Mikkel, er du alvorlig? De der irriterende roser igen? sagde Freja og rynkede panden, mens hun kiggede på buketten. Jeg har sagt det hundrede gange: jeg kan kun lide pæoner. Pæoner, forstår du? Eller lytter du overhovedet? Hvad lytter du så til?
Mikkel stod stille i døren. Ansigtet blev rødt, og i hans øjne glimtede den skyldige, forvirrede blik, der sagde: jeg vil gøre alt for dit smil.
Undskyld, skat, jeg husker det. Næste gang får du pæoner, lover jeg.
Freja lagde slapt buketten på bordet uden at lugte til den. Roerne var faktisk smukke fyldige, mørkeblå, med dugdråber på kronblade
Else huskede, da hendes datter første gang bragte ham hjem. En høj, bredskuldret ingeniør med åbent ansigt og slidte hænder. Mikkel så på Freja, som om hun var verdens største vidunder. Kurt nikkede anerkendende bag hendes ryg: en god fyr, en seriøs mand.
De første halvandet år gik som i en drøm. Mikkel kørte Freja ud til Østersøen, gav hende smykker til både store og små højtider, lyttede tålmodigt til hendes uendelige historier om venner og kolleger. Men Else begyndte at mærke noget mærkeligt: datteren begyndte at tale om ham nedladende, til tider med en skjult kedsomhed, endda afsky Mikkel kom med en kage, forestil dig? Jeg er på diæt. Han ringer igen, han klæber sig på som en fugleklæde. Hun rottede igennem hans gaver, som om de var en pligt snarere end et tegn på kærlighed.
I andet år startede skænderierne. Det var snarere Freja, der provokerede dem. Hun var desperat keder sig.
Elsker du mig overhovedet? spurgte hun ofte om aftenen. Det føles ikke rigtigt.
Freja, jeg har været på arbejde hele dagen
Netop! Hele dagen er du et sted, mens jeg sidder her alene! Har du fundet en anden?
Mikkel forsøgte at forsvare sig, svor, lovede. Freja gnistrede i et eller to dage, så gik hun videre og tilgav ham. Han kom med blomster, en bog hun havde ønsket, billetter til teateret. Alt gik tilbage til normalen indtil næste skænderi.
Der fandtes en årsag til alt. Han sagde noget forkert. Såkaldte han forkert på et billede. Glemte at like et Instagramfoto. Blev fanget på arbejdet. Svarede for hurtigt på en besked så var han på telefonen i stedet for at arbejde. Svarede for langsomt så var han ligeglad.
Nok! Vi er færdige! lød det alt for ofte mellem dem.
Hver gang kom Mikkel først og bad om tilgivelse. Freja holdt en pause en dag, tre, en uge så smeltede hun igen.
Else spurgte en dag forsigtigt:
Freja, elsker du ham virkelig? Eller er det bare bekvemt?
Freja fnøs:
Mor, hvad er det for spørgsmål? Selvfølgelig elsker jeg ham. Han kan bare være så irriterende nogle gange, jeg har ikke kræfterne.
Fem år gik i den mærkelige dans: lidenskab skænderi brud forsoning. Mikkel fik grå hår ved tindingerne, selvom han knap var tretti. Han tabte vægt, smilede sjældnere, men holdt fast. Hvorfor? Else forstod det ikke. Måske af håb. Måske af troen på, at en dag ville alting blive nemmere, roligere.
I sjette år friede han til hende.
Ringen var smuk en fin guldbånd med en lille, klar diamant. Mikkel havde planlagt alt: reserveret et bord på en god restaurant, arrangeret musikere, skrevet en lille tale på et stykke papir, som han så nervøst læste op.
Freja sagde ja ligegyldigt, som om hun bare havde fået en ekstra kage til kaffen. Ikke en særlig god kage. Men hun tog ringen på, postede et billede på sociale medier og ringede til sine veninder.
Else omfavnede sin kommende svigersøn varmt, som en mor:
Mikkel, jeg er så glad. Virkelig glad.
Kurt gav ham hånden:
Velkommen i familien. Officielt nu.
Forberedelserne til brylluppet startede straks. Freja tog styringen: kjole fra en butik i Indre By, fotograf med stjerneportefølje, levende orkideer på bordene. Mikkel nikkede til alt, viste kort, gik med på hver en lunefuld idé. Han ville have, at dagen skulle være perfekt for sin kommende kone.
En måned før den fastsatte dato gik alt i stykker.
Hvad er det her? pege Freja på menuen. Regnbuen? Er du alvorlig med Regnbuen?
Der er god mad, Freja. Vi har prøvet det før, du kunne lide det.
Lige Den Hvide Have med terrasse og udsigt over havnen! Du giver mig et sted, som er en lille gråbutik!
Der er ingen ledige pladser på den dato. Jeg ringede, men der er allerede en bryllup booket.
Så skulle du have ordnet det! Givet mig penge! Men du bare! Freja brød ud i raseri. Det er nok! Brylluppet er aflyst! Jeg er træt!
Hun smækkede menuen i gulvet og stormede ud. Det var den sædvanlige scene: hun ville sidde og vente på undskyldninger, Mikkel ville komme og bede om tilgivelse, hun ville give ham et par dage at slappe af og så blive blid igen. Men denne gang undskyldte han ikke. Han så bare udmattet ud.
Næste dag kom Mikkel for at hente sine ting. Freja så ham samle en barbermaskine, oplader, en trøje fra skabet.
Er du seriøs? sagde hun, stadig i chok. Sådan bare går du? Lader du mig også?
Mikkel knæppede lynlåsen, kiggede længe på hende med et ubeskriveligt udtryk.
Vær lykkelig, Freja. Virkelig
Og gik.
Freja ventede en uge. Så to. Telefonen var stille. Ingen beskeder, ingen opkald, ingen uventede besøg. Hun åbnede flere gange en chat med ham markøren blinkede i tomt felt men hun skrev intet. Stoltheden holdt hende tilbage. Mikkel skulle jo altid komme først. Han kom altid først.
En måned gik.
Måske er han syg? mumlede Freja i moderen køkken. Eller på forretningsrejse? Må jeg ringe til ham?
Else rørte rundt i gryden med borscht.
Mor, sig noget!
Hvad skal jeg sige, Freja? Du lod ham gå han gik.
Jeg lod ham ikke gå! Jeg
Hvad?
Freja sagde ingenting.
To måneder senere faldt kollegaen fra regnskab, Signe, ved frokostbordet:
Jeg så din Mikkel i går, med en ny pige, en sød, lys kvinde.
Freja tabte gaflen.
Med hvem?!
Jeg ved ikke. En ny veninde. De grinede, holdt hinanden i hånden Så sødt, at jeg fik huller i tænderne.
Om aftenen grublet Freja i hans sociale medier. Profilerne var åbne hun havde fået ham til at fjerne privatindstillinger for længe siden. Ingen nye billeder, men der var et ukendt navn i venner: Katarina Solberg. En pæn profil med landskaber og katte. På billedet var en kvinde på omkring 25 med et blødt smil.
Freja scrollede gennem siden indtil klokken tre om natten.
Else så, hvordan datteren ændrede sig. Selvtilliden svandt, en kold, sarkastisk glød i blikket. Freja tabte sig ikke på den måde, hun ønskede, men på en usund måde, med mørke rande under øjnene, irritabilitet på grænsen til hysteri.
Det er hans skyld! skreg hun på sine forældre. Seks år! Seks år med ham, og så forlader han mig for en lille, middelmådig mus?
Du smidt ham væk først, sagde Else stille.
Det er noget andet!
Hvad da så?
Freja kunne ikke svare.
Et år gik umerkeligt, men også smertefuldt. Freja fulgte Mikkels liv gennem telefonens skærm: de var på grill med Katarina; på koncert med et band; et billede med teksten Vi er flyttet! et fælles sted, et fælles liv. Så kom et billede af en ring på en fin kvindelig finger. Jeg sagde ja! med tre hjerter i teksten.
Else stødte på indlægget ved en tilfældig scroll. Katarina strålede på billedet, Mikkel smilede igen, øjnene levende som før før al glæden blev sugnet ud af ham.
Godt gået, Mikkel, tænkte Else. Endelig.
Freja prøvede at finde nye forhold. Igor holdt ud i fire måneder, men gik efter en skænderi om at komme for sent til en venindes fødselsdag. Sergej holdt ud i to måneder, men løb væk, da Freja lavede en scene på hans arbejdsplads.
Alle mænd er ens! råbte hun på sit forældrekøkken. Utroværdige, egoistiske!
Kurt tyggede tavst på sin frikadelle. Else hældte te og tænkte over livets mærkelige gang. Datteren stirrede på telefonen, scrollede i nyhedstrøjen, vendte sig så tilbage til andres glade billeder.
Else smilte. Hun var glad for, at Mikkel endelig slap fri fra Frejas greb. Ja, det var hendes datter. Men Else vidste, hvilken type hendes pige var.
Ved familiemiddagen satte Freja den gamle vinylplade på.
Mikkel var i det mindste tålmodig. De andre man kan slet ikke tale med dem, de bliver straks sårede!
Måske er det ikke dem? foreslog Kurt lavt.
Hvad mener du, far?
Han trak på skuldrene:
Det er bare sådan. Tredje mand på et år, og så forsvinder han. Mærkelig sammenfald.
Freja brændte af:
Så jeg er skyld i det, er jeg?
Forældrene sagde intet. Nogle gange taler stilheden højere end ord.
Senere stod Else med opvasken og tænkte på, hvordan hun skulle forklare sin datter det indlysende: kærlighed er ikke et spil, hvor man kan trykke på gem og vende tilbage til et behageligt øjeblik. Tålmodighed er ikke uendelig. Manipulationer ødelægger tilliden langsomt, men uopretteligt, som rust på metal.
Freja beskyldte verden for uretfærdighed og ventede på en prins på en hvid hest en, der ville tåle hendes humørsvingninger for evigt.
Else tørrede den sidste tallerken af, lukkede skabet og kiggede gennem den åbne dør på datteren, som igen gik i sofaen og scrollede på telefonen. Hun havde set billeder af Mikkels søn og Katarina, deres glade ansigter og forelskede blikke. Else holdt også øje med Mikkels liv.
Tre årtier siden holdt Else sin lille pige i armene for første gang og svor at beskytte hende mod alle farer. Men Freja havde selv valgt sin ensomhed. For at blive lykkelig måtte hun ændre sig. Eller hun ville aldrig forstå, hvad det vil sige at være en kone og mor.
