Kære dagbog,
I går føltes det som om hele min verden gik i stykker på et øjeblik. Jeg har altid troet, at Morten og jeg var ved at bygge noget sammen vi havde snakket om fremtiden, flyttet ind i en lille lejlighed på Nørrebro og drømt om at starte et liv sammen. Så gik det hele i opløsning på grund af en spøgefuld bemærkning, som jeg aldrig havde forventet ville blive så alvorlig.
Jeg prøvede at ringe til min mor, Alberte, for at få hende til at hjælpe, men telefonlinjen var tydeligt udenfor dækning. Abonnentens udstyr er slukket eller udenfor netværk, lød den kølige, maskuline stemme fra den anden ende. Jeg måtte lægge røret på igen, samle mig og så ringe til et andet nummer. Det føltes underligt at skulle kontakte en ældre dame, men når ens kæresten forsvinder i tre timer om natten, er det et tydeligt tegn på, at noget er galt.
Morten og jeg havde kun boet sammen i en måned, og vi havde ingen formel registrering af forholdet. Så jeg kunne ikke henvende mig til myndighederne eller bede om hjælp fra politi eller lignende. Jeg var kun en pige uden juridisk status i hans liv, og den tanke at min mor skulle begynde at grave efter mig med en skovl, var et skræmmende scenarie.
Jeg ringede til hans mor, fru Jensen, og inden jeg nåede at sige noget, kom Morten ind på telefonen. Hvem er det? spurgte han kort. Jeg fortalte, at jeg var hans kæreste, og at jeg havde brug for at tale med ham. Hans stemme var først rolig, så hurtigt gik samtalen i en anden retning: Morten, hvad sker der? Du skulle i hvert fald give mig besked, hvis du planlægger at blive hos din mor i nat.
Han svarede kort og truende: Det er mig, Morten. Hvad vil du? Jeg spurgte, hvad der foregik, og han svarede, at han var træt af mig, at han ville flytte til en anden by og at jeg skulle holde op med at ringe. Jeg havde allerede pakket mine ting, så han sagde, at jeg selv skulle bestemme, hvad jeg ville gøre med lejligheden.
Jeg hængte på. Mine hænder rystede, mens jeg forsøgte at forstå, hvad der lige var sket. Jeg blev forladt sådan så det ud. Måske var det ikke så overraskende, for vi havde kun boet sammen i en måned, og jeg havde forberedt mig på, at han en dag kunne sige noget i stil med: Vi passer ikke sammen, lad os gå hver til sit. Jeg selv havde også tænkt på, at han måske ville vise mig sine sokker under puden eller fortælle om sin mærkelige fascination for grønne slanger. Eller endda om hans uforudsigelige humør.
I mine tidligere forhold havde jeg også haft brud, men de var altid foregået gennem en samtale, hvor vi tydeligt lagde en streg. At blive dumpet over telefonen, via en andens mobil, uden nogen forvarsel, var helt nyt for mig. Jeg har brugt de sidste tre uger på at tale med min bedste veninde, Katrine, som har forsøgt at finde forklaringer.
Måske var han bange for, at du ville eller at du ville kæmpe? sagde hun. Jeg lo, for med mine 45 kilo og min smukke lille halv liter krop er jeg kun god til at stå på hænder men ikke til at slås med mænd, der vejer dobbelt så meget som mig og er mindst en halv meter højere.
Katrine påpegede, at han i det mindste skulle have mødes et offentligt sted eller ringet. Eller sendt en sms, hvis han var bange for omkostningerne ved at bruge sms i 2024, hvor vi alle har flere messengerapps. Det er ikke maskulint at lade sig dumpes via besked, sagde hun med en rynket næse.
Jeg indså, at uanset hvad jeg eventuelt kunne have gjort galt, så var Morten allerede så stærk i sin egen verden, at han ikke kunne lade mig påvirke ham. Katrine råbte: Smid ham ud af dit hoved! Hvor mange kroner har du egentlig spildt på ham? Hvor mange måneder? Jeg svarede, at vi kun havde boet sammen i en måned og haft et møde i en måned før det.
Så er det jo ingenting, sagde hun. Det er som om han har smidt sig selv ud af din lejlighed. Jeg indså, at jeg ikke længere havde et sted at kalde mit eget lejligheden var kun lejet, og jeg kunne i stedet overveje at flytte til en bedre bolig i et andet kvarter, selvom jeg skulle betale selv.
Katrine lovede, at hun ville hjælpe mig med at finde en ny fyr vi har jo stadig mange år tilbage! sagde hun. En uge senere gik jeg på en date med broren til en bekendt, som virkede som en god mand, omend ikke nødvendigvis den, jeg ville gifte mig med og få mange børn med. Da jeg kom hjem med en buket blomster, sprang Morten ud af trappeopgangen, som om han lige var vendt tilbage fra en drøm.
Buu! Blev du forskrækket? spurgte han. Jeg så på ham, forvirret: Hvad laver du her? Han rystede på hovedet: Jeg forstod det ikke og hvad er den her kødgryde? Jeg pegede på blomsterne. En ny fyr gav mig dem. Du forlod mig, men så kom du tilbage som om du havde fået en dissociativ tilstand. Morten forsøgte at forklare, at han blot skulle tilbringe et par uger med sin familie.
Kunne du ikke bare have skrevet en besked eller efterladt en seddel? spurgte jeg. Hvis du fortæller mig, at du går, så holder jeg mig fra at vente i døren hele natten, svarede han. Jeg ville bare have ro, fordi jeg altid har flygtet fra hjemmet, siden jeg var tretten år gammel, og så har min mor altid fortalt, at jeg løb væk fra alt.
Jeg var ikke Mortens mor, og jeg fandt, at hans adfærd, som en 20årig dreng, stadig var helt uacceptabel. Så jeg sagde farvel til ham og lod ham rejse videre til en afsides landsby på Jyllands vestkyst. Senere samme aften dukkede hans mor, fru Jensen, op for at klage.
Anna, er det ikke forkert? Morten elsker dig, har lavet planer, og I skulle bo sammen. hun sagde. Men du har ødelagt alt på grund af en spøg. Jeg svarede, at jeg allerede havde givet ham en chance, og at hun havde hørt ham sige noget til mig, mens hun var i telefonen.
Hun sagde, at han bare havde lavet en dårlig spøg, og at ingen fejl gør en person til andet sort. Jeg sagde, at jeg lever mit liv, og jeg vil ikke være med i den slags drilleri. Jeg forstår, at for en mor er ens søn den bedste, men de fleste kvinder, jeg kender, ville ikke tolerere den slags.
En kærlig kvinde accepterer sin partner med alle hans fejl, sagde hun. Jeg svarede, at jeg ønsker Morten held og lykke i fremtiden. Hun fortsatte med at minde mig om hans følelser. Jeg begyndte at forstå, hvorfor Morten altid så ud til at være så beskyttet hans mor har gjort ham til centrum af sit univers, og han har aldrig lært at tage ansvar for sine handlinger.
Uanset hvad har jeg ingen intention om at bære hans problemer som mine egne. Jeg har fortalt hans potentielle svigermor, at han burde flytte væk fra sin mor, og lad ham selv gå efter sit liv i en lille landsby. Jeg ved ikke, om han nogensinde vil indhente sin sønn. Men siden de forsvandt fra mig, har de ikke dukket op igen så måske er det bedst sådan.
Fem år senere, efter jeg giftede mig med Thomas, har jeg hørt fra fælles bekendte, at Morten stadig bor hjemme hos sin mor, har ikke fundet en partner, og skyder skylden på alle andre end sig selv. Det ser ud til, at han aldrig har lært af sine fejl.
Sådan er min historie, skrevet under moderens vinge. Jeg er stadig i gang med at samle mig, men jeg ved, at livet fortsætter, og jeg vil finde min egen vej uden at blive fanget i andres skyggespil.
