Søren insisterer på en DNAtest mor har manipuleret
Sådan er det. Jeg har ikke tænkt mig at opdrage et fremmed I morgen finder jeg en klinik, vi laver en DNAtest.
Hvad? Signe mærker benene give efter. Er du seriøs? Søren, vi har været sammen i tre år. Jeg har aldrig givet dig en grund til at tvivle
Så ser vi det, afbryder han med et skævt grin. Hvis han er min, er jeg far uden spørgsmål, jeg vil tage ansvar, undskylde. Hvis han ikke er det
Telefonen på natbordet vibrerer, og Signe skuer op det er igen Søren, der skriver.
Hun rækker efter telefonen, låser skærmen op, og beskederne, som han skrev i nat, flyder ind.
«Hvorfor tager du så lang tid?»
«Min mor har ringet, hun spørger. Kommer du snart?»
«Signe, jeg kan ikke tro, du stadig ikke har født efter 16 timer! Hvad siger lægerne? Hvorfor tier du?»
Den seneste besked, sendt for syv minutter siden:
«Jeg er nede. Kom til vinduet.»
Signe sukker dybt tårerne brænder i øjnene. Hun prøver at løfte sig på albuerne, men svækkes.
Alt gør ondt, epiduralen virker ikke længere, selv at bevæge sig er en kamp.
Åh Gud hvisker hun og lægger hovedet tilbage på puden.
Telefonen ringer, og hun må tage den Søren giver hende ingen fred.
Ja? klynker hun. Hej, Søren.
Hvorfor kommer du ikke ud? han springer direkte til sagen. Hvor mange gange skal jeg bede? Du læser, men svarer ikke!
Jeg står ved vinduet på anden sal. Kom ud, vis mig vores søn.
Signe lukker øjnene.
Søren, jeg kan ikke.
Hvad mener du, du kan ikke?
Jeg kan ikke rejse mig. Jeg har lige født for fem timer siden, de har hæftet mig. Jeg må ikke sidde, det gør ondt at gå. Jeg når ikke engang vindueskarmen.
Der falder en tung stilhed, så bryder Søren ud i en vred tirade:
Andre vinker derude, mumler han. En kvinde i nabovinduet holder på en bold. Og du? Er du speciel?
Jeg har det dårligt, Søren. Lad være med at starte.
Hvad mener du med start ikke? Jeg er far eller hvad? Jeg vil se vores søn!
Forstår du, at jeg står her med blomster, som en idiot, og fryser? Løft din femte finger og kom til vinduet!
Signe kan ikke holde sig længere hun græder stille. Hun ønsker, han sagde: Skat, hvordan har du det? Hvil dig, jeg elsker dig, men han
Jeg kan ikke løfte barnet, hvisker hun. Jeg må ikke stå op før aften. Kør hjem, Søren
Hun afviser opkaldet, men efter tre sekunder ringer den igen. Signe vender telefonen med skærmen nedad. Tårerne strømmer som regn, så uretfærdigt. Hvorfor er han så hård?
En sygeplejerske træder ind i stuen og ser straks bekymret på hende:
Mor, hvorfor græder du? Stop med det med det samme! Så, lad os berolige dig
Mælken vil brænde, barnet vil blive sultent. Lad mig hjælpe dig op, det er tid til at amme. Hvad har så gjort dig så ked af det?
Søren snøfter Signe. Barnet vil have, at jeg viser ham ved vinduet. Jeg kan ikke
Sygeplejersken klikker med tungen, justerer dynen og skifter til du.
De små er så urolige, ja. Fortæl ham, at han kan kigge ud: dette er en fødeafdeling, ikke en cirkus!
Det kræver så lidt!
Lad være med at græde, det er ikke værd.
Læg dig ned, du skal samle kræfter. Tænk først på barnet.
Søren holder ikke op smser kommer én efter én. Signe læser dem, og kulden spreder sig i hende.
«Skjuler du, hva?»
«Vis mig barnet! Er han sund?»
«Måske er han ikke min, så du gemmer ham?»
«En normal kvinde viser den første baby til manden. Hvor gemmer du dig?»
Signe får en kold frygt i kroppen. Hvad har han gjort? De har boet sammen i tre år, han har aldrig opført sig så
Hun troede, hun havde giftet sig med en pålidelig mand, som ville beskytte hende hele livet. Men hun tog fejl.
For at berolige ham, trods smerten, rækker Signe ud mod babykassen.
Den lille sover, med en sød krøllet næse. Han er lille, rødlig som alle nyfødte. På hovedet har han en mørk dun.
Hun tager et billede. Hænderne ryster, billedet bliver lidt sløret, men ansigtet er tydeligt. Hun trykker på Send.
Svaret kommer straks.
«Hvad er det?»
Signe skriver:
«Vores søn. Mikkel.»
Søren ringer med det samme:
Signe, holder du mig i løgnen?
Hvad snakker du om? forstår hun først ikke.
Se på ham! Han er sort!
Hvilken sort, Søren? Går du helt amok? Han er rød, han er lige født!
Hårene! råber han så højt, at Signe trækker telefonen væk fra øret. Mine hår er lysebrune, dine er blondfarvede, men vores er lyse.
Og den der er som kul! Hvor kommer den fra? Fra naboen? Fra en taxa chauffør?
Signe sukker af vantro.
Er du sindssyg!? udånder hun. De fleste nyfødte har mørkt hår, det ændrer sig senere!
Hudens røde farve er fordi blodkarrene er tæt på overfladen! Spørg en læge!
Jeg behøver ikke din medicin! afbryder Søren. Jeg er ikke blind. Hvide børn fødes hvide, hvis forældrene er hvide.
Sådan er du, klar som vand. Jeg sagde jo, du skulle ikke gå til vinduet.
Skammen rammer hende i ansigtet.
Hvilken idiot du er hvisker Signe og trykker på sluk.
Hun blokerer hans nummer, tårerne kniber så meget, at hun næsten ikke kan trække vejret. Barnet i kassen klynker svagt, beder om opmærksomhed.
Signe får på tværs hængende ben fra sengen, bøjet af sting, og tager Mikkel i sine arme.
Det er okay, lille dreng, hvisker hun, vugger ham og sluger de salte tårer. Det er okay. Vi har hinanden, og det er alt, vi har brug for. Ja, min lille guldklump?
Tre dage på fødeafdelingen forløber som en tåge. Signe sover næsten ikke: hun ammer, skifter bleer, lytter til lægernes råd, og i hovedet kører én tanke: hvordan kommer vi hjem?
Søren ringer ikke længere. Han sender kun tørre smser: Hvad skal vi købe?, Hvornår skal jeg hente? Ingen jeg elsker dig, ingen jeg savner dig.
Udskrivelsen føles som en komedie. Signe kravler ud i gangen, bleg, med mørke rande under øjnene, som ikke engang concealer kan dække.
Sygeplejersken følger med og bærer et konvolut med blå bånd.
Søren står ved døren med en buket falmede roser, sandsynligvis købt i en kiosk på Nørrebro.
Hans ansigt er som sten, ingen glimt af glæde.
Ved hans side vankeler hans mor, Inger Hansen.
Tillykke! råber sygeplejersken kunstigt høj, mens hun giver konvolutten til far.
Søren tager barnet og rynker på næsen. Konvolutten holder han udstrakte hænder, stirrer forbi sin kone. Han kigger ikke engang på sønnen.
Tak, mumler han.
Inger Hansen skubber konvolutten til side.
Åh, så lille! Sover han? Så heldigt, vi har overlevet. Lad os hjem, vi har intet at gøre her.
De kører hjem i stilhed.
Søren kører aggressivt, bider i rattet, stopper hårdt ved lyssignaler. Signe sidder bagpå, holder fast om Mikkel.
Du må køre mere forsigtigt, siger hun, da bilen ryster over et hul. Du har en baby i bilen
Jeg kører som jeg vil, svarer Søren, mens han ser i bakspejlet. Hvis du ikke kan lide det, så gå til fods.
Derhjemme er der kaos. Søren smider nøglerne på kommoden, uden at smide skoene, og går ind i køkkenet.
Er der noget at spise? råber han.
Signe er forbløffet.
Søren, jeg har været på fødeafdelingen i tre dage. Jeg er lige kommet ind i huset! Hvor skal maden komme fra?
Så bestil noget. Eller skal jeg stå ved komfuret? Jeg har jo arbejdet, mens du hvilede.
Ordet hvilede udtaler han med så meget hån, at Signe ryster.
Hun lægger Mikkel i den vugge, de valgte sammen for en måned siden, og går ind i køkkenet.
Lad os tale, okay? beder hun stille, mens hun lener sig mod døren.
Det gør stadig ondt at stå.
Okay, lægger han telefonen fra sig. Jeg har talt med drengene og min mor.
Drengene? spørger hun. Du diskuterer vores søn med drengene?
Jeg diskuterer situationen! råber han og slår med hånden på bordet. Signe, lad os droppe dramaet. Barnet ligner mig ikke. Overhovedet. Slet intet!
Han er kun tre dage gammel, Søren! Han ligner ingen!
Lad mig ikke snakke om det! han springer op. Jeg er ikke en tåbelig fyr, Signe! Jeg ser, hvad jeg ser. Han er mørk. Øjnene er næsten sorte. Hvor kommer det fra? Vi har aldrig haft så noget i familien.
Han kommer tæt på hende.
Sådan er det. Jeg vil ikke opdrage et fremmed barn. I morgen finder jeg en klinik, vi laver en DNAtest.
Hvad..? Signes ben svækkes. Er du seriøs? Søren, vi har været sammen i tre år. Jeg har aldrig givet dig grund til at tvivle
Så ser vi det, afbryder han med et skævt smil. Hvis han er min, er jeg far uden spørgsmål, jeg vil tage ansvar, undskylde. Hvis han ikke er det
Mikkel græder i kassen.
Gå, ro den, siger Søren, vender sig mod vinduet. Han skriger som en lille ulv. Selvfølgelig er han kun et ekstra produkt. Det er ikke min karakter, jeg er rolig
Signe ser på hans brede ryg, den velkendte Tshirt, som hun har strøget for ham før fødslen, og indser: den Søren, hun kendte, er væk.
Hun har ingen familie længere
Hun vender sig stille, går ind på sit værelse, tager Mikkel i sine arme, klemmer ham mod brystet han falder stille, mærker moderens varme.
Tss, lille dreng, tss hvisker hun. Jeg er her. Mor er ved dig, lille dreng
Søren kigger ind i værelset fem minutter senere.
Så hvad? Går du med på testen? Eller er du bange?
Signe løfter blikket.
Gør det, svarer hun roligt. Find en klinik, betal regningen. Lav din test.
Perfekt, smiler han lidt skævt. Sådan skulle det være fra starten. Jeg har jo ikke haft nogen hysteri her.
Men husk, Søren, afbryder Signe uden at hæve stemmen. Når resultatet kommer, og det står, at du er far
Hvad? han stopper op, mærker forandringen i hendes stemme.
så vil du forstå, at du har mistet både mig og vores søn. Jeg vil aldrig tilgive dig for det.
Du er i tvivl, men du hælder mudder på mig, lige når jeg har brug for hjælp.
Søren fnøser, vifter med armen.
Lad være med at dramatisere. Bare en dum manipulation. Du vil selv takke mig senere, når du har lukket sagen.
Han går ind i stuen, tænder TVet, og begynder på en serie.
Signe ser på Mikkel, der sover, smilende mumler i drømmen. De mørke hårstrå, som så irriterede Søren, kærtegner hendes hud.
Det er okay, hvisker hun og kysser ham på panden. Lad ham gøre, hvad han vil. Lad ham sluge den papirer.
To måneder går. Om morgenen vækker en telefonopringning hendes eksmand ringer.
Først vil hun afvise, men så svarer hun:
Signe, vær så sød, stammer Søren. Kom hjem! Jeg har indset alt! Jeg forstår nu! Jeg vil ikke længere sige noget negativt!
Min mor har manipuleret mig, og drengene
Undskyld mig for testen! Jeg har fået bekræftet, at Mikkel er min søn, jeg vil ikke længere modsige dig!
Jeg betaler børnebidrag, hver eneste krone, til dig.
Pengene fra delingen vil jeg ikke kræve tilbage!
Jeg accepterer alt, men kom tilbage!
Signe afviser opkaldet.
Hans DNAtest er udført, og de positive resultater kommer. Hun indgiver straks skilsmisse, anmoder om børnebidrag og deling af fælles formue.
Hun bor nu i en lejlighed, som hendes forældre har lejet til hende.
Hun lever, skal man sige, lykkeligt. Hvorfor skulle hun beholde en forræder?
