Kære dagbog,
Jeg er nu sytten år gammel, men følelsen af skam har fulgt mig længe. Mine klassekammerater i gymnasiet kalder min mor for den gamle dame, fordi hun er 65 år, mens de fleste har unge forældre. På skolegården hører jeg de hånende kommentarer, og endda da mine lærere henter os hjem efter skoletid, kommer min bedstemor langsomt på krykker i stedet for mine far og mor. Jeg kan mærke kinderne blive varme af forlegenhed, som om jeg har en rød pibe på hovedet.
Jeg har flere gange løbet hjemmefra og gemt mig i skjulte kroge i byen i flere uger. Min søster Freja beder mig gentagne gange om at finde mig selv igen, om at stoppe med at gemme mig bag en mur af vrede. Jeg tror, hun har såret mig dybt, og jeg har ladet mig selv tro, at hun har gjort mig ondt.
En dag kom jeg hjem til en tom lejlighed. Vores nabo, fru Larsen, fortalte mig, at Freja havde fået et hjerteanfald og nu ligger på Rigshospitalet. Hun sagde, at det hele var min skyld, for jeg havde aldrig vist hende den respekt, hun fortjente. Jeg kunne mærke, hvordan min mave knugede sig sammen jeg ville så gerne gøre noget, men følte mig lammet.
En kold vintermorgen fandt jeg et lille bundt i affaldscontaineren uden for torvet. En lille dreng, så skrøbelig, så han næsten var ved at bøvle. Jeg tog ham med hjem og beskyttede ham som min egen søn. Mens jeg plejede ham, så jeg, hvordan min egen familie havde ladet ham dø i skraldespanden, men jeg ville give ham et liv, som min mor aldrig kunne give mig.
Frejas tilstand blev værre, men hun kæmpede videre på hospitalet. Da jeg indså, hvor meget jeg havde mistet, løb jeg ned til afdelingen, faldt på knæ foran hendes seng, trak vejret dybt og kyssede hendes hænder i et forsøg på at bede om tilgivelse. Hun så på mig med trøtte øjne, men hendes smil var som en solopgang efter en storm. Hun sagde, at hun tilgav mig, for jeg var stadig hendes søn.
Nu sidder jeg her med en blanding af lettelse og forvirring. Jeg har lært, at alder kun er et tal, men at fordomme kan binde os som lænker. Jeg håber, at den lille dreng, som jeg har adopteret, vil vokse op i et hjem, hvor han aldrig bliver dømt på grund af sin oprindelse. Jeg vil fortsætte med at bære min mors kærlighed, selvom hun er gammel, og jeg vil arbejde på at fjerne skammen, som andre har lagt på mig.
Rasmus JensenJeg ser frem til en fremtid, hvor vi alle kan finde fred.
