Da man virkelig elsker, mister man forstanden
Thyra, hvad siger du, skal vi flytte tilbage til landsbyen? Jeg kan ikke vænne mig til bylivet tre år er gået, men jeg føler mig som en fremmed her. Ud i den friske luft er det bedre, og måske kan du få vores barn her, foreslog Jens til sin hustru.
Jens, du vil ikke tro det, men i går tænkte jeg også over det. Jeg vil tage et job igen på skolen, og måske vil en ny adresse hjælpe os?
Min kære Thyra, beslutning truffet!
Jens og Thyra blev gift for fire år siden. Efter endt uddannelse kom hun til Jens lille gård i Jutland og begyndte at undervise i den lokale folkeskole. Kærligheden blomstret hurtigt, og de blev forelskede og gift.
Efter et år på landet måtte Thyra vende tilbage til storbyen, da hendes mor i Aarhus blev alvorligt syg. De flyttede, og et år siden gik hendes mor bort.
Jens og Thyra lever i fred og elsker hinanden, men de har ingen børn, og begge længes efter et barn. Thyra har været til undersøgelser, men lægerne siger, at alt er i orden.
De pakkede hurtigt sammen, lejede en varevogn og flyttede til den gamle bondegård, som Jens mor boede i alene.
Det er en lettelse, udbrød Else, svigermor, da hun så deres kufferter. Det er som om Gud har hørt min bøn. Værelset er frit, så tag det; der er plads til alle. Vi boede fint før, men din far, Jens, gik bort sidste år Jeg savner ham. Jeg bad derfor om, at I kom retur. Og så kom I.
Jens fik igen arbejde i det lokale autoværksted, og folk tog ham imod med smil. Thyra fik stilling på skolen.
Goddag, frøken Thyra, hilste skoleleder Lars Petersen med sin sædvanlige varme. Det er dejligt, at I er tilbage; vi har ledig plads, og ikke mange vil flytte til landet.
På fredag aften samlede Else en middag i sit hjem; hun vidste, at naboerne, Jens venner, Thyras elever og deres forældre ville komme. Alle var glade for, at den elskede Thyra var vendt tilbage så kaldte de hende Thyra i landsbyen. Mest glædede sig dog Sem, som en gang var blevet reddet fra søen af en gammel flaske, som man sagde var hans baggrund.
Ingen i landsbyen troede, at Sem ville holde op med at drikke, men Thyra så på ham og lagde en hånd på hans skulder. Sem stormede ind i Elses gårdsplads, så Jens og hans storebror, omfavnede dem hårdt og glemte næsten at hilse.
Jens, er det sandt? Rygterne siger, at I er vendt tilbage til vores jord med Thyra, den bylærte dame!
Vi er her for altid, svarede Jens og klappede Sem på skulderen.
Hvor er hun, vores Thyra, i huset?
Jens nikkede, og Sem løb ind i huset, så Thyra, løftede hende og drejede hende flere gange, før han satte hende på gulvet.
Thyra, Thyra, hvor er jeg glad for at se dig!
I døren stod Jens og smilede.
Endelig forstår jeg alt, vi venter på jer til besøg hos os. Min Vera vil blive glad. Jeg må skynde mig hjem; jeg har lovet min kone at passe på vores datter, Vera. Vi ses i morgen kom endelig, vinkede han og sprang ud af døren.
Drikker han nu? spurgte Thyra svigermor.
Nej, ikke engang en slurk siden den dag. Han elsker sin lille pige, den er næsten to år gammel.
Hvad kalder I pigen?
Thyra, svarede Else med et grin. Det er svært at gætte, er det ikke?
Thyra? Som mig selv?
Ikke som dig, men i din ære, svarede Sem, har du glemt, hvordan du passede på hende? Ingen troede, at du kunne gøre ham til et menneske.
Næste dag gik Thyra og Jens på besøg hos Sem. Hans kone, Vera, stod klar ved det dækde bord, og fra et lille værelse kom en lille dukke ud med krøllede lokker som Sems, blå øjne og buttede kinder, tøvende.
Se, datter, hvem der er kommet, sagde Sem, og onklen hedder Jens, og tanten, ligesom dig, hedder Anette.
Hej, Anette, sagde Thyra og rakte dukken.
Pigen klemte dukken, greb Thyras hånd og førte hende ind på sit værelse.
Sådan, Jens, har du mistet din kone, grinede Sem, men hun faldt i god jord for vores lille pige. Hun gemmer sig for os, men du mærker hendes varme sjæl.
Flere slægtninge til Sem og Vera kom, otte personer ved bordet, og så strømmede flere landsbyboere ind i en landsby er et måltid altid en magnet for folk. Alle glædede sig over Jens og Thyras tilbagevenden. Nogen bragte kager, andre syltetøj, pickles, snaps og nogle startede på at spille harmonika. Stemningen var munter i Sems hus.
Sem rejste sig for at udbringe en skål for Jens ankomst, løftede et glas, men drak ikke. Alle vidste, at han var ædru.
Jeg skylder alt, hvad jeg har i dag, Thyra Steffensen, vores Thyra, sagde han. Alle husker, hvilken rolle hun spillede i hans meningsløse liv. Ja, der gik rygter om mig, mens jeg gik til lærerens hus. «Igen på vej til den unge, veluddannede lærer, hvad gør hun?« spurgte han de fraværende og svarede sig selv: Det skete, ja Vi så det, men vi forstod ikke, at mellem mand og kvinde kan der opstå ren venskab, ægte, menneskelig. Samtidig gemte jeg en dyb kærlighed til Vera, som ingen kendte.
Det var tider, sagde de omkring bordet, men meget blev snakket om.
Jeg vil aldrig glemme, da Thyra Steffensen først kom til mig, så på mig med et venligt smil og sagde: Sem, hjælp mine elever med at bygge fuglehuse, og insisterede på, at jeg skulle holde mig ædru. Jeg ville drikke, men lovede hende, og et ord er et løfte. Jeg lavede to fuglehuse, men tænkte: Hvis hun igen beder om noget, vil jeg fejle Jeg gik hårdt til jobbet, men drak ikke, sagde han og så på de andre.
Så kom Thyra igen med en ny forespørgsel, og jeg var klar til at hjælpe. Jeg blev trukket ind i et kursus for chauffører, fik job med det samme, og har siden kørt uden at drikke, blinkede han til selskabet.
Da jeg så, at Thyra gik til byen med Jens, forstod jeg, at de små opgaver kunne løses af enhver, men hun trak mig forsigtigt ud af mørket, skridt for skridt, ind i lyset. Hendes engel, sagde han, var Thyra. Hun så på mig, troede på mig. Tak, sagde han med et buk på Thomass side, mens hun smilede, og publikum klappede.
Da jeg stod på egne ben, var det som om Gud havde sat mig i stand til at klare mig selv. Jeg kunne gå på mine egne fødder, ellers måtte jeg kravle på alle fire indtil min tid kom. Jeg savnede dig, Thyra. Men med Vera ved min side gik alt op, vi giftede os, og med vores datter skylder jeg alt til Thyra Steffensen. Lad os alle ære hende med vores hjerter og sjæl. Du, Jens, er en god mand, jeg beundrer dig. Elsk hinanden, så vil alt gå godt.
Tiden gik. Jens arbejdede, og Thyra passede børnene i skolen. En dag kom hun bleg og svag fra skolen, lagde sig på sofaen.
Thyra, hvad sker der? spurgte Else, som ikke havde set hende ligge ned om dagen før. Er du syg?
Jeg ved det ikke, en svaghed, kvalme, jeg har ikke det godt.
Else tænkte sig om og smilede.
Venter du et barn, Thyra?
Jeg håber det, men jeg mister håbet
Giv ikke op, håb er altid værd at holde fast i. Gå i morgen tidligt til lægen i bydelen.
Thyra gik til lægen i Aarhus, og han bekræftede nyheden.
Tillykke, du får et barn. Jeg sagde det jo
Jens fløj hjem fra arbejdet, mens hans kone var på vej fra byen.
Endelig, så sagde han, da han så den strålende Thyra, og greb hende i et fast kram. Vi er så glade, du behøver ikke sige noget, dit ansigt siger alt.
Senere den aften blev Thyra kørt i ambulance til det lokale fødeklinik, og Jens fulgte med. Om natten fødte hun en dreng. Tidligt næste morgen kom Else ind på klinikken, så drengen på en bænk og satte sig.
Mor, alt er vel, sagde hun til den lille dreng, som knælede ved siden af den nyfødte. Jeg kan ikke tro, at dette sker for mig. Jeg elsker Thyra så højt, nogle gange bliver jeg bange for min egen kærlighed. Er det normalt?
Ja, min dreng. Når man virkelig elsker, mister man hovedet, svarede moren med et smil.
Vi bringer Thyra og drengen hjem; jeg vil hjælpe, tænkte Else, mens hun så på barnet: Udefra ser han ud som en mand, men indeni er han stadig et lille barn.
Alt gik godt, alle var glade. Efter et stykke tid fik Thyra også en datter, og glæden var stor.
Jens færdiggjorde sit studie på afstand og blev hovedagronom i kommunen. Thyra fik tilbud om at blive skoleinspektør, men hun ønskede ikke den stilling.
