Den ensomme rengøringskone fandt en telefon i parken. Da hun tændte den, kunne hun knapt samle sig.
Mette Valdemarsen tog tidligere afsted på arbejde end sædvanligt. I weekenden efterlod ungdommen altid en masse affald, så kvinden ankom klokken fire om morgenen for at nå det hele. Hun havde arbejdet som rengøringskone i mange år. Engang havde hendes liv set helt anderledes ud.
Med kosten i hånden mindedes Mette sin elskede søn, som hun havde fået alene som 35-årig. Hun havde ikke haft held med mænd, så hun besluttede at vie sig til barnet. Hun forgudede sin lille Nikolaj. Drengen var klog og smuk. Kun én ting bekymrede hende: han hadede at bo i dette kvarter.
«Mor, når jeg bliver stor, bliver jeg en rigtig mand!» sagde han ofte til Mette.
«Selvfølgelig gør du det, min skat. Hvad ellers?» opmuntrede hun ham.
Lige så snart han fyldte 16, flyttede han hjemmefra og ind på et kollegie tættere på sin tekniske skole. Mette Valdemarsen kunne ikke lide, at han nu boede så langt væk, men han lovede at komme oftere på besøg.
I starten kom Nikolaj virkelig regelmæssigt. Men så mødte han en pige, og hans besøg blev færre. Og så vendte han tilbage for at fortælle, at han var dødeligt syg. Mette forstod ikke, hvorfor hun og hendes søn skulle gennem så store prøvelser.
Hun samlede alle sine krafter til kampen. Lægen anbefalede behandling på en anden klinik, men det krævede en formue. Uden tøven solgte den sønderknuste mor sin lejlighed. En nat ringede telefonen.
«Der er ikke mere at gøre for din søn!» meddelte lægen.
Mette Valdemarsen ønskede ikke at leve længere. Hendes liv havde mistet mening uden sin elskede søn.
En morgen, som sædvanlig, gik Mette ud for at feje gården.
«Godmorgen!» hilste Svend Ludvigsen, der var ude at gå tur med sin hund.
«Godmorgen! Er du tidligt oppe i dag?» svarede Mette.
«Ja, det er kedeligt at sidde derhjemme. Jeg går en tur med Buster og snakker lidt med dig,» sagde manden muntert.
Svend Ludvigsen var en ensom ungkarl. Mette følte sig lidt forlegen over hans opmærksomhed.
«Nå, men vi går videre, så vi ikke forstyrrer dig,» sagde han og fortsatte sin tur med hunden.
Mette gik i gang med arbejdet, men pludselig så hun noget på en bænk. Det var en telefon. Hun kiggede sig omkring der var ingen i nærheden. Hun tog enheden og tændte den. På skærmen lyste der fotos op. Nogen havde taget billeder og glemt telefonen. Da hun kiggede nærmere på billederne, begyndte hun pludselig at græde.
«Min dreng! Min Nikolaj!» hulkede hun.
Pludselig ringede telefonen. Mette blev forvirret, men besluttede at tage den.
«Hallo! Hallo! Det er min telefon kan jeg få den tilbage?» lød en kvindestemme.
«Ja, selvfølgelig. Jeg fandt den på en bænk i parken. Kom forbi denne adresse,» svarede Mette og dikterede adressen.
Pigen kom for at hente telefonen. Da døren åbnede, så Mette en dreng stå bag hende.
«Hvorfor har du billeder af min søn på din telefon?» spurgte Mette.
«Af Nikolaj?» sagde pigen forundret.
Drengen trådte ind i lejligheden.
«Nikolaj!» råbte Mette Valdemarsen og besvimede.
Drengen skyndte sig hen til hende:
«Hvad er der med hende?»
«Hun har måske forvekslet dig med en anden. Vi skal ringe efter en læge,» svarede pigen.
Efter et kvarter kom lægen og fik Mette til bevidsthed igen. Da de var gået, fandt hun endelig ud af, hvorfor hendes søns billeder var på telefonen.
Mette, stadig rystet, så på pigen.
«Kender du mig? Hvordan fik du billeder af min Nikolaj?» spurgte hun, knap nok i stand til at kontrollere sine følelser.
«Jeg hedder Lise,» svarede pigen. «Jeg datede engang din søn. Men han forlod mig, da han fandt ud af, jeg var gravid,» sagde hun med et tungt suk.
«Forlod dig? Hvordan? Han nævnte aldrig dig,» sagde Mette forvirret.
«Vi var sammen i nogle måneder. Så fortalte jeg ham om babyen. Derefter forsvandt han bare. Jeg besluttede at lade ham gå. Jeg troede, han var bange.»
«Nej, Lise. Nu forstår jeg, hvad der skete. Min søn blev alvorligt syg. Han ville ikke være en byrde for nogen, heller ikke dig. Nikolaj har været borte i mange år» Mette kunne ikke holde tårerne tilbage.
Lises øjne blev store.
«Borte? Hvad mener du?»
«Han gik bort. Jeg solgte lejlighed for at redde ham, men selv det hjalp ikke. Vi nåede det ikke»
Lise tænkte sig om og sukkede:
«Nu forstår jeg. Han ville beskytte mig. Han ville ikke give mig mere sorg.»
Så kaldte hun på drengen, der havde stået i baggrunden.
«Jakob, kom her!»
Drengen kom ind i stuen.
«Ja, mor?»
«Jakob, husker du, jeg fortalte, din far forlod os? Det var ikke sandt. Han blev syg og døde, før du blev født. Og det her det er din bedstemor,» sagde Lise og så på Mette.
Mette blev rørt. Hendes blik fyldtes med varme, da hun så sin barnebarn.
«Bedstemor,» sagde Jakob skyldbevidst.
«Kom her, min dreng.» Mette omfavnede ham.
Lise smilede:
«Vil du flytte til os? Vi har plads, og vi vil elske at have dig. En bedstemor er altid god at have!»
«Nej, Lise. Jeg er glad for mit kvarter. Men jeg kommer gerne på besøg,» svarede Mette.
Lige da bankede det på døren.
«Må jeg komme ind?» Svend Ludvigsen stod i døråbningen med et stort blomsterbuket. Han rakte det til Mette og sagde:
«Til dig, Mette Valdemarsen. Skal vi gå en tur?»
«Ja tak,» smilede hun.
Fra køkkenet kiggede Lise og Jakob frem.
«Tager du os med?» spurgte de i kor.
«Hvis I opfører jer pænt,» grinede Svend.
To måneder senere blev Mette Valdemarsen gift med Svend Ludvigsen. Hans hund, Trofast, var særlig glad for de nye familiemedlemmer. Han gik ofte tur med Jakob, mens den lykkelige bedstemor bagte småkager til dem alle.
