Kære dagbog,
Den dag min ekskone Mette og den nye pige Liva stødte sammen ved et uheld, gik jeg gennem en mærkelig oplevelse, som jeg stadig prøver at forstå.
Mette og jeg gik hver til sit for et par måneder siden, og jeg flyttede ind i en lejlighed på Nørrebro, som jeg lejer. Selvom vi er skilt, har vi holdt en god og venlig tone. For lidt over en måned siden dukkede Mette op tidligt om morgenen i min nye bolig, fordi hun skulle hente en fil fra vores fælles computer.
Den morgen var jeg ikke alene. Jeg boede sammen med den søde og meget yngre Liva, som jeg havde begyndt at se, allerede før skilsmissen blev afsluttet.
Da Mette trådte ind i lejligheden, kom Liva ud af badeværelset. Hun var kun indhyllet i et håndklæde, så hendes slanke silhuet blev tydeligt set. Hun gik forbi Mette og sagde uden tøven:
Godmorgen, Mette.
Godmorgen, Liva.
Begge stod et øjeblik stille, så Liva, tydeligt forlegen, mumlede:
Ja, nu kan jeg nok ikke aflevere den.
De lo højt, mens jeg stod som en klovn og så på dem… Dagen efter fik Liva automatisk den aflevering, hun havde ventet på.
Nu sidder jeg her og bekymrer mig, for Gud forbyde de bliver venner! Skal jeg bekymre mig, eller vil alting gå sin gang?
Jeg har indset, at ærlighed og klar kommunikation er vigtigere end at forsøge at skjule ubehagelige situationer. Så lærer jeg af dette, at man skal tage ansvar for sine handlinger fra starten.
