Jeg sad lige og tænkte, at vi måske er en forkert slags familie.
“Hvor er det godt, at jeg har dig,” sagde Alexander og krammede sin kone.
“Og jeg er så lykkelig for, at du er her med mig!” svarede Hanne.
“Hvem skulle jeg ellers være med?” grinede han. “Selvfølgelig kun med dig. For du er min skæbne. Du er den bedste kvinde i verden.”
Hanne svarede ikke, hun kyssede ham blot på kinden og skyndte sig ud i køkkenet for at tage kagen ud af ovnen.
I dag fejrede parret deres sølvbryllup. De havde valgt at holde det stille og hyggeligt, kun med deres børn. De havde to: sønnen Mads, der gik i 10. klasse, og datteren Freja.
Freja var lige færdig med universitetet, havde fået arbejde og flyttet hjemmefra. Hun lejede en lejlighed tæt på sit job, selvom Hanne havde prøvet at overtale hende til at blive.
“Hvorfor bruge penge på at bo til leje?” havde Hanne spurgt. “Du har dit eget værelse her, vi bor så godt sammen. Hvorfor flytte? Når du engang skal giftes, kan du jo flytte.”
“Mor, jeg elsker dig og far højt, og jeg ved, I ikke smider mig ud. Men jeg vil gerne prøve at klare mig selv. Og…” Freja grinede skælmsk, “du laver så lækker mad og sådan nogle kager, at jeg er bange for at blive til en hval. Du er så slank, du kan spise alt og tager ikke på, men jeg har desværre ikke arvet det! Jeg skal passe på min figur, og det kan jeg ikke, hvis jeg bor hos jer. Jeg kan simpelthen ikke modstå dine lækkerier.”
Hanne smilede, mens hun så på sin datter. Freja lignede hende slet ikke. Hanne var lille og spinkel, næsten barnlig i sin fremtoning. Hun brugte sjældent makeup, samlede ofte håret i en hestehale, og klædte sig enkelt. Freja derimod var en skønhed hun lignede sin far.
Alexander var en imponerende mand. Høj, velbygget. Med årene var han blevet lidt fyldigere, hvilket ikke var underligt, når Hanne bagte så mange kager. I sin ungdom havde han været utrolig flot, og selv nu, som 48-årig, var han en attraktiv mand.
Hanne vidste godt, at hun ikke så særlig imponerende ud ved siden af ham. Hun var vant til hvisken bag sin ryg, men lod det være ligegyldigt, for hun vidste for sin mand var hun den smukkeste kvinde i verden. Den mest ønskværdige.
***
Da Hanne mødte Alexander, var hun 20, og han var 22.
Den septemberdag var hun på vej til sin studiekammerat og veninde Theas fødselsdag. Hun havde allerede købt en gave, men besluttede at købe en lille buket blomster på vejen.
I blomsterbutikken var der kun én anden kunde en ung fyr, der stod og kiggede på buketter. Den søde ekspeditrice hjalp ham, mens hun kiggede på ham med åbenlys interesse. Hanne kiggede også på ham og forstod hvorfor. Han var utrolig smuk.
“Med sådan et udseende burde han være skuespiller,” tænkte hun. “Måske er han det?”
Pludselig lagde han mærke til hende og henvendte sig.
“Hey, hvilken buket synes du bedst om? Den her med røde roser eller den med pæoner?”
Hanne blev forlegen. Hun havde ikke regnet med, at han ville tale til hende, men svarede alligevel:
“Jeg ville vælge pæoner, selvom de fleste piger foretrækker roser.”
“Er det til din kæreste?” spurgte ekspeditricen.
“Min kæreste?” Han så forvirret ud. “Nej, jeg kender ikke engang den, jeg køber dem til.”
“Hvad?” Ekspeditricen og Hanne udvekslede forbløffede blikke.
“Min ven skal til sin kusines fødselsdag, og han overtalte mig til at følge med,” forklarede han. “Jeg kunne da ikke komme med tomme hænder, så jeg tænkte på blomster. Men der er så mange valgmuligheder, at jeg ikke kan beslutte mig.”
“Hvis du vælger roser, kan du ikke gå galt,” sagde Hanne.
“Kan du lide roser?” spurgte han pludselig.
Hanne følte, at hun rødmede. Hun så ned og mumlede:
“Jeg kan bedst lide markblomster, men roser er også smukke. De kan alle lide dem, vel?”
“Det er interessant,” sagde han. “Jeg kan også godt lide markblomster. Min mor plejer altid at bringe en buket med, når hun kommer hjem fra sommerhuset. Der er en eng i nærheden med de smukkeste blomster. De ser måske simple ud ved første øjekast, men hvis man ser nærmere efter, er de helt fantastiske.”
Han købte roserne og forlod butikken med et smil til Hanne.
“Han var da smuk, hva’?” sagde ekspeditricen. “Det smil alene! Han ligner en skuespiller.”
“Det tænkte jeg også,” svarede Hanne.
Hun købte en lille buket margueriter og skyndte sig videre til Theas fødselsdag.
Hvor blev hun overrasket, da hun ankom og så den smukke fyr fra blomsterbutikken! Det viste sig, at han hed Alexander og var kommet med sin ven Magnus, Theas fætter.
Alexander blev også overrasket over at se hende. Hele aftenen kiggede han på hende og smilede. Hanne smilede forlegen tilbage og så væk. Men midt under festen satte han sig hos hende, og de begyndte at snakke.
Hvad de talte om, kunne Hanne ikke huske nu, så mange år efter. Alexander spurgte om noget, hun svarede, han fortalte om sit liv, og hun lyttede…
Og hun forstod ikke, hvorfor han sad hos hende, hvorfor han smilede til hende og gav hende opmærksomhed. Hun så Theas misundelige blikke og undrede sig over, hvorfor hendes veninde blev sur.
Da musikken startede, og gæsterne begyndte at danse, kom Thea hen til Alexander og bad ham med ud på dansegulvet. Han så skyldbevidst på Hanne, men fulgte med Thea.
Senere kom han tilbage til Hanne. Og da hun skulle hjem, tilbød han at følge hende.
Næste dag i universitetet hilste Thea ikke engang på hende.
Efter forelæsningerne konfronterede Hanne hende.
“Har du virkelig ikke fattet det?” hvæsede Thea.
“Hvad skulle jeg fatte?”
“Magnus tog Alexander med til festen for min skyld! Han ville introducere os. Jeg havde set Alexander på Magnuss billeder, og jeg kunne godt lide ham. Så Magnus tog ham med til min fødselsdag. Og så ødelagde du det! Du flirtede med ham hele aftenen og trak ham med dig væk. Og du lader som om du er så uskyldig!”
“Jeg flirtede ikke,” svarede Hanne bedrøvet. “Jeg kan slet ikke flirte. Jeg bad ham heller ikke om at føl
