Kære dagbog,
31. december, kl. 16.00 Jeg står ved køkkenbordet i vores lille lejlighed på Nørrebro, mens Tove (min svigermor) kritiserer min julesalat som om hun var en tv-kritiker på DR. Hvem skærer så grove tern af rødbedemiddelfrø? De er større end småkager til skoven! råber hun, og hendes stemme drukner lyden fra TVet, hvor Jesper på TV2 igen planlægger at tage i sauna.
Jeg holder kniven over en skål med kogt gulerod. Mine ben er hævede i de slidte hjemmesko, og på fingeren brænder et frisk snit. Jeg trækker vejret dybt, prøver at holde roen, mens jeg mærker, hvordan min hals brænder af frustration.
Tove, det er almindelige tern, så er de. Hvis du ikke kan lide dem, så lad bare salaten stå. Vi har tre andre retter, du kan vælge imellem, siger jeg så stille, at min stemme ikke ryster.
Hun flarer med armene, næsten får den lille sauceskål til at vælte. Hvordan kan du tale sådan til mig, din svigerdatter? Jeg er her for at fejre, for at samle familien, og du giver mig kun en brødskræl! udbryder hun. Mikkel! Hører du, hvordan hun taler til mig?
Mikkel, min mand, sidder i stuen og kæmper med en julelysestage, som en struds, der gemmer hovedet i sandet, forsøger han at holde fred.
Ol mamma, så rolig, så rolig, råber han fra sofaen. Skær mere fint, er det alt, du beder om? Mor har jo været professionel kok, hun ved bedst, hvad der gælder.
Tove retter sig stolt, justerer den store bros på sin ørering. Jeg har været køkkenchef! Jeg har haft hygiejneforskrifter, der kunne skræmme en tandlæge! udbryder hun. Og du, Kirsten, har så meget rod i køkkenet! Håndklædet er plettet, og du tør dine hænder på det. Det er usundt!
Jeg lægger kniven fra mig. Indeni bygger en stille, men ubønhørlig vrede sig op en vrede, der har været med mig gennem mange nytår, men som nu virker tungere end nogensinde. Tove er her for at hjælpe, men i virkeligheden inspicerer hun hvert hjørne og udpeger mig som uorganiseret, min søn som underernæret, mine børn som fraværende.
Håndklædet er rent, jeg tog det ud i morges. Bare rødbedesaften har dryppet på, svarer jeg roligt. Kan du ikke gå ud af køkkenet? Jeg skal stege gåsen, det er for varmt her.
Gåsen? spørger hun skeptisk. Har du marineret den i mayo, som sidste år? Det er forfærdeligt! Gåsen skal ligge i en brombærsauce med enbark i to dage. Jeg sendte dig opskriften på Facebook. Har du læst den?
Jeg har lavet min egen version med æbler og honning. Det er, hvad Mikkel kan lide, svarer jeg.
Hun sukker og nikker, mens hun peger på mine træthedsspor: Dit hår er som en stribet klud, dine øjne er hætteklude. Du burde smøre en agurkmask på dig, så Mikkel kan se en dronning i stedet for en opvaskemaskine.
Jeg holder fast i min tålmodighed for mandens skyld. Jeg placerer gåsen i ovnen, slukker lyset på timeren og går i badeværelset, hvor vandet løber, og tårerne endelig får lov til at flyde. Jeg sidder i fem minutter på kanten af badekarret og græder, mens mascaraen løber ned ad kinderne. Jeg er 35 år, chef for en logistikafdeling med 20 ansatte, ejer af denne lejlighed, som jeg har købt sammen med Mikkel med min arv. Hvorfor skal jeg holde af dignitet i mit eget hjem?
Familien er vigtig, hvisker min indre stemme, som min mors sagte hvisken. Vær tålmodig, lad den lille uenighed gå over. En smuk fred er bedre end en vild konflikt.
Jeg vasker mig, lægger på plastikkort og forsøger at smile til mit spejlbillede. Fem timer i alt til at overleve natten, lytte til klokkerne, spise, og så gå hjem til min veninde.
Jeg forlader badeværelset, og duften af gran og stegt kød fylder lejligheden. I soveværelset ligger min mørkeblå fløjlskjorte med en smuk rygudskæring på stolen en kjole, jeg har brugt halvdelen af min bonus på at købe til nytår.
Åh, Kirsten, skal du have den på? råber Tove, da hun træder ind uden at banke.
Det er min festkjole, svarer jeg.
Hun rynker panden. Fløjl er tungt. Du vil ligne en gammel kedel. Farven er så dyster. Nytår bør være lyst, glitrende! Jeg har en glitrende cardigan, du kan låne.
Tak, men jeg holder mig til min kjole, siger jeg.
Tove griber efter lynlåsen på min kjole, så den hopper ud af min hånd. Jeg står stille, mens hun forsøger at hjælpe, så jeg næsten falder.
Klokken 22.00 er bordet dækket. Krystaller glitrer, stearinlys brænder, og gåsen ligger prangende i midten. Mikkel har på sig en pæn skjorte, Tove er i sin glitrende festkjole og bærer alle sine guld smykker, som om hun var en juletræ.
Jeg føler mig som en presset citron. Jeg har hverken humør eller appetit. Jeg vil bare have, at dette øjeblik slutter.
Lad os byde det gamle år velkommen! udbryder Mikkel, mens han skænker champagne. Det har været et hårdt år, men vi har klaret det sammen!
Hårdt for mig, svarer Tove, løfter glas. Min helbred er skrøbeligt, blodtrykket springer. Ingen hjælp. Sønnen arbejder, svigerdatteren er altid på arbejde. Ingen børnebørn. Jeg er ensom…
Mikkel forsøger at forsikre: Vi ringer, vi kommer på besøg.
Kun en gang om ugen, for at tjekke af, svarer hun. Lad os nu drikke for at kvinderne tager deres roller mere alvorligt.
Jeg skænker et glas, mærker boblerne brænde på tungen. Jeg rækker en skål med hjemmelavet sildesalat til Tove. Hun tager en bid, smager, rynker på ansigtet og siger:
Salaten er for salt, rødbederne er for hårde, mayonnaise du har hældet eddike i den? Det smager som en eddikebombe!
Det er citron, svarer jeg stille.
Citron i sild? Hvem har lært dig at lave mad? Din mor? Tove fløjtede.
Det rammer mig som en knivsæg. Min mor døde for tre år siden; hun arbejdede to job for at forsørge mig, men hun lavede aldrig brombærmarinerede gåse. Jeg mærker en smerte, der brænder i ansigtet.
Du har ingen ret til at tale om min mor, hvisker jeg.
Tove ryster på hovedet, men fortsætter: Giv mig brød, så vi kan spise denne salat.
Mikkel rækker brødet uden at kigge på mig. Han spiser som om han er usynlig.
En pludselig ro falder over mig. Jeg ser på Mikkel den mand, der lovede at stå ved min side i både storm og solskin. Han har ladet sin mor trampe på min mors minde, men nu ser jeg, at jeg kan stå alene.
Mikkel, smager du det? spørger jeg.
Det er fint, svarer han. Lad os ikke skændes ved bordet. Mor har bare sagt sin mening.
Jeg rejser mig langsomt. Tove beder mig om at hente mere mad: Hvor er jeg? Er du på vej til ovnen?
Jeg går ikke efter mad, svarer jeg.
Jeg går ud i gangene, tager fløjlen af, trækker en varm jakke på, pakker en lille sportstaske med tandbørste, pyjamas og mobiloplader. Jeg tager en pelskåbe på, støvler og en hue. Fra stuen hører jeg Tove snakke om en multikocher: Den er bare en død madmaskine! Du skal bare bruge den rigtige gryde i den rigtige ovn
Jeg kigger ind i stuen.
Jeg er ikke såret, Tove, siger jeg roligt. Jeg har bare trukket nogle konklusioner.
Mikkel taber en gaffel på gulvet.
Hvor skal du? Spørger han. I jeans?
Jeg går, svarer jeg.
Hvorhen? Til butikken? Jeg løber efter dig!
Nej. Jeg forlader huset. Spis gåsen med æbler, ikke brombær. Smid salaten ud.
Stop med at lave cirkus! Skriger Tove. Kom til bordet nu! Gæsterne er ved døren, klokken slår om en time!
Jeg har ingen gæster, svarer jeg. Jeg har to fremmede i mit hus. En, der hader mig, og én, der er ligeglad. Godt nytår til jer.
Jeg vender mig om og går mod døren.
Kirsten! Vent! råber Mikkel, kaster en stol og løber efter mig. Hvor skal du hen i nat?
Til den, der værdsætter mig, svarer jeg.
Jeg åbner døren. Sneen falder blidt, kun en svag lyd fra fjernt fyrværkeri. Jeg trækker vejret ind, den kolde luft gør mig levende.
Jeg ringer til min veninde Sofie.
Sofie, sover du? spørger jeg.
Kirsten! Vi danser her! Skal du komme?
Må jeg komme nu? beder jeg.
Sofie tøver, men svarer så: Kom hurtigt! Koden er 1234.
Jeg bestiller en taxa. Prisen er høj nytårsaften er dyr, men det betyder intet. Den gule bil stopper, jeg sætter mig bagpå, og for første gang i dag smiler jeg.
Sofies lejlighed er fyldt med duften af appelsiner og ris. Hun har en sjov juletrøje med rensdyrene på. Hun krammer mig så hårdt, at knoglerne knirker.
Kom ind, min ven! udbryder hun. Vi har masser af champorgløgg og plov!
Der er børn, en hund, nogle venner, musik og ingen stive ansigter. På bordet ligger simple papirlommetærsker, en stor gryde plov, brød med leverpostej og en skål med mandariner.
Kirsten, du er lige i tide! råber Misha, min ven, mens han fylder glas med skumfiduslikør. Vi laver nytårsønsker nu!
Jeg får en skål varm plov, og Sofie siger: Spis, du er sulten. Jeg kender dig, du vil ikke lade maden ligge på tallerkenen.
Ploven smager himmelsk ingen overflødige brombær, ingen hygiejneinspektioner, kun kærlighed.
Jeg fortæller kort om gåsen, salaten, det grå hår og den tavse Mikkel.
Hvilken drillepind, svarer Sofie. Din mor er en hekse, du gjorde rigtigt at gå. Du fortjener en mand, der kan bære dig som en dronning.
Min telefon brummer. 20 ubesvarede fra Mikkel, fem fra Tove. Beskeder: Kirsten, kom tilbage, vi kan ikke finde proptrækkeren!, Hvor er servietterne?, Mor græder, blodtrykket stiger!, Du er egoistisk, hvordan kunne du forlade os på nytår?.
Jeg læser dem og griner, tårerne triller. De kan ikke åbne en flaske, griner jeg, mens jeg tørrer øjnene. To voksne mennesker kan ikke finde en proptrækker.
Sofie snupper min telefon, slukker den og siger: Dette er din nat. Lad os danse!
Vi danser til klokken slår tre. Jeg glemmer smerten, min ryg, og al den gamle byrde. Jeg føler mig levende.
Den første januar vågner jeg på Sofies sofa. Hovedet dunker lidt, men jeg er klar. Jeg ved, at jeg skal hjem, men uden at undskylde. Jeg skal bare afslutte kapitlet.
Jeg går tilbage til lejligheden omkring middagstid. Døren er mørk, lugten af røg og alkohol hænger i luften. På gulvet ligger den forsvundne proptrækker, som vi ikke kunne finde.
Stuen er rodet, tallerkener ligger i bunker, gåsen ligger urørt kun et vinge er revet af, som om appetitten forsvandt uden hushjælpen.
Mikkel ligger på sofaen under et tæppe, søvnen har overtaget ham. Tove er væk, døren til gæsteværelset er lukket.
Jeg går ind i køkkenet, slår mine hæle mod fliserne, åbner vinduet, lader den kolde vinterluft stråle ind. Jeg laver kaffe; lyden af kaffekværnen er som et kanonslag i stilheden.
Mikkel dukker op i køkkenet, træt, med et skyldbetonet udtryk.
Kom til? spørger han hæs. Tak for festen. Jeg har drikket valium hele natten.
Selv tak, svarer jeg, hældende kaffe i min yndlingskop. Håber du kunne lide gåsen?
Vi spiste den ikke. Stemningen var dårlig. Kirsten, ved du, hvad du har gjort? Du har gjort mig flov over for min mor. Hun tænker på at flytte ud.
Det er den bedste nyhed i år, svarer jeg.
Du er blevet en fremmed, siger han. Kold og hård.
Jeg er mig selv nu, svarer jeg. Jeg vil ikke længere være den bekvemme brik i jeres puslespil. Jeg vil være lykkelig.
Pludselig åbner døren til gæsteværelset, og Tove stormer ind, håndklædet fugtigt på pannen. Endelig! udbryder hun. Jeg har kaldt en taxa! Jeg kan ikke være i samme rum som denne kvinde!
Tove, siger jeg, ser hende i øjnene. En taxa er en god idé. Men tag også dine opskrifter, råd og kritik med.
Tove sukker og siger, at hun vil tage sin taxi med alle sine råd. Jeg står ved vinduet i det vinterlige sollys, rolig og smuk.
Mikkel sætter sig ved bordet, lægger hovedet i hænderne.
Undskyld mig, Kirsten. Jeg er dum. Jeg har altid gjort, hvad du sagde, fordi jeg var bange for at såre dig. Men jeg sårede dig.
Jeg lægger min hånd på hans skulder.
Du er en idiot, men du har en chance for at ændre dig, siger jeg.
Hvad? spørger han.
Tag skraldeposen, lad os rydde op i dette rod. Så spiser vi gåsen med hænder og ser Harry Potter. Hvis jeg hører et ord om støv, går du efter din mor.
Han nikker, og et glimt af håb tennes i hans øjne.
Vi ryddede i stilhed, men effektivt. Vi smidt de dårlige salater ud, vaskede op, og inden længe skinner lejligheden igen. Vi sad på sofaen under et tæppe, spiste den kolde gåse (som overraskende nok smagte fantastisk) og grinede over Weasleys narrestreger.
Min telefon vibrede igen. En besked fra Tove: Jeg er ankommet. Hjertet gørJeg gik ud i den stille sne og vidste, at jeg endelig havde fundet min egen fred.
