Den fortrængte kvindes hævn
Fysiklærer i en landsbogskole, Anton Sørensen, giftede sig for anden gang. Han var en årgang på 41, mens hans elskede kone, lille Annette, kun var 30. Hun var ung, smuk, blændende og sød, og hun havde vundet hans hjerte på én gang.
Efter sit første ægteskab med Tanja havde han været skilt i ni år. De havde en datter sammen, lille Vibeke, som Anton elskede højt. Men Tanja var flyttet tilbage til sin hjemby efter skilsmissen, og siden da havde han ikke set hende eller fået lov til at se sin datter.
“Anton,” sagde hans nære ven, Steen, der arbejdede som politibetjent i landsbyen, “du er da blevet skilt fra den ene hysteriske kvinde, så hvorfor ikke få dig en ny?”
“Jo, måske,” sagde Anton. “Men jeg har ikke mødt nogen, der rigtig fanger mig. Der er masser af piger, men… Jeg er også bange for at vælge forkert igen.”
Så ankom en ny sygeplejerske til landsbyen Anna. Anton mødte hende tilfældigt, da han kom hjem fra skolen.
“Hvem er det nye ansigt?” tænkte han, da han gik forbi hende. Deres blikke mødtes, og hun hilste først. Han svarede.
“Steen, hvem er den nye pige i byen?” spurgte Anton sin ven, da han stoppede forbi hans kontor.
“Hvem? Hvad snakker du om?”
“Jeg mødte lige en ung kvinde lyshåret, slank, ser seriøs ud.”
Steen kradsede sig i nakken. “Nåh, det må være sygeplejersken, Anna. Hun er kommet for tre dage siden og arbejder på klinikken. Fru Hansen er gået på pension.” Han grinede. “Hun er da flot nok. Gå efter hende, før nogen andre gør!”
Det var ikke svært at lære Anna at kende. Allerede to dage senere mødte han hende efter arbejde eller i hvert fald, som om det var tilfældigt.
“Hej, jeg er Anton. Jeg underviser i fysik på skolen. Og forresten, jeg er ikke gift,” sagde han med et smil. “Hvad med dig? Sygeplejerske men hvad med din civilstand?”
“Hej. Ja, sygeplejerske. Og hvorfor er min civilstand så vigtig for dig?” spurgte hun alvorligt.
“Meget vigtig. Mere end du aner.”
Siden da så de hinanden, og snart var der en lille bryllupsfest i det lokale landbrugscafé.
Anna var også tidligere gift kun i et knapt år og takkede Gud for, at hun ikke var blevet gravid. Henden mand havde vist sig at være en drukkenbolt, og hun havde forladt landdistriktsbyen i stilhed for at starte på ny i denne landsby.
På første skoledag efter sommerferien var der tradition for, at alle lærerne fejrede årets start efter den officielle åbningsceremoni.
“Annette, jeg bliver nødt til at blive længe i aften. Du ved, det er en tradition for os lærere jeg kan ikke lade dem i stikken.”
“Fint, Anton. Men pas på, at du ikke kommer hjem med fremmed parfume på dig igen.”
“Åh, Annette, det var ikke andet end at fru Jensen hangede sin jakke over min,” forklarede han. Her forstod han, at hans kone var jaloux.
Aftenen var dejlig, lidt kølig. Ved bordet skålede alle for hinandens fremtid karrierer, børn, børnebørn. Lærerne var i højt humør, og Anton var også glad. Kun fru Jensen så trist på ham. Hun var en kvinde i sine bedste år, men havde aldrig været gift. Længe havde hun håbet at vinde Anton, men så kom den unge sygeplejerske og tog ham fra hende.
Efter festen kom Anton hjem i svirende humør, åbnede døren og så, at huset var mørkt.
“Annette!” råbte han munter, mens han hængte sin jakke op. “Jeg er hjemme, hel og holden!”
Han gik ind i stuen, men der var også mørkt. Han troede, hun læste i sengen hun elskede at læse.
“Annette, der er du jo,” sagde han og så hende sidde på sengen med benene foldet under sig, læselampen tændt og en bog i hånden. “Aftenen gik fint, og jeg er ikke engang sent hjemme. Drukket har jeg måske lidt,” grinede han.
Anna så op på ham, men hendes øjne var kolde og tomme.
“Hvad er der, Annette?” spurgte han bekymret. “Du plejer altid at smile, når jeg kommer hjem. Er du bekymret for, at jeg har drunket for meget? Nej, bare lidt det var jo en fest!” Han lo igen, men hun reagiert ikke.
Anna nikkede mod stuen og sagde tørt:
“Der ligger et brev på bordet. Læs det.”
Anton gik ud og så et åbnet kuppert.
“Noget væsentligt, når hun er sådan,” tænkte han. Brevet var adresseret til ham i en smuk håndskrift, men afsender var ukendt. Han tog det og satte sig i lænestol
