EN EGENARTET GAVE
En frygtelig fejl begik en kvinde i juletiden. Først troede hun, hun gjorde alting rigtigt. Hun tog på sig støvler, der lignede militærstøvler, en pelsfrakke og en hue. Hun satte sig bag rattet på sin Land Rover og kørte mod en underlig skovsø, som hun kaldte Den Dømte Eng. Det var en mærkelig gåde, hun måtte løse.
Kvinden hed Sigrid Leifsdatter, lad os antage. Hun havde én eneste søn, som hun først fik, da hun selv var gammel. Så levede de to sammen i tredive år. Sønden elskede hun som sin egen sjæl; for ham arbejdede hun utrætteligt, sparede kroner, og blev rig for hans skyld. Hans navn var Mikkel, og han mødte en pige fra kollegiet, en smuk pige ved navn Lærke, som også havde et lille barn.
Sigrid vidste, at Lærke, som hun kaldte den snedige trold, kun ville stjæle hendes søn og leve af hendes formue. Så hun drog ud for at konfrontere pigen, fandt ud af, hvor Lærke boede, og besluttede at skræmme eller bestikke hende alt afhængig af, hvordan drømmen vendte sig. Hun måtte dog også slippe slangen, som havde viklet sig om sin søn, for han havde stoppet med at lytte til hende og talte kun om bryllup.
Sigrid så ud som en bulldog: et hårdt ansigt med rynker og et snævert blik, øjnene brændte af raseri som en vild ulv i Danmarks skove. Hun var så stor som en statue på Rådhuspladsen, næsten som den berømte Kæmpe fra en dansk teaterforestilling.
På vej købte hun nogle æbler og pærer samt et klokkespil til barnet trods alt var det juletid. Man skal jo starte en samtale på en fin måde, tænkte hun, ikke som vilde dyr eller jaguarer!
Alt gik som planlagt. Hun ringede på døren, trådte ind som en ensom kæmpe, fjernede støvlerne og frakken. Hun hilste på den unge kvinde med et smil, men da hun gik ind i legeområdet, så hun barnet.
En lille, bleg dreng lå i legetøjshjørnet. Han hed Petrus, som Lærke tøvende havde kaldt ham. Hun stod og rystede af frygt, for Sigrid kunne skræmme enhver, tro mig!
Sigrid gik hen til krybben og rakte frem det klokkespil. Pludselig brød barnet ud i en sådan latter, at Sigrid selv rystede. Petrus greb klokkespillet med en lille hånd, trippede i bløde sokker på tæerne, mens han holdt sig fast i kanten af krybben som i en mærkelig dans. Han rystede klokkespillet og kiggede fast i Sigrids øjne, mens han skreg af ren begejstring. På en eller anden måde fyldte Sigrid ham med en ekstraordinær forundring.
Han trak hænderne op mod kvinden, lo højlydt og smilte. Øjnene hans blev som smalle sprækker, munden åbnede sig så bredt, at to små tænder næsten nåede ører
Her begik Sigrid den store fejl. Instinktivt samlede hun drengen op i sine arme. Petrus omfavnede hende så hårdt, at han næsten knækkede hendes håndled, og begyndte derefter at banke let med klokkespillet mod hendes pande, mens han nynnede.
Sigrid begyndte at mumle med en blød, berørt stemme, Hvem er denne lille honning? Hvem er denne søde sukkerklump? Hun følte sit hjerte svulme af en sød, brændende varme. Petrus løftede blikket, så kun på hende, og klamrede sig til hende som en lille eliksir af kærlighed. Hans duft af lykke mindede om nyslået gran i julen, som om engle selv havde givet ham en duft af barndommens uskyld.
Sigrid ville ikke give drengen fra sig. Hun ville bytte hele verden for Petrus. Hun havde fundet kærlighed. Et brag af følelser og så flød varme tårer ned ad de dybe rynker i hendes ansigt.
Så gik det videre: Sigrid beordrede Mikkel til at gifte sig, selvom han ofte ignorerede hendes ordrer. Han sagde ja, for han elskede både Lærke og den lille Petrus. Med trusler og løfter lokkede Sigrid de unge ind i sit store, gamle villa i de grønne forstæder til København.
Men hun greb dem kun lejlighedsvis; de levede fredeligt i sit eget tempo. Alt Sigrids opmærksomhed var nu rettet mod Petrus. De kunne ikke forestille sig et liv uden hinanden; deres kærlighed var som en evig flamme i et vinterløv.
En kvinde havde begået en frygtelig fejl. Eller havde hun? Det ved ingen. Men i drømmen fandt hun sin julegave uventet og lysende. Julen er en særlig dag, og gaver er også særlige
