12. december 2025
Kære dagbog,
Jeg har altid set Signe fra studietiden på Aarhus Universitet. Jeg var forelsket i hende, blind og dum som en ung fyr, og da hun endelig lagde mærke til mig, mistede jeg forstanden. Det var kun et par år efter vores dimission, da vi begge begyndte at arbejde i samme firma en lille konsulentvirksomhed i København så vores veje krydsede igen. Jeg troede, det var skæbnen.
Signe virkede som den perfekte kvinde for mig. Jeg havde aldrig selv været gift, så jeg bekymrede mig ikke om, at hun allerede havde en mand. Da jeg besluttede mig for at forlade min egen kone for hende, følte jeg mig på toppen af verden. Man siger jo, at man ikke kan bygge lykke på andres ulykke, men jeg så det ikke så langt.
Først var alt som i en drøm. Jeg kunne tilgive hende alt, og hun stod bag mig med et smil. I det daglige var hun dog ikke den prinsesse, som hun præsenterede på kontoret. Tingene lå spredt rundt i lejligheden, og hun nægtede at vaske op. Alt husarbejde faldt på mig, men i den tid var jeg ligeglad.
Hun glemte hurtigt sit tidligere ægteskab. Der kom ingen børn, og alt var jo kun hendes forældres idé om at gifte sig. Med mig var alt nyt eller i hvert fald sagde hun det.
Lykkens krone forsvandt så snart jeg blev gravid. Signe var i starten henrykt over, at vi skulle få en lille pige, og vi planlagde en stor familiefest, hvor alle ønskede os god vind og sundhed. Den aften er en af mine bedste minder, og jeg fortryder den ikke, men min blinde kærlighed begyndte at falme.
Da maven voksede, så jeg Signe færre gange. Jeg gik på barsel, så vi kun så hinanden sent om aftenen. Hun blev længere på kontoret og deltog i flere firmafester. Det irritatede mig, men det gik langsomt ned i benene på mig, for jeg kunne ikke længere bøje mig for at samle de spredte sokker.
Jeg begyndte at undre mig: Skrev vi for hurtigt på vores familie? Jeg vidste, at følelsen kølede, men jeg havde ikke regnet med, hvor hurtigt det skete. Selvom hun stadig kom med blomster og chokolade, ønskede jeg bare, at hun var til stede.
Det gik op for mig, at hendes arbejdsopgaver var mere end bare undskyldninger. På en kaffepause nævnte en kollega, at en ny medarbejder havde sluttet sig til afdelingen vi havde mangel på personale, og da jeg gik på barsel blev situationen kritisk. Ironien slog mig.
Jeg fandt et lille lappeskilt i hendes jakke med initialer, jeg ikke genkendte. Jeg lagde det tilbage uden at sige noget. Det var skræmmende at stå alene i 7. måned af graviditeten, mens hun klagede over, at jeg var irrationel. Hver diskussion endte med et tungt suk fra hende. Jeg vidste, at hvis jeg bragte emnet op, så ville jeg ende alene, og frygten for at miste hende holdt mig mundlam. Der er et gammelt dansk ordsprog: Den, der er bange for en ting, får den ofte.
Den sidste kniv i hjertet kom, da hun sagde: Jeg er ikke klar til børn, og: Jeg har en anden. De ord gik som en kold brise gennem mig, og jeg følte, at jeg mistede forstanden.
Det var overraskende at finde styrken til at indgive skilsmisse. Signe havde ikke forventet, at jeg ville sætte grænser, og jeg smed alle hendes ting ud dagen efter. Jeg var lettet over, at vi kun lejede lejligheden, så der ikke var nogen opdeling af ejendele.
Hvad med barnet? Hvordan skal du klare dig? spurgte hun. Jeg finder et hjemmearbejde, og mine forældre hjælper, svarede jeg. Min mor havde altid sagt, at Signe var en kvindesluger, men jeg lyttede først for sent.
Ansvarligheden for vores lille pige gav mig mod. Jeg ville ikke opdrage et barn med en far som hende. Hendes forræderi var så groft, at jeg ønskede intet med hende længere. Som et slør løftedes fra mine øjne.
De første måneder efter skilsmissen og fødslen var hårde. Jeg flyttede ind hos mine forældre, som blev meget glade for at have deres barnebarn. Jeg savnede Signe, men jeg holdt mig fra at tænke på hende. Jeg vidste, at jeg havde gjort det rigtige, og at jeg ville kunne give min datter alt, hvad hun behøvede.
Snart fandt jeg arbejde som fjernoversætter af juridiske dokumenter. Der var måneder uden indtægt, men mine forældre støttede mig. Efter et stykke tid havde jeg en stabil kundebase og behøvede ikke længere deres hjælp.
Min datter voksede hurtigt, og før jeg vidste af det, havde hun brug for sit eget værelse. Mine forældre ville ikke flytte, men jeg havde brug for et hjemmekontor, og hun et roligt sted at studere. Jeg havde nu råd til at leje en lejlighed.
Alt faldt på plads. Børnehaven blev til skole, første klasse til femte, og for første gang i lang tid følte jeg mig fri og lykkelig. Så pludselig dukkede Signe op igen.
Vores by er ikke så stor, og i den juridiske branchen kender alle hinanden. Så Signe fandt hurtigt min nye adresse. Jeg fortrød, at jeg ikke havde flyttet med min datter til en anden by. Signe sagde, at hun var for ung og dum, at hun havde forladt sin egen far, og at hun gerne ville møde vores pige.
Loven forhindrer ikke en far i at se sit barn, og jeg ved, at hvis Signe virkelig vil, vil hun finde en måde. Men jeg er rædselssyg ved tanken. Jeg har sagt, at jeg vil tænke over det, men i virkeligheden kan jeg ikke bearbejde, hvad der sker. Jeg vil finde en måde at beskytte min datter på.
Måske er dette en straf for at have revet Signe væk fra hendes første ægteskab. Måske bør jeg flytte til en anden by? Jeg ved det ikke, men jeg har lært, at man aldrig kan bygge sit eget lykke på andres smerte, og at ærlighed over for sig selv er den eneste vej ud af et kaotisk liv.
Mikkel Andersen.
