” Lasse, se lige på det her vidunder!” jublede Mette, hendes solbrændte hud og øjne fyldt med liv. Hun bredte armene ud som om hun omfavnede hele den udendørs luft. Hendes let solblegede, kastanjebrune krøller dansede i vinden. “Jeg sagde jo, at denne måned ville blive den bedste i vores liv!”
Lasse stod ved siden af hende på den hvide sandstrand, rettede sin stråhat og smilede. Men bag facaden knugede en bekymring hans hjerte. Tanken om, at dette måske var deres sidste chance for at genvinde det tabte lykke, drillede ham.
“Ja, Mette, den bliver den bedste,” svarede han og forsøgte at holde stemmen let. “Du har som altid ret.”
Men lægens ord for to måneder siden hang stadig over ham: “Kræft, sent stadie, to-tre måneder.” Og nu var de her ved kysten, fordi Mette havde besluttet at leve, ikke at give op.
“Skal vi ud og bade?” spurgte hun med glimt i øjnene og greb hans hånd. “Ikke så langt nede, Lasse! Kan du huske, da vi sprang i åen hos farmor? Du var bange for, at strømmen ville tage dit badebukser!”
Lasse lo, og i et kort øjeblik gik smerten i baggrunden. Sådan kunne Mette altid trække ham ud af mørket.
“Jeg var ikke bange, jeg var bare forsigtig,” grinede han. “Okay, vi tager et dukkert, men hvis en haj spiser mig, så er det din skyld!”
De løb mod vandet som to teenagere, mens Mette legede i bølgerne, og Lasse stod og så på hende med bankende hjerte. Han elskede hende mere end noget andet. Tanken om at miste hende var uudholdelig.
“Kærlighed giver os styrken til at håbe, selv når tiden virker imod os.”
Deres historie begyndte i 10. klasse i en lille provinsby, hvor alle kendte hinanden. Mette kom ind på skolen som en lysende stjerne ny, med et strålende smil og lange kastanjebrune lokker, der kunne smelte selv det koldeste hjerte.
Hun var flyttet dertil med sin familie, og alle lagde straks mærke til hende. Lasse, høj og klodset med en bog i hånden, troede ikke, hun ville lægge mærke til ham. Men en aften til en skoledisko tog han mod til sig og inviterede hende til en langsom dans.
“Du er anderledes,” sagde hun og så ham ind i øjnene. “Du prøver ikke at virke bedre end andre.”
“Er du ikke bange for, at jeg træder dig over tæerne?” spurgte han med et smil. Hendes latter fyldte rummet, og fra den aften blev de uadskillelige.
Efter gymnasiet tog Lasse til København for at studere ingeniør, Mette til Aarhus for læseri. De skrev lange breve og skyndte sig hjem i ferierne for at være sammen. Afstanden styrkede kun deres følelser. Da de var 22 og lige havde fået deres diplomer, blev de gift. Brylluppet var enkel
