Min bedstemor har opdraget mig, men nu har mine forældre besluttet, at jeg skal betale dem børnebidrag.
Mine forældre bor på Sjælland, mens jeg bor i Nordjylland. Vi har ikke set hinanden i over tyve år. De arbejder som kunstnere og synger i et kor; deres liv er hele tiden på farten. Da jeg blev fem, flytter jeg ind hos min bedstemor. Hun vil have livet lettere med et lille barn og må derfor flytte tæt på sine slægtninge i Nordjylland.
I starten kommer mor og far over til os totre gange om året, men så sjældnere og sjældnere. Til sidst tænker jeg næsten ikke længere på dem, og kontakten bryder sammen. Da jeg læser tandlægeuddannelsen, bliver jeg gift i tredje år.
Nu driver min mand Mikkel og jeg vores egen tandklinik og tjener godt. For et år siden dukker far Jens og mor Birgitte op. De ringer til klinikken, fordi de ikke engang har mit telefonnummer. Samtalerne drejer sig om deres klager over livet.
Jeg lytter til deres sutren og svarer, at de selv har valgt den sti, de gik, da de overlod mig til bedstemorens omsorg. Af og til sender de nogle småpenge til bedstemor Inger, men mest lever Inger og jeg af hendes pension. Hun gentager det ofte, og jeg forstår det, for vi har altid måtte spare på alt.
I skole klarer jeg mig godt, så jeg har råd til at leve og købe tøj, og jeg har jobbet som nattevagt på hospitalet. Nu ser jeg, at jeg har mit eget liv, og mine forældre har deres eget; de skal hver gå deres egen vej.
Når far og mor indser, at jeg ikke vil hjælpe dem økonomisk, siger de, at de vil anmode om børnebidrag. Deres trusler får mig til at vende ryggen til dem. Hvis jeg før havde tvivlet på min beslutning og overvejet at hjælpe dem økonomisk, så er jeg nu helt sikker på, at jeg ikke vil det. Synes du, jeg har ret, eller burde jeg alligevel hjælpe mine forældre?
