejlighed. Lars og hans familie har holdt afstand, tydeligvis såret over min afvisning. Jeg har tænkt meget over, hvor meget vi egentlig værdsætter vores eget sted, og hvor vigtigt det er at stå fast på sine egne grænser.
Jeg kan kun håbe, at roen vender tilbage på Østerbro, og at vores lille familie fortsat kan nyde den store altan og den trygge hverdag.
Jens.
