»Mor, I synes vi har moret os nok på vores sommerhus nu kan I pakke sammen og tage hjem,« sagde svigerdatteren og viftede sin svigermor ud af haven.
Mette kunne stadig ikke fatte, hvad der foregik. Var det virkelig sandt? De havde endelig fået deres eget sommerhus! De havde drømt om det i ti lange år, men livet havde altid smidt hænder i vejen: først realkreditlånet, så børnenes skolegang, og så en økonomisk krise til Men nu havde de kigget på deres konti og besluttet: Nu eller aldrig.
Hendes mand, Anders, arbejdede i en forsikringsvirksomhed ingenting vildt, men stabil løn. Mette var børnemassør og tjente godt, men et sommerhus havde været langt ude af rækkevidde. Skæbnen ville dog have det anderledes, da begge deres bedsteforældre døde næsten samtidig. Hver af dem efterlod en lejlighed i provinsen.
Efter mange diskussioner besluttede parret at sælge begge lejligheder, lægge pengene sammen og realisere deres drøm: et stykke land.
Tilbuddet kom hurtigt. Om vinteren var der få, der ville af med deres fritidshuse de fleste ventede til sæsonen. Men Anders var urokkelig.
»Vi finder på en million undskyldninger og ender uden noget sommerhus,« mumlede han.
Mette var enig. Alt faldt på plads som det skulle!
Grunden var perfekt. Elektricitet, gas, vand alt var klar. Nu skulle der bare bygges et lille hus, i hvert fald til sommerbrug.
De besluttede, at Anders ville tage ferie, når foråret kom, og bygge sammen med sin ven Nikolaj.
De arbejdede som en maskine, uden unødvendige pauser. Og allerede en måned senere fejrede den unge familie husets indvielse.
Selvfølgelig var der ikke rigtig nogen steder at sove de havde luftmadrasser på gulvet og tagt varme tæpper med fra byen. Men det vigtigste var, at der var et køkken og rindende vand. Resten kunne de ordne senere.
»Tillykke, Anders!« skålede Nikolaj.
Mændene tømte deres snapsglas, tog en bid af grillpølsen, dyppet i ketchup og løg, og nød maden.
»Hvem kunne have troet, det ville gå så hurtigt!« sagde Mette begejstret. »Ved nytårstid drømte jeg slet ikke om et sommerhus, og nu er det her!« Hun pegede på det lille hus.
Selvom mørket begyndte at falde på, var selskabet ikke klar til at gå på inden og fortsatte deres improviserede picnic under åben himmel.
»Hallo, skat, hvordan går det?« spurgte Gerda med blød stemme.
Og når hun lød så sød i telefonen, vidste man, at der var noget på vej.
»Mor, alt er fantastisk!« sagde Anders glad.
»Jeg ved det godt. Børnebørnene sagde, I har købt et sommerhus?«
»Netop! Ikke bare et sommerhus en ægte landsted!« erklærede Anders stolt.
»Åh, du godeste,« lo Gerda kunstigt, men stemmen blev pludselig flad. »Nå, men I er da dygtige«
»Mor, hvordan går det med dig?« spurgte Anders.
»Åh, hvordan kan det gå i min alder Lægerne siger, jeg har brug for ro, ingen stress. Så måske kan kroppen komme sig Men hvor finder man sådan et sted? Kursteder er dyre, det kan jeg ikke betale,« fortsatte hun med et betydningsfuldt tonefald.
»Mor, så kom da til os!« foreslog sønnen entusiastisk.
»Nej, skat! I har da andet at tænke på! Og Mette vil sikkert ikke«
»Mor, hold op. Kom nu, punktum!«
»Nå, men hvis du insisterer, Anders. Jeg bager din yndlingskage mors Napoleonskage.«
Da Anders fortalte Mette om sin mors forestående besøg, var hun ikke helt begejstret.
»Så lige når vi får et sommerhus, har lægerne pludselig anbefalet hende frisk luft?« spurgte Mette sarkastisk.
»Ja,« svarede Anders simpelthen.
»Ikke mistænkeligt overhovedet?«
»Nej, hun har højt blodtryk.«
»Anders, du forstår det ikke. Hun kommer ikke for helbredet hun kommer for at tjekke vores nye sommerhus ud!«
»Slap nu af. Hun kigger, bliver en uge og tager hjem igen.«
»Har du glemt, hvad der skete sidst hun var på besøg?«
Anders havde glemt det, men Mette huskede det tydeligt. Gerda havde gjort alt for at ødelægge deres ægteskab: spredt rygter, forsøgt at skabe splid, hævdet, at sønnen »ikke var af deres slags«. Hun havde også moret sig med små nedværdigelser for meget salt i suppen, bagepulver i stedet for flormelis. Mette havde sendt hende hjem med det samme.
Mette var sikker på, at Gerda igen ville skabe drama. Men hun ville ikke sætte Anders op mod sin mor. Måske var hun blevet bedre?
»Åh, hvor er I heldige, unger! Et lille paradis! Luft, træer, sådan et nuttet hus« prisede Gerda grunden. »Det må være Mettes idé! Hun er så dygtig. Hold fast i hende, Anders, sådan en kone finder man ikke to gange!«
»Nyt look, Gerda? Hvorfor pludselig den ændring?« spurgte Mette forvirret.
»Du har altid været min yndlings. Sønnen er en klaphat, men svigerdatteren er ren guld. Vi har haft vores uoverensstemmelser, men det er fortid. Hvem der griber efter fortiden«
»Så jeg er en klaphat?« grinede Anders.
»Ja, men en elsket en,« smilede Gerda. »Nå, hvad skal vi spise i aften?«
»Vi griller hver dag!« smilede Mette. »Håber det er okay? Vi kan bare ikke få nok af at lave mad udendørs.«
»Det lyder dejligt. Sidst jeg spiste grillmad var i Skagen. Anders gik i skole dengang. Kan du forestille dig, hvor lang tid siden det er?«
»Nå, men så tager du grillen, Anders. Jeg henter kødet.«
»Må jeg følge med? Vil gerne se huset igen.«
»Selvfølgelig!« nikkede Mette.
Denne gang virkede Gerda ægte anderledes munter, venlig, især over for Mette. Mette tænkte, at tiden måske havde ændret hende. Måske havde konflikterne fået hende til at ændre holdning. Og hvorfor skulle hun ødelægge deres forhold? De havde været sammen i årevis, havde voksne børn, nu et sommerhus. Og Mette var en god svigerdatter: praktisk, loyal, arbejdende og en fremragende kok.
Mens Anders og hans mor hentede tallerkener
