Jens passedede sin syge mor, mens hans kone Mette arbejdede. Men en dag så hun ham købe blomster og give dem til en anden kvinde.
Mette kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde følt sig så afslappet. Hendes forretningsrejse var blevet udskudt et par timer, og uden at sige noget til nogen slukkede hun telefonen og strakte sig ud i sengen. Tidligere samme morgen var hun kommet hjem fra landet, hvor hun havde tilbragt to dage uden et øjebliks hvile: rengøring, vask, madlavning alt imod konstant kritik fra sin svigermor og mand.
Ifølge svigermoren havde Mette “ødelagt” Jens, hun tjente ikke nok, og påstod, at det var hendes penge, der holdt familien flydende. Jens bakkede sin mor op og sagde, at Mette kunne gøre mere, da hun kom hjem fra arbejde tidligt og ikke engang behøvede at lave mad.
“Se, hvordan hun vasker gulvet,” irettesatte svigermoren sin søn. “Det tager hende timevis, hun kunne i stedet tage vasketøjet.”
Mette kunne ikke holde ud og svarede, at hvis de selv gjorde rent bare én gang om ugen, ville gulvet ikke være så beskidt. Det var bedre, hun havde holdt mund anklagerne haglede ned. Mette lukkede øjnene og sagde roligt:
“Jeg foreslog, I flyttede til byen. Så kunne både Jens og jeg passe på dig, og han behøvede ikke at sige sit job op.”
Jens blev rasende og snappede til hende:
“Så manden skal slide sig ihjel på arbejde og oven i købet passe sin mor? Du har sikkert en sten i stedet for et hjerte.”
Mette ventede ikke på mere. Hun åbnede bare døren og gik ud til bænken ved porten.
“Mette, hvad er der sket?” Foran hende stod naboens datter, Lise. De havde mødt hinanden før brylluppet, og Mette havde straks syntes godt om hende.
“Hej, Lise,” sukkede Mette.
“Er det din familie, der igen gør livet surt?” spurgte Lise.
“Du ved det.”
“Det er selvfølgelig ikke min sag, men jeg forstår ikke, hvorfor du bærer dem alle. Din mand er her hele tiden, men I lever ikke rigtig sammen. Hvorfor gør du det?”
“Vi valgte ikke det her liv, Lise. Vi kan ikke efterlade hans mor i den tilstand. Når hun bliver rask, kan Jens vende tilbage til byen.”
“Jeg tror, hun ville kunne løbe en marathon, hvis det betød, du skulle slæbe hende,” grinede Lise. “Jeg tror, hun spiller syg. Du var anderledes før. Hvad skete der? Har de hjernevasket dig?”
“Jeg ved det ikke… Hvis du har lyst, så kom forbi.”
Da telefonen ringede, så Mette, det var hendes chef. Han fortalte, at rejsen var rykket til næste dag ved middagstid. Mette følte lettelse det betød ekstra indtægt, for de blev godt betalt for rejserne. Det var også en måde at undgå Jens’ og hans mors konstante opkald, der kostede hende nerver.
Da hun fortalte dem om den uventede rejse, blev stemningen lettere. Aftenen forløb roligt, selvom de sov i hver sin seng, fordi han ikke ville gøre sin mor ked af det. Mette protesterede ikke hun var bare træt efter rengøringen og faldt straks i søvn.
Klokken to om natten vækkede svigermoren hende:
“Hører du ikke, jeg kalder på dig?”
Mette blinkede søvnigt.
“Jeg sov dybt. Hvad er der?”
“Giv mig mine piller.”
Mette så på hende: Afstanden til svigermorens sofa var længere end til medicinskabet eller til Jens. Men hun rejste sig alligevel. Hun faldt først i søvn igen klokken fem og skulle op klokken halv syv. Da hun ankom til byen, følte hun sig allerede udmattet, som om hun havde arbejdet en hel dag. Da hun hørte, rejsen var udskudt igen, kunne hun næsten ikke holde glæden tilbage. Hun slukkede telefonen og faldt i seng. Nu følte hun sig frisk og udhvilet.
Hun nåede endda at sætte makeup på roligt og komme til stationen. Hun var ligeglad med, at der var blevet lavet en fejl med destinationen det vigtige var, hun havde fået hvile.
En time før havde hun fået rejsegodtgørelsen, men for første gang besluttede hun sig for ikke at sende pengene til Jens. Hun vidste ikke helt, hvad der havde ændret sig. Hun havde allerede sendt det meste af sin løn, og nu ville hun gemme lidt til sig selv.
Der var kun tyve minutter til togets afgang, så Mette besluttede at købe vand i kiosken. Da hun skyndte sig, fik hun øje på Jens ved blomsterboden. Hun kunne ikke tro sine øjne: skulle han ikke passe sin syge mor? Han havde sagt, hun var så dårlig, han ikke turde forlade hende! Og nu købte han en buket.
Mette stoppede op og fulgte ham med øjnene. Kunne blomsterne være til en anden kvinde? Tanken slog hende, og selvom den ikke var rar, var tvivlen allerede plantet i hendes hoved. Der var ni minutter til togets afgang, men Mette greb billetten og fulgte efter, da hun så ham stige ind i en taxa. Hurtigt stoppede hun en anden bil og råbte til chaufføren:
“Følg efter ham, jeg betaler det dobbelte!”
Chaufføren rynkede brynene, men nikkede og kørte efter. Gennem vinduet så Mette, hvordan Jens omfavnede og kyssede en anden kvinde, inden han gav hende buketten, og hun satte sig i en bil. Mette følte, det vendte sig i hende. Chaufføren kiggede på situationen og smilede:
“Det er måske ikke, hvad du tror.”
Først nu så Mette ordentligt på manden bag rattet han så alt for velklædt ud til at være taxachauffør.
Mette havde aldrig kørt i så luksuriøse biler før. Måske havde han haft en svær periode og måtte tage ekstrajob. Mens hun tænkte, drejede bilen ind i en gårdsplads og stoppede foran hendes lejlighed. Hun så Jens og den fremmede kvinde gå ind i opgangen. Tårerne trængte sig på.
Så mens hun var på forretningsrejse, og den “syge” mor var på landet, tog han andre med i hendes lejlighed?
“Skal du derind?” spurgte chaufføren medfølende.
“Nej, det giver ingen mening,” svarede Mette.
“Godt. Du misser alligevel toget. Hvor skulle du hen?”
Mette nævnte en by to hundrede kilometer væk.
“Det er fjollet. Lad os få en kaffe, så falder du til ro, og så kører jeg dig,” tilbød han.
“Jeg har ikke råd til så lang en taxa,” protesterede hun.
“Hvor ser du en taxa? Jeg skulle bare køre min far til toget. Han besøger min tante hver sommer. Og så hoppede du ind.”
“Undskyld.” Mette følte sig flov
