Hej, du tror ikke, hvad der skete i går i vores lille landsby i Vestjylland. Jeg sidder i køkkenet med kaffen, og jeg tænker på alt det, der gik for ud i nat, så jeg må bare fortælle dig det her, som om jeg lige sidder ved siden af dig.
Maren var ved at kravle under dynen, da der pludselig kom et bank på døren. Hun smækkede en kort pyjamas på og gik ud for at åbne. Søren fulgte straks efter med den gamle hættetrøje på. På dørtrinnet stod naboens dreng, Mikkel.
Hej, Onkel Søren, kom ind, så snakker min mor med dig sagde Mikkel med den der stille stemme, han altid har, når han skal have noget vigtigt.
Søren trak sin jakke på og gik med dem ind i Mikkels hus. På vej derop mumlede han for sig selv:
Hvad vil Maria egentlig have af mig?
Da de kom ind, satte Søren sig på en stol ved siden af sengen, hvor Mette lå med hovedet på en bunke pudder. Hun så så lidt svag ud, men hendes øjne glimtede stadig.
Jeg har kun få timer tilbage, Søren sagde hun stille. Jeg skal fortælle dig en hemmelighed, før jeg går bort.
Søren kiggede på hende, forvirret, men også med en slags forståelse, som kun de ældre i landsbyen kan have. Han havde altid været en stærk fyr, men kun én kvinde bragte ham helt ud af balance Maren, hans kone fra skoleårene. De havde kendt hinanden så længe, de kunne huske, og de havde tre børn: den lille pige Tina, der kun var tre år, den unge dreng Jens, og den lille kat Misser, som altid gemte sig i skabet.
Søren var kendt som en god mand altid hjælpsom, med hænder så gule som honning. I den lille landsby findes der ingen bedre håndværker. Han arbejde hårdt for at holde familien i live: købte nyt tøj, fine tørklæder, duftende parfume fra Ålborg, så de altid så velplejede ud.
Maren stod hver aften foran spejlet i sin hvide skjorte, kammede sit hår og flettede en plet i en knold. Hver gang så hun sig selv i lyset fra lampen, og Søren kunne ikke lade være med at smile over den skønhed. Han lå i sengen, hævede hovedet på håndklædet, og så hende i lyset, som om han så sit eget hjerte.
Det var som om, hun kunne klare alt: huset var altid rent, morgenmad, frokost og aftensmad stod klar, haven var i topform. Al den tunge arbejde lå på hans skuldre, men drengene hjalp til, så faren kun behøvede at sige “kom så, gør det”. Han elskede børnene, men han gjorde dem også ansvarlige, så de respekterede deres mor.
Tina, den lille pige, så meget ud som sin mor blå øjne, en nuttet lille nys. Hun var så sød, at hun altid sad på sin fars skuldre, hvor hun kunne kigge ud over hele gården. Ingen turde såre hende derhjemme.
Alt gik som smurt i familien. Men så kom en dag, hvor Jens kom i konflikt med naboens dreng, Mikkel. De endte med at slås ordentligt, og Maren græd, mens hun lagde kolde klude på Jens panden. Søren gik ud på gården, hvor Mikkel sad på en bænk, ked af det og med hovedet ned. Da han så på ham, gik en bølge af medlidenhed gennem ham.
Mikkel havde ingen far, kun en mor, der kæmpede alene. Søren satte sig ved siden af ham og sagde:
Du ser så trist ud, dreng. Du ved, hvad du har gjort? Mikkel mumlede bare.
Så må du tage ansvar, forstår du?
Stilheden sænkede sig, og Søren sagde så:
Du, Mikkel, rør ikke ved mine drenge. Forstået?
Mikkel nikkede, og Søren klappede ham på skulderen, før han gik videre.
Pludselig lagde han mærke til, at Mette stirrede på ham gennem gardinet, men han gik ikke hjem. Hans fødder bar ham ud i skoven, mens minderne fra deres teenageår flød frem. De var næsten alle 18: han, Mette og Maren. De havde lige afsluttet skole, og der var blevet holdt en stor afslutningsfest for både deres skole og nabobyens skole. Der var limonade, småkager og dans til gammeldags musik.
Alle var smukke og klædt op, men Maren var den smukkeste: en hvid kjole med blonder, høje sko, og en lang fletning ned til taljen. Hun strålede som en stjerne.
Den aften besluttede Søren sig for at fortælle Maren, at han stadig var forelsket i hende, selvom han skulle på værnepligt og ikke ville nå at sige det før. Men så kom skolelederens søn, Henrik, som alt for længe havde haft et øje på Maren. Han holdt hende tæt på dansegulvet, og Søren kunne kun stå i sidelinjen og se på, mens Maren lo og dansede.
Da festen gik på hæld, gik Maren hen til ham, greb hans hånd og sagde, at hun ville danse med ham. De dansede så længe natten varede, men hendes tanker var altid på Maren. Da efteråret kom, og han skulle af sted på tjeneste, hørte han, at Maren skulle giftes med Henrik. Søren græd af bitre tårer, mens hun ikke dukkede op til afsked.
Efterfølgende blev Maren gift med Henrik, og Søren skrev sjældent breve til sine forældre kun for at fortælle, at hun var gift, og at Maria (Mette) var flyttet til byen for at studere. Så gik hans ungdom også forbi.
Han kom tilbage til landsbyen med kort hår og en kortere snor på nakken. Maren havde allerede fået en lille dreng, Misser, og ventede et andet barn. Da han så hende, så han, at hun var gravid og ked af det.
Hvordan går det, Maren? spurgte han med rystende stemme.
Godt, der er intet at klage over, svarede hun.
Senere fandt han ud af, at Henrik var ved at miste sit job og gik ofte i konflikt med sin kone. Han var blevet fjernet som rektor og arbejdede nu som almindelig lærer. Familien levede knapt nok.
Da deres anden søn, Jonas, blev født, forsvandt Henrik en dag ved floden og blev aldrig fundet. Maren blev enke, og Søren tilbød sig at gifte sig med hende og tage sig af børnene.
De byggede et nyt hus sammen med hjælp fra forældre og naboer, der leverede jord og byggematerialer. Søren var vant til at svinge hammeren, så han tog selv hånd om byggeriet. Det nye hus duftede af savsmuld, men var fyldt med kærlighed.
Marens gamle ven, Maria, vendte tilbage til landsbyen efter et år i byen, med sin egen søn, der var lidt ældre end Misser. Hun og hendes eksmand var skilt, og hun gik rundt med en tristhed, hun aldrig skjulte. Hun var jaloux på, at Maren havde fundet så meget i Søren, som hun selv engang havde elsket.
Søren afviste hendes følelser og gik videre med Maren og de to børn. Nu var drengene vokset, men de skændtes tit. Søren talte ikke med Maria længere; hun var såret, men han forstod ikke, hvad han selv havde gjort forkert.
Vinteren kom med sne og stærk kulde. Drengene så hinanden sjældent, og Mikkel, som var Marias søn, blev mere stille og bekymret. Så fandt de ud af, at Maria var faldet syg og døde kort tid efter.
En sen aften, da Maren skulle i seng, hørte hun et knirken ved lågen, og nogen bankede på døren. Hun greb hurtigt sit nattøj på, gik ud for at åbne, og Søren fulgte med.
Udenfor stod Mikkel, med hovedet sænket.
Onkel Søren, kom ind. Mor vil snakke med dig sagde han med en rolig, men tung stemme.
Maren inviterede dem indenfor, og Søren gik ind i Mettes stue. Mette lå halvoprejst på de høje puder, skrøbelig og tynd.
Han satte sig på en stol ved siden af hende og så på hende.
Jeg har kun lidt tid tilbage, Søren sagde hun langsomt. Jeg skal fortælle dig en hemmelighed
Søren så forbløffet på hende.
Jeg vil bede dig om én ting fortsatte hun. Lad Mikkel blive hos mig. Husker du natten efter afskeden, da du gik i tjeneste? Sådan gik det til, at min mand blev far til dig. Jeg blev gravid med dig, så vi kunne ikke blive sammen
Hun begyndte at græde stille.
Søren gik hjem med en tung følelse i brystet. Han tænkte på den tågede nat og på hele Mettes triste liv. Kort efter blev hun begravet af hele landsbyen, og efter begravelsen samlede han Mikkel op og førte ham hjem.
Mikkel skal bo hos os sagde han, mens Maren sad på en lille plet og krydsede armene over brystet.
Han forklarede ikke meget, bare at Mette havde ønsket, at han ikke skulle sendes på børnehjem, fordi han ellers ville forsvinde. Så gik de videre og levede som en stor familie. Tine, den lille pige, blev passet af de tre drenge, mens Søren arbejdede, Maren holdt hjemmet i orden, og drengene klarede alt efter skole.
Søren indså, at hans egen søn faktisk lignede ham, hvis man så nøje efter. Han bekymrede sig ikke længere om inspektioner eller andre ting, der ikke betød noget for ham.
Uanset hvad, ville han aldrig forlade en dreng, hverken sin egen eller en andens.
Det er alt for nu. Jeg håber, du kan mærke den varme fra vores lille krog på landet. Vi snakkes ved snart. Kram.
