Mor, måske skulle bedstemor gå ud og forsvinde? Så ville det være bedre for alle, sagde Mette med en udfordrende tone.
Mor, hvor længe skal det fortsætte? Vil du altid minde mig om det? svarede den femtenårige Mette fornærmet.
Ikke altid, kun så længe bedstemor bor hos os. Hvis hun går ud, vil hun få sig vild
Og dø under en hæk, mens vi lever med skyldfølelse Mor, måske skulle hun bare? spurgte Mette igen, udfordrende.
Hvad mener du? forstod moren ikke.
At hun skulle gå ud og forsvinde. Du sagde selv, du er træt af at slås med hende.
Hvordan kan du sige sådan? Hun er min svigermor, ikke min egen mor, men for dig er hun din bedstemor.
Bedstemor? Mettens øjne smalnede, som de altid gjorde, når hun blev vred. Hvor var hun, da hendes lille søn forlod os? Da hun nægtede at passe mig? Hendes eget barnebarn? Hun havde ingen medlidenhed med dig, da du kæmpede for at tjene en ekstra krone Hun beskyldte dig endda for, at din mand gik
Stop nu! råbte moren. Jeg skulle aldrig have fortalt dig alt det. Hun sukkede. Jeg har opdraget dig forkert, hvis du ikke har medlidenhed med andre, med din egen familie. Det skræmmer mig. Hvad når jeg bliver gammel? Vil du behandle mig på samme måde? Hvad er der galt med dig? Du var altid en sød pige. Du kunne ikke gå forbi en forladt kattehvalp eller hundehvalp uden at tage den med hjem. Men bedstemor er ikke en hvalp Moren rystede træt på hovedet. Hun er allerede straffet nok. Din far forlod ikke kun os, han forlod også hende.
Mor, du bliver forsinket til arbejde. Jeg lover at låse døren. Mette så skyldigt på hende.
Godt, ellers ender vi bare med at sige ting, vi fortryder men moren rørte sig ikke.
Mor, undskyld, men det gør ondt at se på dig. Kun hud og knogler. Du er kun fyrre, men du går sammenbøjet som en gammel dame, knap nok i stand til at trække benene efter dig. Altid udmattet. Hvorfor ser du sådan på mig? Hvem skal ellers sige sandheden, hvis ikke din egen datter? Mette bemærkede ikke, at hun igen hævede stemmen.
Tak. Sørg for, at hun ikke tænder for gassen eller efterlader vandet løbende i badeværelset.
Netop, det er det, jeg siger. Vi er bundet til hende. Intet liv. Mor, lad os sende hende på et plejehjem. Der vil hun være under opsyn. Hun forstår jo ingenting
Skal vi virkelig til det igen? afbrød moren hende.
Det vil være bedre for alle, især hende, fortsatte Mette uden at lægge mærke til morens voksende irritation.
Jeg gider ikke høre mere. Jeg har ikke tænkt mig at sende hende nogen steder. Hvor længe har hun tilbage? Lad hende blive hjemme
Hun vil overleve os begge. Gå nu på arbejde. Jeg går ingen steder, jeg låser døren, jeg lover det, gentog Mette arrigt.
Undskyld. Jeg har lagt for meget på dine skuldre Alle andre er ude og hygger, mens du passer bedstemor.
De talte uden at bemærke, at døren til bedstemors værelse stod åben. Hun havde selvfølgelig hørt det hele, men forstod det nok ikke, og ville glemme det om et øjeblik.
Moren gik på arbejde, og Mette gik ind i sit gamle værelse, hvor bedstemor nu boede.
Bedste, har du lyst til noget? spurgte hun.
Bedstemors blik udtrykte ingen ønsker.
Kom, jeg giver dig en slik, Mette hjalp bedstemor op og førte hende ud i køkkenet.
Hvem er du? bedstemor stirrede tomt på Mette.
Drik din te, sukkede Mette og lagde en slik foran hende.
Bedstemor elskede sødt. Hun og moren gemte slikket fra hende og gav hende kun én til teen. Mette så på, hvordan bedstemor åbnede det farverige papir. Gennem det tynde, grå hår kunne man se den blege hud på hendes hoved. Mette vendte sig væk.
Førhen farvede og fiksede bedstemor sit hår, satte det i en fyldig frisure. Hun brugte lys læbestift og tegnede øjenbrynene i en bue. Mette kunne husge den sødl
