Det var som om en drøm fra de gamle dage kom tilbage i min erindring, da jeg så Kirstine stå ved komfuret i mit eget køkken.
Hvem er hun, og hvad gør hun her? råbte Asta, mens hun kastede tasken fra sig og var klar til at gribe til kniven.
Det er Kirstine! svarede Jens roligt med et lille smil.
Hvorfor er det så ubehageligt! stod det tydeligt på hans ansigt. Hvad laver hun her?
Sådan som du kan lugte sagde Jens, mens duften af stegte frikadeller spredte sig i hele lejligheden. Hun steger frikadeller!
Er du blevet helt skør? råbte Asta igen. Du har inviteret en fremmed kvinde ind i mit køkken, bare for at hun skal stege frikadeller?
Jo! nikke Jens. Jeg har fået lyst til en omgang frikadeller efter den blå ost, du så længe har spist!
Kirstine kiggede frem fra baggrunden:
Åh, så er jeg her! Jeg har også fundet en herre, der kan lave frikadeller til mig!
Hvad mener du, du kan? stammede Asta, forbløffet. Jeg kan da sagtens!
Jeg har bare ikke lagt mærke til, at din mand sagde nej, da jeg spurgte, om jeg måtte hjælpe med madlavningen! grinede Kirstine. Måske skulle jeg byde ham på mere? Måske vil han ja?
Så snart jeg får dig i små bidder med mine egne hænder! skreg Asta.
Ud fra dine hænder ser jeg ingen fare! Du har neglene på ny og er smurt med cremer!
Du skal nok bruge dine hænder til at frise dine egne krøller og lade dig selv fremstå vigtig! Det er tydeligt, du ikke er vant til huslige pligter!
Asta prøvede at holde fast i sin værdighed.
Jeg… hun sank sammen af raseri. Bare så du forstår…
Gå nu, dame, og tag en lille frikadelle! Men kun én, for ellers vil din forretningsdragt ikke passe! vinkede Kirstine hende ind i køkkenet.
Du kommer til at fortryde det! sagde Asta, mens hun gik forbi sin mand. Jeg skal ordne dette med hende, så gør dig klar!
Lad være med at forstyrre mine frikadeller! råbte Jens bag hende.
Asta gik ind i køkkenet med beslutsomhed, klar til at kaste hende ud. På bordet ventede Kirstine med en tekande, hældte te i kopper.
En smule honning til ro? spurgte hun med et smil.
Du… snappede Asta gennem tænderne.
Som du vil, svarede Kirstine og trak på skuldrene. Jeg drikker bare min te!
Du er fuldstændig ! råbte Asta med urent sprog.
Du har fjernet din tunge! gik Kirstine i stå. Du har fået din mand til at gå rundt på gaden for at finde nogen, der vil stege frikadeller til ham?
Man kan kun tvinge en mand til at sulte én gang, hvis han sværger at han vil tabe sig. I alle andre tilfælde skal han være mæt, ren og elsket.
Øhh svarede Asta usikkert.
Det er godt, at jeg fangede ham! Han gik rundt alene, med en kemisk krøllet frisure! Så var han klar til både frikadeller og seng!
Hvad med dig? spurgte Kirstine, mens hun satte sig på en stol.
Har jeg brug for dig? grinede Kirstine og drak af sin te. Jeg har min egen mand! Jeg vil blot tjene din, som en fast kunde!
Jeg tror, vi har mødt hinanden før, sagde Asta mistænksomt.
Hvor god hukommelse du har! lo Kirstine. Jeg arbejder i slagterbutikken ved din dør! I køber altid kød hos mig!
Det er sandt! lyste Asta op.
Så er det smart, at du har inviteret en fremmed kvinde ind for frikadeller! Er det normalt?
***
Jens og Asta havde i deres tid haft et klassisk dansk ægteskab. Jens arbejdede som professor på universitetet og forsørgede familien, mens Asta var hjemme med børnene i barsel.
Hun havde haft heldet med at tilbringe otte år i barsel i stedet for at starte sin karriere. Hun fik tre børn og var tilfreds med, at hun havde nået sit mål.
Jens var glad for den store, lykkelige familie. Han var enlige søn og huskede tydeligt, hvordan det var, når forældrene var på arbejde.
Det ville have været rart med en bror eller søster, så vi kunne lege sammen! drømte han som barn.
I sin familie gjorde Jens alt for at hans børn ikke skulle opleve de bekymringer, han selv havde haft.
Familien bestod af tre børn, og Asta var husmor, så hun var altid hjemme. Mange undrede sig over, hvordan Jens kunne forsørge så en stor husstand, mens han kun tjente som lektor. Lønnen på universitetet var ikke høj, men hemmeligheden lå i held og en god investering.
Da Jens fyldte atten, gav hans forældre ham en sommerhus, men ingen vidste, hvad han skulle bruge den til. To år senere, lige før han fyldte tyve, stod sommerhuset tomt, og Jens besluttede at sælge det.
Han solgte det for en god pris, beholdt pengene og gav dem til sin ven Arne, som startede en lille virksomhed. Arne brugte pengene klogt, og virksomheden voksede.
Arne, du har styr på det, så lad mig bare tage min del af overskuddet! sagde Jens.
Pengene voksede med tiden, og en del blev lagt i en opsparingskonto.
Til noget stort eller dyrt, så kan børnene få råd til uddannelse, lejlighed, bil eller bryllup! sagde Jens med et smil.
Familien levede godt og i harmoni. Jens forskede, skrev artikler og var tilfreds med sit liv. Asta holdt hjemmet og børnene i hånden. Deres fritid tilbragte de sammen, og økonomien tillod dem at rejse og nyde livet.
Alt gik som smurt, indtil den yngste søn fyldte ti år. For Jens ændrede der sig intet, men Asta mærkede en indre tomhed. Hun havde brugt så meget tid på børnene, at hun nu stod over for et hul, hvor de engang var.
Jens, jeg er ved at gå i stå, jeg kan ikke længere fortsætte sådan! sagde hun en aften. Jeg elsker dig, men jeg føler, at jeg forsvinder!
Det er en alvorlig erklæring, svarede Jens. Hvad foreslår du?
Asta tænkte over det et øjeblik og sagde:
Jeg vil starte min egen forretning! Vi har sparemidler, der giver en lille rente. Hvis jeg tager en del, kan jeg enten forøge vores formue eller i værste fald tabe alt, men det vil ikke ødelægge familien.
Jens tøvede et øjeblik.
Kære, hvis jeg kan lykkes, vil jeg blive både hustru, mor og forretningskvinde! Hvis ikke, vil jeg vide, at jeg har prøvet.
Så gør, hvad du mener er bedst, gav Jens sin tilladelse.
Asta kastede sig hovedkulds i forretningen, så meget at hun glemte familien. Jens, selvom han var professor, var ikke helt døv for huslige pligter. Han kunne rydde op med en smule ligegyldighed hvad der ikke er synligt, behøvede han ikke at gøre, og affald kunne gemmes under tæppet eller i en stol.
Børnenes selvstændighed betød, at de kun havde brug for lidt hjælp med lektier og penge til deres behov. På køkkenet var Jens ingen kok; han kunne lave simple retter, men hans styrke lå i færdigretter som frosne frikadeller og nuggets.
Min sjæl efterspørger noget andet! forklarede han i købmandsbutikken. Jeg vil have noget hjemmelavet, ikke bare hvad jeg selv har lavet!
Hvad kan din husmor ikke lave? spurgte ekspedienten.
Hun kan, når hun er hjemme! Men hjemme er jeg optaget af forretningen! sukkede Jens. Jeg vil have hakket kød til frikadeller, men jeg forstår ikke noget af det! Hvorfor købe, hvis det ender i fryseren?
En anden kunde sprang på:
Lad mig lave dem for dig! sagde hun. Jeg er rigtig god til det!
Ekspedienten genkendte Jens:
Du kommer tilbage hver femte år, men du køber kun dumplings! Ved du, hvordan man laver frikadeller?
Kunden trak sig tilbage, og ekspedienten sagde til Jens:
Vil du vente til klokken syv? Jeg er færdig klokken syv. Jeg kan komme ind og stege frikadeller til dig! Min mand er væk, så jeg har intet at lave derhjemme!
Jens så frem til hjemmelavede frikadeller, som han ikke havde set i tre år. Han accepterede, og Kirstine kom halvt syv for at tælle kassen.
Sammen købte de alt, der skulle til brød, mælk, løg i nabobutikken. Så gik det løbende: Kirstine stegte frikadeller til Jens og ventede på, at hans egen hustru skulle komme hjem.
Vær forsigtig med din forretning, sagde Kirstine, mens hun ryddede efter sig. Du får næsten næsten mistet din mand! En dag kan han ende med kage i stedet for frikadeller!
Jeg bærer ingen nag, svarede Asta.
Hvad gør du med din nag? grinende svarede Kirstine. I dag blev han fristet af frikadeller, i morgen af kager, og så vil han måske blive overbevist af suppe!
Du vil ende uden mand, men du har stadig din forretning.
Asta nåede ikke de store højdepunkt i sin forretning, men hun gik ikke konkurs. Hun havde en bescheiden profit, og det var nok. Hadden hun fortsat sat alt på forretningen, kunne hun måske have nået mere, men Kirstines indlæg mindede hende om, at familielivet også krævede tid.
I sidste ende forlod hun den hektiske jagt, og Jens vendte tilbage til hjemmet, uden at søge andre kvinders frikadeller.
