Natasha stod i køkkenet og tilberedte aftensmaden, da der lød et bank på døren. »Mærkeligt,« tænkte hun, »vi har en dørklokke, og alle vores bekendte ved det.« Hun åbnede døren og så en fremmed kvinde, omtrent på sin egen alder, stå foran sig med et nysgerrigt blik.
»Godaften. Er du Natasha?« spurgte den uventede gæst.
»Ja, det er jeg. Hvem er du? Jeg kan ikke huske, at vi har mødt hinanden før.«
»Det gør du heller ikke. Jeg er en god bekendt af din mand.«
»Eriks?«
»Erikke«
»Nå, på den måde?« Natasha rullede med øjnene. »Jeg er ikke overrasket over, at du kalder ham så kærligt. Jeg er vant til det. Selvom jeg må indrømme, at ingen tidligere har været så fræk at møde op på den her måde. Normalt ringer de! Så, hvad skal jeg kalde dig?«
»Jeg hedder Helle« Kvinden virkede usikker. »Det er bare der er en ting«
»Åh, slap nu af, Helle! Er du og min mand forelskede? Og står jeg i vejen for jeres lykke?«
»Hvordan ved du det?«
»Jeg siger jo, du ikke er den første, der fortæller mig den historie. Men jeg skal også lige sige, at jeg ikke holder ham tilbage. Du kan tage ham med i dag, hvis du vil. Hvad har han fortalt dig? At vores børn er små, og han ikke kan forlade dem?«
»Nej, slet ikke Jeg ved, at jeres sønner er voksne og studerer«
»Nå, hvad så? At jeg er syg, og han som en god mand er forpligtet til at blive hos mig? Ser du, jeg er fuldstændig rask.«
»Nej, det sagde han heller ikke.«
»Hvad er så alternativet? At han bliver fyret, hvis han skiller sig? Det er løgn. Hans chef er fuldstændig ligeglad med hans privatliv.«
»Nej, du misforstår Han sagde, vi måtte vente indtil indtil din far ikke er her mere«
Natasha stivnede. Hendes far var ikke engang halvfjerds, holdt sig i form, blev sjældent syg, og havde absolut ingen planer om at dø foreløbig.
»Du må have hørt forkert«
»Nej, overhovedet ikke. Erik sagde, at så snart Anders Jensen var gået til de salige, ville han forlade dig med det samme.«
»Hvorfor ikke før? Har han fortalt dig, at han er bange for min far? For det behøver han ikke. Min far ville aldrig gøre ham noget.«
»Nej, Erik er ikke bange for ham. Han respekterer ham meget. Men han sagde, at når din far ikke er her mere, vil du flytte ind i hans lejlighed.«
»Hvad? Hvor vover han? Min far har det fint, og jeg håber, han lever mange år endnu. Og jeg kommer aldrig til at flytte fra min lejlighed! Den er mit førægteskabelige ejendom, og jeg har ingen planer om at give den til Erik!«
»Men Erik sagde, at lejligheden ville være hans, og du ville tage sommerhuset, bilen og garagen og forsvinde«
»Nå, virkelig? Interessant Hvorfor ventede du så ikke bare, til det skete? Hvorfor kom du til mig allerede i dag?«
»Jeg er ikke ung længere, og jeg vil gerne nyde min lykke fuldt ud. Og det er ligegyldigt for mig, om min elskede mand har en lejlighed eller ej. Vi kan bo hos mig.«
»Fornuftigt nok. Så hvad vil du have fra mig?«
»Jeg vil bare have, at du lader Erik gå Det er alt.«
»Tag ham.«
»Hvordan?«
»Jeg holder ham ikke tilbage. Jeg har aldrig holdt ham. Selvom jeg elskede ham engang, troede jeg naivt, at han ville blive tro. Så tænkte jeg, at børnene havde brug for deres far, så jeg sagde ingenting. De sidste par år har jeg ikke bemærket noget mistænkeligt, så jeg troede, det var ovre. Men åbenbart tog jeg fejl.«
»Ja, det gjorde du Så du lader ham virkelig gå?«
»Selvfølgelig. Du kan endda tage hans ting med nu.«
»Nej, det kan jeg ikke bære. Erik må selv hente dem, når han vil. Bare sørg for, at du lader ham gå«
»Slap af, jeg gør det allerede i dag! Vent du bare! Jeg ansøger om skilsmisse i morgen, og vi deler alt efter, hvad domstolen siger. Men lejligheden får han ikke. Den fik jeg af min bedstemor, og mine forældre betalte for renoveringen. Min far har gemt alle kvitteringer han er meget omhyggelig. Men det er okay, du har jo dit eget sted.«
»Ja, du skal ikke bekymre dig. Erik skal nok have et sted at bo.«
»Det bekymrer mig heller ikke. Erik har altid vidst, hvordan han skulle sikre sig.«
»Farvel, Natasha«
»Farvel, Helle. Jeg håber, vi aldrig mødes igen.«
Helle gik, og Natasha begyndte at pakke Eriks ting. Hun havde ikke tænkt sig at skændes med ham, men hun vidste præcis, hvordan hun ville få ham til at gå selv. Selvfølgelig troede han, han bare kunne komme tilbage, som han altid havde gjort før. Men denne gang var det anderledes.
*Hvor måtte han være fræk Vent, til min far dør, så jeg rømmer lejligheden? Han er blevet for vant til at få sin vilje. Og det er min skyld! Jeg har lukket øjnene for hans utroskab i årevis, så han troede, han kunne slippe afsted med alt. Men nu er det slut, Erik. Du kan tage til din Helle og leve lykkeligt*
Da Erik kom hjem fra arbejde, bemærkede han kun, at Natasha nægtede at spise aftensmad med ham. Men det generede ham ikke. Han havde tænkt sig at spise godt og derefter gå på sin sædvanlige »aftentur«, før han kom hjem, som om intet var hændt.
»Tak for maden, skat. Jeg tror, jeg tager en lille gåtur.«
*Der har vi det. Nå, men gå du bare,* tænkte Natasha.
»Selvfølgelig, min kære. Det er sundt at gå en tur i din alder.«
»Hvad mener du? Hvilken alder?« Erik, der stadig følte sig som en mand i sin prim, blev stødt.
»Hvad mener du med, hvilken alder? Du er jo over halvtreds. Ikke ung længere.«
»Hvad? Jeg er da Jeg har da«
»Kære, hvorfor fortæller du mig det? Jeg ved jo bedst, at du ikke er den samme længere.«
»Natasha, pas på, hvad du siger Ellers«
»Ellers hvad? Du har taget for meget på, gråt hår overalt«
»Hvad mener du? Gråt hår? Hvad snakker du om? Jeg er jo helt ung endnu!«
»Tvivlsomt Du behøver ikke lyve for dig selv. Du bliver ældre, min kære. Ligesom jeg
