Kære dagbog,
Da Rasmus kun var tre år, gik han aldrig rigtigt til bords. Jeg måtte trække ham op til køkkenet med råb, og pædagoger i Børnehuset Solbjerg klagede konstant over hans spisning. Hvert måltid endte i en lille katastrofe. En dag var jeg på forretningsrejse til Aarhus, så kun min mand, Jens, og Rasmus var alene hjemme.
Jens sagde til ham:
Spis ikke for meget i børnehaven. Køleskabet derhjemme er tomt.
Om aftenen roste min søster, Sofie, ham, fordi han endda spiste ekstra ved frokost. Da Jens hentede ham fra børnehaven, begyndte Rasmus straks at spørge:
Hvad spiser vi til aftensmad?
Ingenting. Du har spist i børnehaven.
Jeg er sulten. Mor lavede suppe i går.
Vi spiste al suppen, gryden i vasken er tom, siger Jens.
Rasmus smed af sine trøjer, vaskede hænderne og løb hen til køleskabet:
Far, der er æg!
Skal jeg koge et?
Nej, to!
Hvad med kartofler?
Det laver jeg! Jeg vil have kartofler! råbte han begejstret.
Den aften spiste han som en galning. Da jeg kom hjem, begyndte de samme diskussioner igen. Jeg tænker, at jeg måske må låne et par psykologibøger af Jens for at forstå, hvordan vi bedst kan guide ham uden at gøre måltider til en kamp.
Måske skal vi holde lidt flere familiemiddage, hvor vi alle betaler med kroner i stedet for kritik, så Rasmus ser mad som noget positivt. Jeg håber, at vi snart finder den rette balance.
LiseJeg lover mig selv, at fra i morgen vil jeg gøre aftensmaden til en leg, så Rasmus kan vokse med både smag og selvtillid.
