Far, bliv! Elskede, forlad os ikke! Far, køb ikke mere til mig eller Lasse. Bare bliv hos os! Vi har ikke brug for biler eller slik. Ingen gaver! Bare vær her! skreg den seksårige Emil, mens han klamrede sig til sin fars ben.
***
Deres mor græd i det andet rum. Hun havde ikke kræfter til at rejse sig og gå ud.
Den fjortenårige Lasse stod med knyttede næver. Kærligheden til faderen kæmpede mod hadet i hans hjerte.
Emil var bare et barn. Han forstod ingenting. Men Lasse havde set, hvor ondt det gjorde deres mor. Hun havde tidligere på dagen knælet og bedt faderen blive. I det mindste lidt tid, til Emil blev ældre. Men bønnerne hjalp ikke.
Hold op! Rejs dig! Forned dig ikke, hører du! Han har ikke brug for dig. Heller ikke mig, ingen af os. Lad ham gå! Lasse løb hen og prøvede at trække sin lillebror væk fra faderen.
Søn, hvorfor gør du sådan? Jeg kommer til at besøge jer, hjælpe jer. Jeg bor bare et andet sted. Men jeg elsker jer ikke mindre af den grund. Det er bare sådan, vi har besluttet det, begyndte faderen.
Hvem har besluttet? Det var dig! Tror du, jeg ikke hørte noget? Mor bad dig blive. Her er hun og vi! Vi er en familie. Men du går! Til en anden kvinde! Er hun mere værd end os, hva? Lasse kæmpede for ikke at bryde sammen i gråd.
***
Hvis faderen havde krammet ham, sat taskerne fra sig og sagt, at det var en dum fejl, så Han ville have kastet sig om halsen på ham. Og glemt alt. Og tilgivet, selvfølgelig.
For det var far.
Han, der havde lært ham at reparere en bil, taget ham med at fiske efter torsk, spillet fodbold, læst bøger før sengetid. Hvordan kunne han bare gå og udslette alt fra sit liv? Dem? Hvorfor?
Emil græd hysterisk. Moderen hulkede. Faderen så på dem alle sammen og gik, med sænket hoved.
Og længe efter fulgte råbet ham: “Far! Bliv!”
***
Fra den dag blev livet anderledes.
Lasse hadede sin far. Han ville ikke se ham, kastede gaverne tilbage, som faderen bragte.
Emil ventede. Sad nogle gange ved døren. Stod på altanen og stirrede ud i det fjerne.
Faderen bad om at få børnene på besøg. Moderen tillod det ikke.
Selvom Lasse ikke selv ville. Emil længtes efter faderen, men fik at vide far vil ikke se dig.
Deres mor ville med stolthed have afvist børnepenge, men de skulle jo leve af noget.
Din far forelskede sig. Sådan går det! Andre steder er græsset grønnere! Han har ikke brug for børn. Der er andre nu! sagde hun ofte.
Lasse lyttede mørkt. Emil græd.
***
Et år senere kom faderen tilbage. Eller rettere, han ville. Emil var ikke hjemme. Kun Lasse og mor. Faderen bad om tilgivelse, sagde, han havde begået en fejl. Forstået det. Han kunne ikke leve uden dem. Intet liv uden børnene.
Men moderen tog ham ikke tilbage. Det var hendes tid til hævn. Og Lasse tilgav ham ikke. Såret var for frisk. Og der var ingen plads til tilgivelse.
Emil blev ikke spurgt. Han var stadig for lille.
***
Tiden gik. Lasse blev købmand. Emil blev læge. Den ældre bror fik sin egen familie. Den yngre passede deres mor til sidst, men snart var hun ikke mere.
Ikke længe efter besluttede Emil sig for at gifte sig med sin barndomsveninde Katrine.
Før brylluppet havde Lasse forretninger i en anden by. Han foreslog en fælles tur. Slap af. I stedet for bil tog de toget. De drak te og talte under hjulenes larm.
De skændtes ikke, levede egentlig i harmoni, selvom de sjældent sås. Men de var meget forskellige i temperament. Hårdhændet og utålmodig, hørte Lasse kun sig selv.
Han kaldte sin bror “hr. barmhjertighed” i spøg. Og rådede ham altid til at droppe godheden den var ikke moderne længere.
Efter forretningerne gik de rundt i den smukke by, de ikke kendte før, nød synet. Så gik de mod stationen.
Lige ved indgangen snublede Lasse næsten over en mand. Han så væmmeligt på ham og mumlede, at der ikke var nogen grund til at sidde, hvor man ikke skulle. Manden havde sat sig på en papkasse. Beskidt, med skæg, uden ben. Pludselig så han op.
Emil var allerede gået videre, da han pludselig hørte sin brors latter. Han stoppede.
Lasse grinede og pegede på den hjemløse. Emil gik hurtigt hen, greb sin brors ærme og trak ham med sig.
Stop! Det er grimt. Vi ved ikke, hvad der er sket med ham. Hvorfor er han i den situation? Det er ikke os, der skal dømme! hviskede han.
Hvad? Ikke os? Netop os. Genkender du ham ikke? Du var jo kun lille dengang. Men jeg genkendte ham med det samme. Vores fars øjne er specielle, vi har arvet dem. Grønne. Mor sagde altid, det var hans øjne, hun elskede. Forgæves, viser det sig. Hvad laver du her, dit svin? Interessant? Vi er dine børn, far. Ventede du os? Genkender du os? Vi mødtes igen. Jeg troede aldrig, jeg skulle se dig mere. Men der er måske retfærdighed alligevel. Nu ser du sådan ud. Det er for mors tårer. For vores. For alt, du har gjort! råbte Lasse rasende.
***
Emil kunne ikke få et ord frem af chok. Manden på jorden græd stille. Mumlede kun, hvor smukke de var.
Ligner dig ikke! Overhovedet ikke. Sikke en skam, du er vores far! Jeg skammer mig og er kvalm! Du kan dø her på gaden. Det er din straf. Græd nu. Og se. Ville du ikke have et normalt liv? Med din familie. Du løb efter kærlighed. Hvor er din kærlighed nu, far? Har du fundet en anden hjemløs? Dit affald, fortsatte Lasse.
Stop! Hold op nu, eller jeg kan ikke styre mig! råbte Emil.
***
Broren ville svare skarpt. Men han gispede i stedet af forbavselse. Emil knælede ned. Rækte hånden frem. Rørte ved den beskidte kind, strøg den. Og sagde:
Hej, far.
Faderen greb hans hånd, holdt den fast. Og brast i gråd med sænket hoved.
Hvem så han i det øjeblik? Måske den lille, lyshårede dreng, der for mange år siden holdt fast i hans ben og råbte: “Far, elskede, bliv!”?
Børnene var voksne. Begge to. Blivet m
