Kære dagbog,
Vi har virkelig brug for din hjælp! Du må bare hjælpe os! sagde min svigermor pludselig.
Hvad i alverden foregår her? tænkte jeg, mens jeg modvilligt rodede mig ud af den varme dyne.
Det var lørdag. Min mand, Morten, var kørt hjem til sin mor for at hjælpe hende med at få køleskabet tændt igen hun kunne simpelthen ikke klare det selv. Morten kom tilbage meget hurtigt, og det fik mig straks til at føle en uro.
Hvor er du? Kom nu, lad gæsterne komme! hørte jeg svigermors stemme gennem drømmen.
Hvad laver hun her? tænkte jeg, mens jeg modvilligt kravlede op fra dynen.
Det viste sig, at svigermor ikke var den eneste gæst. Bag hende dukkede Mortens nevøer op Rasmus og Emil, som begge er i deres tidlige tyver. Morten stod tavs og så på mig med et skamfuldt blik.
I skal videre! beordrede svigermor sine børnebørn. Og du, du skal hjælpe med flytningen! De får jo løn pr. time! Så gør jer hurtigt færdig med at tømme og bære det hele ud!
Nevøerne løb rundt i stuen, mens Morten gik ud. Svigermor trak mig i hånden og sagde:
Kom, vi skal tale sammen.
Jeg var fuldstændig forvirret efter den pludselige opvågning. Jeg kunne slet ikke forstå, hvorfor Mortens nevøer pludselig stod i vores lejlighed, hvorfor svigermor var her, og hvad der skulle flyttes. Det hele slog mig som en drøm uden logik. Svigermor tændte kedlen og spurgte:
Vil du have te eller kaffe?
Kaffe! svarede jeg overrasket.
Hun opførte sig mærkeligt hun taler sjældent med mig, og når hun gør, så er det altid med en snert af fornærmelse og nedværdigelse.
Hvad vil du egentlig? spurgte jeg straks.
Før svigermor nåede at svare, hørtes et højt klirren af knust glas. Sammen løb vi ind i stuen. Mine nevøer stod ved et ødelagt vaser.
Stop med det nu! Tænd tv’et, sæt jer på sofaen og se på tegnefilm! råbte svigermor. Forstår I mig?
Ja, bedstemor, vi forstår! svarede drengene, og de skyndte sig straks ud i det andet rum.
Efter svigermor havde ryddet op, gik vi i køkkenet, men netop da åbnede hoveddøren sig.
Hvor skal vi stille sengen? spurgte en stemme.
Der, svarer Morten.
Jeg gik ud for at se, hvad der foregik. Der stod ingen traditionel seng, kun dele af en børneseng i højden, som de små børn fra Mortens søsters familie havde sovet i de samme børn, der lige havde smadret min yndlingsvaser.
Hvad foregår her? spurgte jeg.
Bare rolig! Lærke er på sygehuset i en måned eller to. Min mor kan ikke klare børnebørnene alene, så de bliver her hos os midlertidigt!
Hvilket sygehus er Lærke på? Er hendes sygdom kun behandlet i Thailand? spurgte jeg.
Hvor har du fået den viden? svarede svigermor overrasket.
Jeg greb telefonen, åbnede Lærkes Facebook-side og viste billeder af hende på et fly og senere på en strand.
På et sygehus? Jeg ville også ligge på sådan et sygehus, og ikke kun én gang om året!
Se, Lærke har forladt sine børn, fundet en mand, pakket sine ting og rejst bort.
Hvorfor lyver du for mig? udbrød jeg.
Vi håber bare, at Lærke får fornuften tilbage og kommer hjem.
Du vil tage børnene, ikke? spurgte Morten.
Hvem tror du, jeg er? Hvorfor skulle jeg nogensinde gå med på det? De er uberegnelige! De vil ødelægge hele min lejlighed! Hvem skal kompensere mig?
Vi er din familie og har brug for hjælp! Du tænker kun på pengene! skreg svigermor.
Hvor længe har jeg været jeres familie? Du har selv sagt, at jeg er en intet. Hvad er der sket? Vil du have min hjælp? Hvis du havde spurgt mig, ville jeg måske have sagt ja. Men du har løjet! Jeg hjælper hverken dig eller din datter, som har ydmyget mig i så mange år! Tag dine børnebørn, din toppegseng og flyt jer herfra med det samme!
Hvordan kan du gøre det? sagde Morten.
Jeg kan! Absolut! Det er mine forældres lejlighed! Jeg bestemmer, hvem der skal bo her, og hvad der skal ske! Glemmer du, hvor mange år din mor og din søster har nedværdiget mig? Smidt mig i mudder! Kan du huske, hvordan Lærke lærte sine børn at spotte mig og grine af mig? Deres børn skal aldrig bo i min lejlighed! De har deres bedstemor og far! Du har 15 minutter til at samle børnene og deres ejendele og smutte!
Morten gik ud med sin mor og nevøerne. Han vendte aldrig tilbage. Det eneste han sendte, var en sms, hvor han skrev, at jeg var en stor skuffelse for ham. Jeg er lettet over, at han gik og aldrig kom tilbage. Jeg vil ikke have noget at gøre med ham eller hans familie længere.
Tak for at lytte, kære dagbog.
